Lundenæs Slot

August 2023

Af Elmo Flaskager

Prolog

Hvor Middelaldervejen og Drivvejen ned gennem Vestjylland til Slesvig skar de vandrige åløb lå de kongelige borge Lundenæs Slot, Vardehus Slot og Riberhus Slot som strategiske vagtposter. De skulle befæste kongens magt i det fjerne Vestjylland. I dag er der kun tomter eller borgbanker tilbage.

Frem til år 1621 lå Lundenæs Slot på borgbanken. I dag rejser der sig i det flade landskab en seks meter høj borgbanke på 65 x 55 meter og en 1 meter høj banke øst herfor. Med slottet på den højeste borgbanke var der en vindebro over voldgraven til avlsbygninger på den østlige banke. Lundenæs Borgbanke blev tinglyst i 1933 som et fredet fortidsminde med en FM-sten på toppen af banken. Borgbanken, der er uden synlige bygningsrester, blev undersøgt af Nationalmuseet første gang i 1883 og igen i første halvdel af 1900-tallet. Det har vist sig, at slottet hvilede på tilhugne, firkantede pæle, støttet af svære kampesten. Desuden konstaterede man, at der herfra var fjernet granitkvadersten til brug som fundament i andre bygningsværker på egnen, fx til jernbanebroen over Skjern Å, hvor broens fredede fundament består af kvadersten fra anlæggelsen af jernbanen i 1875.

Adgang til voldstedet kan ske via diget på nordsiden langs Skjern Å og øst for Hovedvej A 11. Cirka en kilometer fremme er der ved diget en sø, en rest af den forrige Skjern Å. Søen er i dag et vigtigt levested for padder og tudser. Efter yderligere nogle hundrede meter har vi på venstre side borgbanken. Og for at undgå oversvømmelser på markerne blev der et par hundrede meter øst herfor i forbindelse med genopretning af Skjern Å-systemet fra 1999-03 bygget et nord-sydgående dige. Ligeledes blev der i 2003 efter genslyngningen bygget en hængebro, Lundenæs Hængebro, over Skjern Å. De fire pyloner i hængebroen er bygget af ”flådeege” fra det nordøstlige Gribskov, tiltænkt danske krigsskibe. Efter tabet af den danske flåde til englænderne i 1807 blev der plantet mere end 90.000 egetræer. Til hvert krigsskib blev der dengang anvendt henved 2.000 egetræer, men da træerne 200 år senere nåede mastehøjde, gik der for nogle år siden brev til krigsministeriet, at de flådeegetræer, man plantede for 200 år siden til sikring af den danske flåde, var klar til levering. I dag er ”flådeege” fredede, men der er bevilget ”flådeege” til bl.a. nævnte pyloner samt til vikingeskibsmuseet i Roskilde. Fra hængebroen er der et fint kig til Omme Å’s indløb i Skjern Å. En tilsvarende hængebro over Skjern Å er etableret et par km længere vestpå, Kong Hans’ Hængebro. 

I middelalderen lå der i gennemsnit en borg i hvert andet sogn. I Region Midtjylland alene findes der rester af mindst 300 middelalderborge. Disse fredede fortidsminder har efterladt en kulturarv med spændende fortællinger om konger og riddere, krige og fejder og om politisk og økonomisk magt i middelalderens Danmark. I Ringkøbing-Skjern Kommune findes der i dag seks synlige borgrester:

• Åbjerg Voldsted, ved kommunegrænsen mod nordvest
• Tim Voldsted, mellem Tim og Stadil
• Voldbjerg Voldsted, Holstebrovej et par km syd for Hee
• Rydbjerg Voldsted, ved herregård Rydbjerg, der ligger øst for Velling
• Lundenæs, ved Skjern Å et par km øst for hovedvej A11 og den mest synlige
• Lundsmark, ved herregården Viumgård i nærheden af Sønder Vium.

Ved Skjern Å’s nedre løb blev der i middelalderen bygget to kongeborge. Foruden Lundenæs blev Kongsgård bygget umiddelbar vest for Lønborg Kirke. Ligesom Lønborg kirke var Kongsgård fra 1100-tallet og har i dag kun få rester af et voldanlæg tilbage. De første skriftlige kilder af Kongsgård er fra 1278, og arkæologiske udgravninger har påvist fund fra både vikingetid og middelalder. I dag er næsten alt ødelagt ved grusgravning, og det meste af borgvolden er blevet gennemskåret af et vejanlæg i 1960’erne. Der gemmer sig dog rester af anlægget i et tæt buskads. Vest herfor ligger Lønborggård, som engang hed Lønborg Bispegård under Ribebispen. 

En efterårsdag i 1534 under Grevens Fejde nedbrændte både Lundenæs Slot, Kongsgård og Lønborggård. Kongsgård blev ikke genopbygget, men som en erstatning eller efterfølger blev der nær derved bygget en ny gård, Kongensgård. Den blev dog ødelagt under svenskekrigen i 1658. En vej i Lønborg, kongensgårdsvej, vidner om denne gård. 

I 1621 hærgede en altødelæggende brand Lundenæs Slot, og ca. 5-600 meter nord for voldstedet og øst for Aanum blev Lundenæs Slot nyopført ved ladegården. Men i dag er avlsbygningerne nedrevet, kun den markante og fredede hovedbygning står tilbage og vidner om Lundenæs’ glansperiode.

Lundenæs Slot

Lundenæs Slot med en vindebro over til slotsgården mod øst og Skjern Å med sit snoede forløb nord om slottet. Peder Svendsens tegning er fra bogen ”Vestjyske fortællinger og sagn”, bind 5 af Jon Høgh.

 

Lundenæs Slot var en af kongens vigtigste besiddelse i Vestjylland, opført på et strategisk centralt sted, ved et vadested over Skjern Å for en nord- sydgående vej, så kongen kunne kontrollere både vandvejen og landevejen. Slottet lå som en borg, bygget som et forsvarsværk kombineret med et vagt- og forsvarstårn, omgivet af mur og voldgrav. Men uindtagelig har den ikke været. Herom senere. Da slottet blev bygget, fik den navn efter det næs, som var dannet mellem Skjern Å og Omme Å. På tegningen ovenfor snor Skjern Å sig tæt nord om Lundenæs Slot for derefter at sno sig videre syd om Damsø og ud til Ringkøbing Fjord med fri adgang til havet. I de lave enge havde Lundenæs Slot rige naturressourcer i form af især græs til studeopdræt og i åen flere laksegårde.

Slottet er sandsynligvis fra 1100-tallet, bygget i samme periode som de romanske kirker i området og navngivet efter det næs, som Skjern Å og Omme Å dannede, inden de løb sammen vest for Lundenæs. Men de første skriftlige kilder om Lundenæs Slot har vi fra Danske Krøniker og Nationalmuseet, som oplyser, at holstenske grev Gert den Tredjes soldater i 1340 var i færd med at bygge og forstærke en borg ved Skjern Å ”til danskernes fordærv”. Se punkt 1, Den Kullede Greve! Der er dog i de senere år rejst tvivl om, hvorvidt det var ved Lundenæs eller en borg i Skjern Sogn mellem Viborg og Randers, at slaget stod. 

