Skjern Å Bad

Ideen til Skjern Å Bad udsprang af initiativet ’Gentænk Skjern’ under Skjern Udviklingsforum. Det brede overordnede projekt var forskellige tiltag for at aktivere området ved Skjern Bådehavn på Petersmindevej i Skjern.

Elever fra Den danske Design og Håndsværksefterskole i Skjern blev i et projektforløb på skolen inddraget med idéudvikling, der endte ud i en flot udstilling i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

Efterfølgende blev den lokale arkitekt Bo Christensen inddraget. Efter mange møder mellem arkitekten og projektgruppen blev de forskellige idéer sammenfattet til det projekt, der nu står færdigt.

Tanken bag, er at badeanlægget har samme grundform som den gamle trelængede Skjern Brogaard, der lå lige nord for den nuværende bådehavn. En del af anlægget består af en flydebro, der følger vandstanden i Skjern Å. ”Hullet” med nettet er inspireret af en katamaranbåd. Visuelt kan man også forestille sig, at det manglende stykke badebro er sejlet over til vestsiden af bådehavnen, hvor der er anlagt en lille flydeplatform, som ligger ved den i samme forbindelse nyrenoverede bådebro og kajkant.

De tre grønne containermagasiner bruges af de to tilknyttede foreninger ”Kong Hans Vinterbadere” og ”Skjern Å Kajakklub”, som også har det daglige tilsyn med området.

Et bærende princip i anlægget er indpasning i områdets natur i valg af materialer og farver, kombineret med midlertidighed, som skal forstås sådan, at anlægget nemt vil kunne fjernes en gang i fremtiden, hvis fx nye idéer og ønsker skulle opstå.

Selve byggeriet af anlægget er udført af det lokale entreprenørfirma Hansen & Larsens dygtige håndværkere i foråret 2023.

Det har været et forløb over godt og vel tre år, hvor projektgruppen har brugt meget tid på fondsansøgninger, dialog med kommunen, indhentning af tilladelser, og ikke mindst løbende dialog med arkitekt og entreprenør.

Den 16. juni 2023 blev anlægget indviet og kunne officielt tages i brug i høj sol og sommer. Anlægget står nu til rådighed for byens borgere og besøgende og binder fint Skjern by sammen med Skjern Å.


Læs mere om projektets forløb her.

 

Bidragsydere:

Ringkøbing-Skjern kommune

Friluftsrådet

Lokale- og Anlægsfonden

Nordeafonden

Sydbankfonden

Skjern Svømmeklub

Skjern Udviklingsforum

Skjern Paper

Arkitekt Bo Christensen

Hansen & Larsen

 

Projektetgruppen:

Povl Borre Andersen

Torben Andersen

Benny Madsen

Lars Foged