En anden kilde nævner, at dronning Margrethe denFørste i 1387 pantsatte slottet til Ribebispen for 300 mark sølv, som hun havde lånt af bispen. Pantet indløstes dog igen i 1407, hvorefter slottet og lenet formentligt frem til 1661 blev forpagtet af skiftende adelige lensmænd. Der er dog kilder, der nævner, at slottet har været pantsat til Ribebispen periodevis i 1400-tallet. Desuden har en kilde noteret, at kong Erik af Pommern i 1406 holdt retterting på slottet.

Mellem Lundenæs og Skjern kirke, ved den gamle vej fra Skjern til Viborg, har der siden bondestenalderen ligget en gravhøj, som op gennem middelalderen har været brugt som galge, og ved Albæk, lidt øst for Lundenæs, lå slottets vandmølle, slotsmøllen eller Albæk Mølle. Den blev nævnt første gang i 1599 og nedlagt 1893.

Laksegården ved Lundenæs omkring 1930. De kraftige stolper står tilbage, mens tremmeværket var blevet afmonteret nogle år forinden. En laksegård bestod af en række nedrammede egestolper, der udgjorde fangstanlæg for de store mængder af laks i åen. Samtidig fungerede laksegårdene som broer over åen. Foto P. Th. Graversen/Skjern-Egvad Museum.

 

Fisk og især laks fra Skjern Å har til alle tider været en vigtig indtægtskilde og et solidt fødegrundlag for egnens befolkning. Nær Lundenæs Slot var der opført to laksegårde. Allerede i 1347 er der nævnt en laksegård ved Lundenæs, og i 1500-tallet var der også en laksegård i Omme Å syd for Lundenæs Slot. I forbindelse med at kong Hans i 1482 påbød lensmand Anders Friis (f. 1440) på Lundenæs Slot om at bygge et nyt hus på Lundenæs, da ”vort slot er ganske ilde forfaldet i mange måder”, byggede han samtidig en ålegård, og mod hans efterfølger, lensmand Mourids N. Gyldenstjerne, blev der ligefrem fremsat trusler fra tre fæstebønder i henholdsvis Sønderskov, Kodbøl og Albæk om opsigelse af deres fæstegårde under Lundenæs, hvis der ikke blev bygget en ny lakse- eller ålegård, da deres ”bjergning er på åen og fiskeriet alene.”

Lundenæs flytter

Lundenæs Slot efter tegning i Resens Atlas ca. 1600 og formodentligt kort tid før de to stokværk høje bygninger i borggården over for slottet blev blæst ned under en storm. Hestestalden for enden stod nogenlunde uskadt efter stormen. I 1621 hærgedes slottet af en ildebrand, og frem for at genopbygge nyopførtes Lundenæs Slot ved ladegården nord for Skjern Å.

 

I 1604 var bygningerne i slotsgården så forfaldne efter en storm, at der ikke var ordentlige rum til kvæg og korn. De to stokværk høje bygninger var blæst ned af stormen. Kongen befalede, at bygningsresterne skulle pilles ned og genopbygges som to kornhuse sammen med lade og stald oppe ved Ladegården. De to stokværk var i sin tid opført af fru Abbild Skeel, som var enke efter lensmand Niels Lange, der døde den 11. juni 1565.  Enkefru Abbild Skeel blev boende på slottet frem til sin død i 1585. 

I 1621 hærgedes slottet og hestestalden af en altødelæggende ildebrand, så et nyt slot måtte bygges. Det nye slot gav Christian den Fjerde lensmand Ulrich Sandberg ordre om at genopføre, og efter lensmandens forslag bifaldt kongen, at slottet ikke genopførtes på borgtomten, men oppe ved ladegården. Efter kongens befaling skulle der opføres tre huse i bindingsværk i én etage. Slottet blev opført i egetømmer hentet i kronens skove ved Silkeborg, bjælker og andet tømmer ved strandingsauktioner. Store bjælker blev lagt som fodrem over sylden, og ned i disse bjælker tappedes de lodrette og bærende stolper. Med en dagsrejse på fire til fem mil i en stivvogn ad hullede veje var fæstebønderne flere dage om at hente et læs træ i Løgager skov ved Them. Der skulle også transporteres andet byggemateriale, bl.a. 52.000 mursten fra Herningsholm teglværk og 41.000 hollandske sten til primært ydermuren samt 21.000 hollandske tagsten. Vinduerne blev forsynet med jernstænger, ”eftersom slottet ellers står åbent uden grave eller mur”. I 1623 var byggeriet færdigt, og Lundenæs Slot fik her sin fremtidige placering. 

Lensmand Ulrik Sandbergs Lundenæs Slot, 1623

Tegningen af Lundenæs Slot øst for Aanum er udført øst-vest med slotsgården længst mod vest, staldgården i midten og ladegården mod øst. I dag står blot hovedbygningen tilbage og kaster lidt glans over en svunden tid som slot og herregård. Ifølge BBR er hovedbygningen fra 1660, mens lokale historikere mener, at den er fra slutningen af 1700- tallet. Det er dog ikke den på tegningen viste. Tegningen er fra bogen ”Vestjyske fortællinger og sagn”, bind 5 af Jon Høgh og tegnet af Peder Svendsen.

 

Fund af syldsten i jorden har afsløret ladegårdens omtrentlige placering. I slotsgården danner herskabsbygningen sydfløjen med et vindfang som indgangsparti og på den østlige gavlspids en forgyldt vindfløj. Indenfor til venstre er kvindernes opholdsrum, fruerstuen, som udgør en stor del af den østlige halvdel af herskabsbygningen. I den anden ende af bygningen er lensmandens sovekammer og et lille rum til toilet. Desuden er der i denne ende et døtresovekammer – også med et lille aflukke som toilet. Længst mod er vest forråds- og spisekammeret. Et kælderrum i sydvesthjørnet er med svære egedøre indrettet som fængsel.

I den nordlige ende af vestfløjen er køkkenet indrettet, upraktisk når køkkenpigerne skal hente naturalier fra forrådskammeret. I så tilfælde skal de i vestfløjen først passere tre gæsteværelser, to gæstetoiletter og lensmandens våbenkammer. Fra køkkenet kan man gå gennem bryggerset og enten ud på gårdspladsen eller videre til nordfløjen, hvor der er indrettet mælkehus, hvortil mælken anbringes efter malkningen i staldgården. Der er også indrettet skole på Lundenæs i 1600-tallet. For her i nordfløjen er der et opholdsrum indrettet til skolelæreren og derefter en skolestue. Derpå ridefogedens rum og folkestuen som opholdsrum for gårdens ansatte. Endelig er der i den østlige ende af nordfløjen kontorer til lensmanden og hans hjælpere, skrivere og fogeder, som har meget at holde styr på i det store len mht. fæstere, landgilde, udskrivning til militærtjeneste, håndhævelse af lov og ret osv. 

Mod øst er der plankeværk med port til staldgården, der blev opført i 1623 som afslutning på slotsbyggeriet. Stalden er opført i 24 fag indrettet til bl.a. ridestald til 13 heste og gæstestald til otte heste, et fiskerhus og værksted til gårdens smed. Midt i staldlængen rummer porten et portrum til vagten, som dag og nat kontrollerer besøgende til slottet. Mod syd er staldgården afskærmet med et højt plankeværk og mod nord med et halvtag, så der også i staldgården er lukket af til omverdenen. Bag staldgården ligger ladegården. Her opbevares korn, og et særligt gulv er indrettet til tiendekorn til kongen, præsten og Skjern kirke. Slottets udstrækning er henved 200 meter. 

Men allerede i november 1624 blæste det op til orkan, hvorved borggårdens tre huse, stalden, plankeværket samt ladegårdens studestald ”var ganske meget brækkede, og at tagstenene var nedblæste”. Men det skulle blive værre endnu, for under 30-årskrigen mellem lutheranere og katolikker trængte den katolske feltherre Wallenstein op gennem Jylland og med sine landsknægte, røvede og plyndrede så grusomt, at folk flygtede for at undgå grusomhederne. Lundenæs Slot blev heller ikke fri for Wallensteins plyndringer i de halvandet år, der gik, inden hans landsknægte med Christian den Fjerdes mellemkomst blev trukket tilbage. Lensmand Ulrik Sandberg, slotsforvalteren og alle de andre på slottet var flygtet, så der var fri adgang til at forsyne sig med korn, smør og kød fra slottets husdyr. Da lensmand kom tilbage efter sit halvandet års eksil i Thisted, måtte han med bedrøvelse konstatere, at landsknægtene såvel ude som inde havde lavet en vældig ravage, smadret og ødelagt næsten alt. Bønderne fra Bølling og Hammerum herreder blev endnu engang beordret til at transportere byggemateriale til slottet og udføre restaureringsarbejde. Og når bønderne nu var i gang, kunne man da også lige udnytte den gratis arbejdskraft til også at opføre en ny stald på 24 fag ved ladegården. Ikke nok med det, for i slutningen af 1630’erne måtte bønderne i gang igen. Fængslet fandtes i ussel stand og måtte genopbygges. Samtidig opførtes en ny studestald og et lille hus til fårene syd for ladegården. Lundenæs var nu atter intakt og hyllede sig i solens varme stråler og havgusens tåger, indtil hærfører Lennart Torstensson med en svensk hær i januar 1644 drog op gennem Jylland. Igen blev Lundenæs Slot udsat for brand og plyndring. Som punkt nr. 4 i kapitlet om krigshandlingerne er der en nærmere omtale af trediveårskrigen 1618-1648. 

Men hvordan gik det for det gamle brandhærgede slot nede ved åen? Det forfaldt yderligere, og gennem de næste par hundrede år forsvandt bygningsrester og andet. Indtil der kom et forbud, blev mange granitsten fra slottet anvendt som fundament til de tre broer over Skjern Å i forbindelse med anlæggelse af den nye hovedvej (A11) omkring 1850 og vel også til de tre jernbanebroer i 1875. I dag fremtræder den græsklædte tomt som to muldvarpeskud i det flade landskab i Skjern enge.

Topografisk kort 1870-1899 med Skjern Å nord om voldstedet for Lundenæs Slot, indtil det i 1621 flyttedes op til ladegården øst for Aanum. Bemærk, at Omme Å løb ind i Skjern Å nogle hundrede meter vest for Lundenæs Voldsted. Stedet for sammenløbet kaldtes Haugmunde. Som det fremgår af kortet, havde Omme Å også udløb til Tarm Sø. Indtil 1840 havde Omme Å kun udløb til Tarm Sø, som var forbundet med søer vest herfor med et senere udløb i Skjern Å. Til venstre på kortet ses hovedvejen fra 1850 og Jernbanen fra 1875. I nordvest Petersminde, Skjern Brogaard, Bomhuskroen og mod nord Damsø.

Syssel, len, herred og amt

Som administrative enheder var Danmark i middelalderen inddelt i kongelige len og Jylland desforuden i 14 sysler med en række herreder i len og syssel. Inddeling i kongelige len og herreder kendes første gang fra kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231. Danmark var dengang inddelt i omkring 50 len og op mod 200 herreder. Syslernes oprindelse fortaber sig i det uvisse, måske er de opstået i årene 700-800, men omdannelsen af syslerne til kongelige len begyndte på kong Valdemar Sejrs tid og forsvandt helt ved reformationen i 1536. Lundenæs Len og Bøvling Len omfattede det hedengangne Hardsyssel med otte herreder mellem Limfjorden og Skjern Å. Denne inddeling af Danmark i len ændredes til amter to år efter enevælden i 1660. De to len + Nørre Horne Herred syd for Skjern Å svarede til det i 2006 opløste Ringkøbing Amt. 

Lundenæs Len bestod af Bølling, Hammerum, Ginding og Hjerm Herreder og fra 1585 tillige Nørre Horne Herred. Bøvling Len omfattede Hind, Ulfborg, Vandfuld og Skodborg herreder. De to len blev i 1662 erstattet af Lundenæs og Bøvling amter og fra 1671 med en fælles amtstue i købstaden Ringkøbing med en amtmand som myndighedsperson.

Hammerum Herred var dengang Danmarks største og tyndest befolkede herred. Et herred skulle være så stort, at det kunne stille med 120 krigsfolk.

Dengang var der tre købstæder i de pågældende herreder: Ringkøbing i Hind Herred, Lemvig i Skodborg Herred og Holstebro i Hjerm Herred. De tre købstæder havde omtrent samme indbyggertal, hvorfor man vel fandt det mest naturligt, at amtmanden fik domicil i Ringkøbing, der var den købstad, der lå mest centralt. Omdannelsen til Ringkøbing Amt sker i 1793.

Kort over Hardsyssel + Nørre Horne Herred, som dækkede det senere Ringkøbing Amt. Desuden ses de ni herreder samt sogne og købstæder fra før 1970.

Birketing

Her i nærheden af Skjern Brogaard har der ifølge Resens Atlas fra ca. 1677 været en galgehøj og sandsynligvis også allerede dengang et tingsted. Skjern Sogn er tegnet med gul streg. Bondegårde omkring år 1800 er angivet med røde kvadrater. En gravhøj med navn Galgehøj ligger på skellet mellem Vester Skjern Birk og Øster Skjern Birk. Galgehøj i Vester Birk er angivet nord for Skjern Brogaard med tingsted tæt herved. Korttegning: Ringkøbing-Skjern Museum.

 

Den 18. februar 1532 udskilte Frederik den Første et nyt et retsområde i Skjern Sogn, Skjern Birk, med birketing på Lundenæs Slot, hvor lensmandens opgave var at håndhæve lov og ret som regel med en birkefoged som dommer. Birket omfattede området fra Hedeby til Albæk. Opdelingen beroede primært på indtægter fra laksefiskeriet og tolden fra overfarten over Skjern Bro. Senere blev Skjern Birk opdelt i Vester Birk og Øster Birk delt ved galgehøjen (se kortet over Skjern Sogn!). Skellet mellem de to birker og Bølling Herreds ret og rettersted fulgte Oldåen, i dag Kirke Å. Lundenæs Slot med ladegård, laksegård og slotsmøllen i Albæk tilhørte Øster Birk med en galge på gravhøjen. Til Vester Birk hørte bl.a. Oldagergård og Skjern Brogaard med told på overfarten over Skjern Å. 

I 1796 blev de to birker igen henlagt under Bølling Herred med en herredsfoged, som afholdt ting og fungerede som dommer. Skjern og 16 andre sogne nord for Skjern Å hørte fra ældre tid til Bølling Herred, og 11 sogne syd for åen hørte under Nørre Horne Herred. Den 26. april 1814 blev de to herreder lagt sammen med fælles ting- og arresthus, men med hver sin herredsskriver, og den 4. december 1829 fik de to herreder under navnet Bølling og Nørre Horne Herreder fælles jurisdiktion for en juridisk uddannet dommer med bolig på Petersminde eller Dommergården, som den firlængede gård ved Skjern Bro efterhånden blev kaldt. 

Lensmænd på Lundenæs Slot fra 1407 til 1661

Ribebispen sad i en periode som pantherre på Lundenæs, men i 1407 indløste Margrete den Første pantet, hvorefter Lundenæs Slot blev et kongeligt len med skiftende adelige lensmænd. De nedenfor angivne tidspunkter for de første fire lensmænd er forbundet med usikkerhed. Kilderne herom er ikke entydige.

1407-1416: ?

1416-1423: Foged Jep Terkildsen.

1423-1442: Erik Rønnov.

1442-1483: Anders Nielsen Friis, som genopførte det meget forfaldne Lundenæs Slot.

1484-1502: Mourids Nielsen Gyldenstjerne. Tre fæstebønder klager over fiskeriet i åen.

1502-1523: Ejler Bryske. Frataget lenet, da jyske stormænd afsatte Christian den Anden.

1523-1525: Predbjørn Podebusk - var en dygtig administrator, men grisk og rethaverisk.

1525-1529: Ejler Bryske - tilbød Christian den Anden at rejse en bondehær. Døde i 1529.

1529-1549: Peder Ebbesen Galt til Tyrrestrup - fik lenet mod en pantesum.

1549-1564: Erik Krabbe. Erik Krabbe var i rigsrådet. (Erik Krabbe var en from og lærd mand og forsynede Skjern Kirke med nye skamler.)

1564-1564: Oluf Munk til Tvis Kloster. Var tidligere katolsk biskop i Ribe.

1564-1565: Niels Lange. Niels Lange døde 1565. Hustru, Abbild Skeel, døde i 1585.

1565-1585: Abel Lange. Søn af Niels Lange.

1585-1585: Hans Lange. Søn af Niels Lange. Kongen gav lenet i 1585 F. Rosenkrans.

1585-1599: Frederik Rosenkrantz - afstod lenet – affære med en af dronningens jomfruer.

1599-1602: Birger Trolle til Troldholm.

1602-1603: Predbiørn Bild.

1603-1636: Ulrik Sandberg. Bygger Lundenæs ved Ladegården. Plyndret 1627-29.

1637-1646: Iver Vind til Nørholm. Boede vist mest på Nørholm. 

1646-1648: Erik Juel til Hunsbæk. 

1648-1652: Palle Rosenkrans til Vesløsgård. 

1652-1657: Peder Redtz til Tygestrup - deltog i svenskekrigen som officer på Møn.

1657-1658: Henning Valkendorf. Han opholdt sig ikke på Lundenæs.

1658-1661: Erik Krag. Danmark var forgældet og Lundenæs Slot blev solgt i 1661.

 

Lensmanden som kongens forvalter

Lensmændene fra kong Hans’ tid (1481 - 1513) var panthavere i slottet, et afgiftslen, dvs., at kongen modtog en klækkelig sum penge fra lensmanden, i en årrække en afgift på mindst 600 rigsdaler, hvilket var en udmærket ordning for kongen, som herved sikrede sig en garantisum for god forvaltning af godset og lenet. Det var lensmandens opgave at varetage alle kongelige pligter og rettigheder i lenet, forvalte kronens gods og have opsyn med broer og veje.

Lensmanden var ansvarlig for at inddrive skatter og bøder til kongens kasse, og til at varetage lenets retspleje ansatte lensmanden en herredsfoged i hvert herred, som afholdt ting og fungerede som dommer. Herredsfogeden var ikke sjældent en bonde, som i praksis var opøvet og kendte lov og ret. Til hjælp for herredsfogeden ansatte lensmanden en skriver. Han havde ofte gået på latinskole og kunne godt være en præst eller degn. Til at styre sin administration førte lensmandens skriver en fortegnelse over godsets ejendomme og fæstebøndernes landgilde i en jordebog. Landgilden bestod som regel af gårdens produkter som rug, byg og havre. Lensmanden havde også myndighed over fæstebønderne til at yde hoveri, dvs. pligtarbejde på godset som betaling for leje af fæstegården. Endelig var bønderne pligtige til at betale tiende til kirken af deres afgrøde. Tiende blev indført i Danmark med oprettelsen af ærkebispesædet i Lund i 1104. Med sikkerhed kendes afgiften fra 1135. Skatten gik til kirkens opførelse og vedligeholdelse samt som løn til præsten og biskoppen. Tiende til biskoppen blev dog ændret til kongetiende efter reformationen i 1536. Kirken blev herved tilført store midler, hvilket de mange 1100-tals granitkirker over hele landet vidner om. Tiende blev afviklet i 1918 og afløst af kirkeskat i 1920.

Når aftalen var forhandlet på plads med en fæster, udfærdigede skriveren et fæstebrev. Heri skulle f.eks. også noteres den årlige landgilde, at ældre mennesker skulle sikres aftægt, eller at en enke skulle indgå ægteskab med den nye fæster. Desuden skulle der betales en overtagelsessum. Fæstebrevet var gældende for livstid for fæsteren og hans kone. Havde en fæstebonde vanskeligt ved at betale sin landgilde, måtte han på tinge bevise sin elendighed, hvilket flere bønder måtte krybe til, som f.eks. i tilfældet med afbrændte fæstegårde under Wallensteins besættelse fra 1627-1629. Disse bønder havde ingen mulighed for at svare deres landgilde, og måtte selv ud med tiggerstaven, hvilket lensmand Ulrik Sandberg indså og eftergav dem deres landgilde, eller efter en krig, hvor fæstegårdene måtte lide under mandens fravær. For i tilfælde af krig skulle lensmanden stille med et antal bevæbnede soldater og heste. F.eks. fik Lundenæs len i Den Nordiske Syvårskrig, som blev udkæmpet mellem 1563 og 1570, ordre om blandt andet at udskrive 400 bønder og bondesønner til krigstjeneste.

Undertiden fik lensmanden andre ordrer, f.eks. blev lensmanden på Lundenæs Slot beordret til at levere bønder og vogne til transport af skibstømmer fra Silkeborg-skovene til Gudenå og Horsens, og i 1620 blev lensmand Ulrich Sandberg beordret til at fange personer ned til 12-14 årsalderen, som løb omkring og tiggede, og sende dem til lensmand Mogens Kaas i Mariager, som sendte dem med kalkskuder videre til København, hvor Christian den Fjerde havde oprettet et Børne-, Tugt- og Manufakturhus, en opdragelsesanstalt, hvor børn (i perioder også voksne), som gik og tiggede eller var deres forældre ulydige, blev optaget for her at vænne dem til nyttigt arbejde og lære dem et håndværk. De anbragte børn var stuvet tæt sammen med op til 4-5 i hver køje. Smittefaren var selvsagt stor, og de epidemier, som ramte København, medførte stor dødelighed blandt de anbragte børn. Desuden menes det, at omkring 20 % af dem flygtede. Kun få forlod anstalten til fordel for et arbejde i det øvrige samfund.

Tigger og trolddom

Indtil reformationen i 1536 havde den katolske kirke i stor udstrækning varetaget plejen af de fattige og hjemløse, men herefter blev fattigplejen overtaget af staten, hvilket i realiteten betød, at antallet af tiggere steg gennem 1600-tallet. Det anslås, at i år 1700 levede mellem 5-10 % af den danske befolkning af tiggeri. Det var blevet en dagligdags hændelse, at en tigger kom til Lundenæs og bankede på slottets port og bad om et måltid mad. Af regnskaberne fremgår, at der om året blev serveret omkring 500 måltider til tiggere. Heller ikke juleaften gik tiggere forgæves. Det var skik, at ingen måtte banke forgæves på porten denne hellige aften. I mørkningen juleaften 1652 blev der delt både hele og halve brød ud til 180 stakler. I øvrigt fortælles det, at der i 1652 blev serveret 14.000 måltider på slottet. Hver person modtog tre måltid mad om dagen og to søndagen. I alt 20 måltider om ugen og dermed godt 1000 måltider om året. 12-14 mennesker må have boet eller arbejdet på slottet dengang. 

I 1600-tallet fortæller arkiverne om en del trolddomssager på Lundenæs. Således blev Anne Friiskone i 1631 henrettet for trolddom. Skarpretteren modtog 9 rigsdaler herfor. Løsagtige kvinder blev til tider straffet med at blive strøget med kagen. Kagen var en skampæl, som den pågældende kvinde blev bundet til, mens de blev pisket. I 1648 fik en skarpretter seks og en halv rigsdaler for at kagstryge tre kvinder.

Hungertyfus eller plettyfus hærgede i begyndelsen af 1600-tallet. Tyfussen skulle være kommet fra de vendiske byer med skibe, som landede korn i København. I Hovedstaden bortrev pesten omkring 8.000 indbyggere, og i de følgende år bredte sygdommen sig til land og by i hele Danmark og det øvrige Norden. Særlig hård var den ved Jylland og nåede i 1602 til Danmarks næststørste by, Aalborg. I modsætning til den sorte død omkring 1350, som halverede Europas befolkning og næsten affolkede Danmark, kaldtes denne sygdom også den ”Hvide Pest”. Pesten overførtes til mennesker via især mider, lopper og lus. I øvrigt hvor smitten kom fra var, vidste man ikke. Men de sanitære forhold var i den grad befordrende for pestens udbredelse, idet vandløb ofte anvendtes både til vandforsyning og spildevand fra latriner. Pesten kom også til Lundenæs Len, og folk brugte alverdens midler - også overnaturlige midler - til at bekæmpe pesten. En kvinde havde således hørt, at man andre steder har kunnet standse pesten ved at nedgrave levende børn, og i et desperat forsøg, gravede hun et dybt hul, hvori hun ombragte et af sine børn ved at begrave det levende. Lensmand på Lundenæs, Ulrik Sandberg (1552-1636), var usikker på, hvordan der skulle dømmes i sagen og spurgte den 11. februar 1604 Christian den Fjerde til råds. Kongen gav ordre til, at der blev rejst tiltale og taget dom i sagen, men inden eksekvering skulle Ulrik Sandberg henvende sig til kongen for nærmere besked. Den 7. august 1604 svarede kongen lensmanden, at ”da han efter Kongens Befaling har ladet en Kvinde der i lenet, som har begravet et af sine børn levende i Jorden og således ombragt det …, og hun er blevet dømt til Stejle og Hjul, har Kongen bevilget, at hun må blive henrettet ved sværd”, hvilket skulle ske snarest.

I Skjern Kirke er der ophængt en tavle, hvorpå der står følgende: ”I året 1603 døde her i menigheden i en tid af tre måneder 107 mennesker af en smitsom pest. Sognet havde på den tid omtrent 400 indbyggere.” 

Foto: Elmo Flaskager

Lundenæs har været skueplads for flere krigshandlinger

Den Kullede Greve

De første skriftlige kilder om Lundenæs Slot har vi som tidligere nævnt fra Nationalmuseet, som oplyser, at holstenerne var i færd med at bygge og forstærke slottet ved Skjern Å ”til danskernes fordærv”, da adelsmand Niels Ebbesens jyske mænd den 2. maj 1340 angreb og sejrede over holstenerne i et stort slag ved slottet, hvorved mange holstenere blev dræbt. Det danske rige havde stået uden kongemagt siden 1332, og store dele af riget var pantsat til især den holstenske grev Gert 3., også kendt som ”Den kullede Greve”, som plagede herremændene med høje skatter under besættelsen af Fyn og Jylland med undtagelse af Skanderborg slot.

Der var sket det i Randers en måned tidligere, at Niels Ebbesen og hans mænd ved en dristig aktion natten mellem den 1. og 2. april 1340 var trængt ind i grev Gerts sovekammer og myrdet ham. Umiddelbart efter flygtede Niels Ebbesen med sine mænd ud af byen, og efter slaget ved Skjern Å den 2. maj 1340 mødte Niels Ebbesen sit endelige nederlag ved Skanderborg Slot den 2. november 1340. Slaget stod på Nonnebjerget, hvor Skanderborg Station ligger i dag. Her faldt Niels Ebbesen sammen med 2.200 af sine folk. Niels Ebbesen blev lagt på hjul og stejle af grev Gerts sønner. Men efterfølgende blev Niels Ebbesen kendt som nationalhelt og Danmarks befrier, og navnet blev et symbol på frihed. 

Forgæves foreslog Scheel Poulsen i februar 1933 i Skjern Museumsforening, at der i 1940 i 600 året for det vundne slag ved Lundenæs Slot skulle rejses en mindestøtte for Niels Ebbesen ved slotsbanken. Niels Ebbesen blev formentlig begravet i Vestervig Kirke, hvorfra hans familie kom.

Men der er rejst tvivl om, hvorvidt det omtalte slag fandt sted ved Skjern Å i Vestjylland. I ”Jyske Krønike” fra 1340 står der blot, at Niels Ebbesen efter drabet på ”Den Kullede Greve” i Randers ”samme år, den 2. maj dræbte ... mange tyske ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv”. Dette slag er hidtil blevet opfattet således, at Niels Ebbesen angreb tyskerne ved Lundenæs Slot ved Skjern Å. 

Men i KUML 2010, Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab rejser Anders Bøgh & Carsten Porskrog Rasmussen stærk tvivl om rigtigheden herom. De to skribenter er af den opfattelse, at der er tale om Nørreå, der løber mellem Viborg og Randers. I tidligere tider blev den kaldt Skjern Å og gav navn til kirke, sogn og borg. Skribenterne skriver: ”I betragtning af at Niels Ebbesens øvrige kendte krigsmæssige færden er knyttet til Østjylland, hvor han forøvede sit mord i Randers og faldt under belejringen af Skanderborg den 2. november 1340, er det ganske sandsynligt, at det var i Skjern sogn, tyskerne var ved at bygge borg, og at vi hermed har den første omtale af en borg på stedet.” I øvrigt banede Niels Ebbesen og hans oprørske mænd vejen for, at Valdemar Atterdag samme år kunne kalde sig konge af Danmark.

Museumsinspektør og seniorforsker Poul Grinder-Hansen, Nationalmuseet, oplyser i en mail den 25. oktober 2022, ”at den middelalderlige kilde, Jyske Krønike, blot meddeler, at Niels Ebbesen 2. maj 1340 dræbte en masse tyskere ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv (kilden er på latin). Vi har ingen yderligere oplysninger, og derfor kan ingen med fuld sikkerhed fastslå, hvor slaget fandt sted. Blot må man vel med rimelighed antage, at Skjern Å er den å, vi stadig kalder ved det navn, mens åen, der løber forbi voldstedet ved landsbyen Skjern i Viborg Amt, jo fra gammel tid kaldtes Nørreå, så det er mindre sandsynligt, at det var dér, det foregik.” Det må desuden understreges, at de to skribenter fra Jysk Arkæologisk Selskab ikke med et kort eller andet fremfører sandsynlighed for, at Nørreå engang havde navnet Skjern Å og havde givet navn til sogn og slot.

Bondeopstand

Et hundrede år senere - i 1441 - bredte en bondeopstand sig under ledelse af herremanden Henrik Tagesen Reventlow. Bønderne var både utilfredse med de pålagte skatter og det omsiggribende adels- og godsejervælde. Fra Vendsyssel drog bønderne ned langs Vestkysten, men de blev standset ved Lundenæs Slot, idet slottet var svært at indtage. Ladegården blev afbrændt, men det lykkedes for slottet at holde stand, indtil en kongelig hær kom og drev bondehæren på tilbagetog. Det fortælles, at bondehæren hovedsageligt var bevæbnet med høstredskaber.

Grevens Fejde 1534-36

Under en ny bondeopstand næsten hundrede år senere flammede det blodrødt over Lundenæs Slot, Kongsgård ved Lønborg Kirke og Lønborggård. En efterårsdag i 1534 som led i Grevens Fejde kom det til et slag ved Skjern Bro, Lundenæs Slot og Lønborggård mellem Rantzau landsknægte og skipper Clements bondehær. I Europa rasede religionskrigene, og kong Christian den Anden var i år 1523 blevet afsat af rigsrådet og sad nu som fange på Sønderborg slot. 

I 1533-34 havde landet været uden konge efter Frederik den Førstes død, fordi Rigsrådet ikke kunne blive enige om at vælge hertug Christian som ny konge, pga. hans protestantiske opgør med den katolske kirke. Der udbrød borgerkrig. Med sine 4.500 landsknægte støttede feltherre Johan Rantzau hertug Christian, mens skipper Clemens bondehær støttede den fængslede kong Christian den Anden, der altid havde være de små bønders ven. Johan Rantzaus hær var for mægtig, og skipper Clement måtte vige med sin bondehær. Rantzaus landsknægte fortsatte forfølgelsen af skipper Clements bondehær, som blev nedsablet og endeligt slået i Aalborg. Skipper Clement blev dømt til døden ved retten i Viborg. Rigsrådet samledes og valgte den afdøde konges ældste søn hertug Christian til konge som Christian den Tredje. En af kong Christian den Tredjes første handlinger var at stække bisperne og gennemføre Reformationen i 1536.

Lundenæs Slot var under fejden i stort omfang blevet flammernes bytte, og fæstebønderne blev beordret til at hente bygningstømmer til genopførelse af Lundenæs Slot på Silkeborgegnen, idet skovene var forsvundet fra egnen. 

Tre gange besøgte Christian den Tredje krongodset Lundenæs Slot, første gang i 1537, året efter reformationen. Kongen var som lensherre på tilsyn i Vestjylland, der begyndte i Ribe og bl.a. gik over Varde, Lundenæs, Ringkøbing og Holstebro. Besøget var naturligvis også grundet i at forsikre kirkens folk om, at den nye lutherske lære ikke var så farlig endda. Kongen gentog sin rejse til Lundenæs Slot i 1542 og 1545. Formodentligt har kongens besøg også sin forklaring i ønsket om at følge genopbygningen af slottet efter bondeoprøret i 1534. 

30-års krigen 1618-1648

I Nordtyskland hærgede 30-årskrigen mellem den katolske kejser og de protestantiske fyrster. På protestanternes side valgte Christian IV i 1625 at indgå i krigen. Året efter led han et stort nederlag, og de katolske kejserlige tropper trængte i 1627 op i Jylland og besatte bl.a. Lundenæs Slot, som blev hærget af Wallensteins tyske soldater. Lundenæs Slot var netop i 1623 blevet nyopført på sin nuværende placering øst for Aanum. Lensmanden Ulrich Sandberg flygtede til Thisted, og da han kom tilbage i 1629, var meget af lensmandens gods plyndret. Vidner forklarede i retten på Skjern Birketing, at Lundenæs var blevet besat den 14. oktober 1627, at det efterladte gods var røvet, og at 12 tønder smør og sommerens tiendelam, som var kronens, også var blevet fjendens bytte. Desuden var laksegårdenes tømmer stjålet. Der forestod nu et større arbejde med at reparere bygningerne og laksegårdene. Bønderne fra Hammerum og Bølling herreder blev igen tvunget til at gøre hoveriarbejde og transportere byggemateriale frem til Lundenæs. Bl.a. skulle der bygges en ny stald på 24 fag. Ligeledes gav kongen i 1639 tilladelse til, at der kunne bygges et nyt fangetårn med svære stænger for vinduet. Men 30-årskrigen var ikke slut endnu, for i 1644 opstod der et spændt forhold mellem Danmark og Sverige, hvilket bevirkede, at Lennart Torstensson med en svensk hær drog op gennem Jylland i januar 1644 og lod en afdeling af sin hær indtage og plyndre Lundenæs Slot for derefter at skyde slottet i brand. Under opholdet slog Torstenssons hær lejr ved Tarm Kær, hvilket førte til, at området langt op i tiden blev kaldt ”Æ Lejr”. Ved en besigtigelse af slottet i november 1645 manglede der vinduer, døre og alt indbo i slottet, men ellers fandtes de tre huse i borggården samt det østre og søndre hus i ladegården nogenlunde uskadte. 

Ulrik Sandberg var lensmand på Lundenæs Slot fra 1603 til 1636. Han blev født den 23. marts 1552 på Isgård Herregård i Tved på Mols i en søskendeflok på otte og blev gift i Viborg Domkirke den 6. september 1586 med Birgitte Maltesdatter Sehested. Birgitte døde i en alder af 34 år i 1594, men nåede at føde syv børn. Ulrik Sandberg giftede sig igen den 27. september 1601 i Bjersgård, Nørre Åsbo H., Skåne, med Anne Mogensdatter Gyldenstierne. Frem til 1617 blev de velsignet med 14 børn, hvoraf to blev født på Lundenæs. Ulrik døde den 29. september 1636 i Viborg og begravet der. Anne Mogensdatter Gyldenstierne døde i 1657 og blev begravet i København. Ulrik Sandberg deltog i Kalmarkrigen og udmærkede sig særligt ved Varbjerg den 21. september 1611. I Dansk Biografisk Leksikons 3. udgave er der en levnedsskildring af Ulrik Sandberg. 

Svenskekrigen 1657-60

I efteråret 1658 var hele Vestjylland besat af svenskerne under kommando af generalmajor Carl Gustaf Wrangel. Endnu engang udsættes Lundenæs Slot og folk for plyndring og ødelæggelse.

 I Skjern Kirkes nordvæg fandt man et træskrin under kirkens udvidelse i 1915. Skrinet indeholdt en samling guldringe, smykker og mønter bl.a. en medalje præget 1648 til minde om Trediveårskrigens afslutning. De menes at have tilhørt sognepræsten, Iver Gregersen Hemmet, som ville sikre sine værdier under svenskekrigen 1657-1660. Skatten blev åbenbart siden glemt. I dag befinder samlingen og træskrinet sig på Nationalmuseet.

Foto: Lennart Larsen, 1988

Den Første Slesvigske Krig

Endnu en besættelse og plyndring udsættes Lundenæs for. Johanne Marie Kiær, gift med sagfører i Skjern, kaptajn Kiær, fortæller en spændende historie om dengang, hun som barn oplevede tyskerne ved Lundenæs. Det var i 1850, under den Første Slesvigske Krig 1848-1851. Johanne Marie Stilling var ni år og boede sammen med sine forældre, fem søskende, en lærerinde, en røgter, tre karle, to hyrdedrenge og fire tjenestepiger, i alt 19 mennesker på Lundenæs. Pludselig en dejlig morgen i august, hvor ”græsstråene på engene perlede i solen”, gik rygtet, at Hannoveranere (tyskerne) var i stærk fremmarch på vejen syd for Tarm. Rygtet blev yderligere bekræftet af folk, som havde været oppe i kirketårnet, hvor man har kunnet se en støvsky fra rytterne. Der bredte sig en rædsel og skræk uden lige rundt om på de ensomt liggende gårde og i landsbyen ved Lundenæs. Alle på Lundenæs samledes nede i haven på et stort dige, hvorfra der var god udsigt over engene mod syd og mod den nyanlagte vej til Skjern. Rædslen og afskyet forstærkedes, da folkene så en lang skare af ryttere komme til syne, de blinkende sabler, hestenes hovedtøj og rytternes pikkelhuer. Nogle mente, at der var 1.600 ryttere, andre, at der kun var 800. Rytterne slog lejr ved Skjern Brogård og spredtes hurtigt ud over sognet for at forsyne sig med mad og foder. På Lundenæs fik man travlt med at gemme sølvtøj og andet i kasser og nedgrave det alt sammen i haven, og forråd af kød, flæsk, pølser og ost blev gemt væk under hedetørv. 

Op ad dagen ankom 200-300 mand til Lundenæs, og der gik kun kort tid, inden tyskerne fandt det hengemte flæsk og kød. En ko var blevet slået for panden, fået struben skåret over og læsset på en af vognene. Nede på engen havde de stjålet to heste samt to af naboens heste og spændt dem for to af Lundenæs’ vogne, som var godt fyldt med smør på dritler og i baljer, øltønder og ankre fra kælderen samt brød og æg. Ved sekstiden om eftermiddagen stod alle vest for gården og så en støvsky forsvinde bag landsbyen Aanum i retningen mod vest. Faderen, Casper Georg Stilling, græd og vred sine hænder, moderen, Petrea Bartholine Halskou, var bleg, for nu havde de intet at spise. De få ord, der blev sagt, drejede sig om at få noget at spise. Avlskarlen blev sendt ud i stalden blot for at opdage, at der kun var æggeskallerne tilbage. 

Nu var det blevet aften og malketid, så var der da mælk at få. Samtidig kom en lille mand gående over diget. Under hver arm havde han et rugbrød. Moderen løb manden i møde, tog ham om halsen og kyssede ham, idet hun sagde: ”Gamle Simon - tak dog, at du kom os til hjælp, jeg tænkte nok, at fra dig ville hjælpen komme. Nu kan vi malke, og så kan vi alle få dejligt mælkebrød og blive mætte.” Simon Aanum, kaldtes han, en lille hvidhåret, krumbøjet mand, en såre god mand og forældrenes trofaste nabo. Et barnebarn bebor endnu på gården, slutter fortællingen.

Om Simon Aanum er der bl.a. at fortælle, at han var bedstefar til tandtekniker, Sørine Knudsen, som gennem en menneskealder drev forretning i Bredgade 20. Hun var en meget dygtig tandtekniker, og som bevis på det er der en fortælling om, at en mand fra Skjerns omegn som 17-årig i 1928 fik et nyt gebis i undermunden. Han døde med tandsættet i 1987!

Lundenæs nedgraderes fra slot til herregård

Med enkelte afbrydelser som pantsat har Lundenæs Slot tilhørt kronen, men i 1661 overgik Lundenæs til privat eje. Svenskekrigen i 1657-1660 havde kostet landet dyrt, og da landet fattedes penge, måtte meget af kongens gods sælges for at afvikle nogle store gældsposter. Frederik den Tredje havde i 1660 ved et statskup taget magten og indført enevælde i Danmark. Med et mægtigt statsapparat havde kongen nu heller ikke længere brug for støttepunkter i form af borge og slotte rundt i landet, og i 1661 blev Lundenæs Slot sat til salg og samtidig nedgraderet til en herregård. Året efter, i 1662, blev Lensvæsnet afskaffet og erstattet af amter, så Lundenæs Len blev til Lundenæs Amt. 

I de første par hundrede år ejede herremændene til Lundenæs i alt overvejende grad tillige godser flere steder i landet og Nordtyskland og boede vel nok sjældent på Lundenæs.

1661-1679: Von Uffelen-slægten

Forældrene til brødrene Peter og Johann von Uffelen opbyggede fra omkring 1585 en købmands- og handelsvirksomhed i Hamborg og tjente herigennem en kæmpe formue. Sønnerne overtog handelsvirksomheden og forøgede formuen endnu mere. Den danske kong Frederik den Tredje var blandt kunderne og havde gennem årene modtaget forsyninger til hæren, og efter svenskekrigen i årene 1658-1660 var der oparbejdet en betydelig gældspost til handelsvirksomheden. Statskassen var tom, og gælden tyngede. Det hamborgske handelshus modtog et tilbud om at overtage krongodset Lundenæs som en del af betalingen for den oparbejdede gæld. Ved skøde den 11. juli 1661 solgte kong Frederik 3. Lundenæs Slot og gård samt underliggende bøndergods til det store hamborgske handelshus v/Peter von Uffelen. Johann von Uffelen, der var født den født 11. november 1589 i Hamburg, døde den 13. december 1657 og nåede ikke at opleve overdragelsen af Lundenæs. Købesummen blev sat til 134.167 og ½ rigsdaler. I købesummen var indregnet 183 helgårde, 45 halvgårde, 122 bol (=lille landejendom), 28 huse Skjern Bro samt to møller. Desuden medfulgte laksefiskeri på Skjern Å. Mange af de gamle helgårde blev i 1500-tallet delt i halvgårde, men de to gårdtørrelser dækkede ikke over et bestemt areal. For 1.500 rigsdaler købte Peter von Uffelen tillige skødet til fri birkeret til Lundenæs Birk. Med købet af Lundenæs fulgte også Skjern kirke og kaldsretten til at ansætte præster samt ansvaret for at inddrive tiendeafgiften, men der fulgte også pligten til at vedligeholde kirken. 

Peter von Uffeln, født 1594 i Hamburg, døde 3. marts 1668 sammesteds. Han var vistnok ugift og døde uden børn.

Lundenæs gods gik i arv til Johann von Uffelen og Franziska Berenbergs datter, Francina von Uffelen (1636-1655), som i 1654 blev gift med nedersaksisk landsråd Bonaventure von Bodeck. Den 16. februar 1655 fik de en datter, Susanna Francina von Bodeck. 

1679-1772: Von Bülow-slægten

Arvingen til Lundenæs, Susanne Francina von Bodeck, blev gift den 12. maj 1679 med Joachim Werner von Bülow, der var ud af en adelig familie fra godset Gudow syd for Lübeck. Han blev født den 17. august 1653 som søn af en dansk generalmajor Jacob von Bülow, der ejede Gudow og andre godser i Lauenburg. Hans mor hed Dorothea Margrethe von Wittorf.

Ved ægteskabet med arvingen Susanna Francina von Bodeck blev Lundenæs med fæstegårde, kirke og birkeret overdraget til von Bülow-slægten. Fæstegårdene alene udgjorde hele 1800 tønder hartkorn, hvor bønderne fra disse gårde havde pligt til at udføre hoveriarbejde på Lundenæs. I 1783 tilkøber Joachim Werner von Bülow ved kongelig bevilling for 1800 rigsdaler en opgradering af Lundenæs, så Lundenæs får betegnelsen ”adelig sædegårdfrihed”, hvormed ejeren ikke pligtig til at have sin residens og husholdning på Lundenæs.

I 1707 byggede Joachim et nyt grundmuret hus, mens alle de andre bygninger endnu var af bindingsværk. Men von Bülow havde interesse i at lade Lundenæs gå i arv, og den 29. maj 1710 kan von Bülow erklære Lundenæs for et stamhus, dvs. at Lundenæs udelt skulle gå i arv i familien efter en forudsat arvefølge. Som stamhusejer var man fri for at betale skat, men til gengæld kunne gården ikke sælges.

Joachim Werner von Bülow oplevede flere dødsfald i ægteskabet. Susanne Francina von Bodeck døde den 2. december 1691 i Hamburg. Joachim giftede sig den 27.maj 1693 med Eva Sophia von Lühe, som døde den 25. januar 1717. Tredje gang giftede han sig den 2. juni 1724 med Hedwig Lucia von Perkentin, datter af hofmarskal ved fyrstehoffet i Eutin Barthold von Perkentin og hustru Anne Lucia von Wittorf. Joachim Werner døde den 20. juni 1724 på godset Gudow og blev begravet ved Gudow Kirke. Joachim Werner von Bülow var kammerherre og i mange år medlem af landsrådet i Lauenburg.

1710-1771: Lundenæs som stamhus i von Bülow-slægten

Lundenæs var et stamhus fra 1710-1771 og forblev i von Bülow-slægtens besiddelse og gik i arv til Joachim Werner von Bülows sønnesøn, Ditlev von Bülow, født den 16. december 1717, som søn af Jacob Dietrich von Bülow. Ditlev von Bülow blev gift den 17. januar 1743 med Christina Sophie Rigsgrevinde von Bothmer. Den tyske adelsfamilie havde godser i Lauenborg og Holsten, hvor de blev boende, mens den daglige drift af Lundenæs blev lagt i hænderne på forvaltere og inspektører. Familien von Bülow havde tilsyneladende ikke anden interesse i Lundenæs end den økonomiske.

Med erklæringen om Lundenæs som von Bülows ”stamhus”, fik gården betegnelsen fideikommis, som kong Christian den Femte indførte. Med betegnelsen fideikommis blev en formue eller et gods båndlagt til underhold for en familie eller en velgørende stiftelse. Den pågældende ejer havde hermed ret til at bo og drive godset, men måtte ikke sælge eller pantsætte det. Grundloven af 1849 forbød oprettelse af nye stamhuse og fideikommisgodser, og efter 1919 blev samtlige eksisterende fideikommiser i Danmark ophævet. Inden Ditlev von Bülow solgte Lundenæs, fik han i 1771 kongelig bevilling til at nedlægge betegnelsen ”stamhus”, og han mageskiftede i 1772 Lundenæs med slottet Kühren syd for Kiel til kancelliråd Lucas von Klippe. Ditlev von Bülow døde den 21. juni 1795

1772-1779: Lucas von Klippe 

I 1615 var der i Skjern 58 fæstegårde og kun ganske få selvejergårde, i 1710 kun ti selvejergårde. Men i sidste halvdel af 1700-tallet begyndte der at ske gennemgribende reformer af dansk landbrug med ophævelse stavnsbåndet i 1788, senere afskaffelse af hoveri og overgang til selveje. Med billige statslån fik fæstebønderne mulighed at købe deres fæstegårde, også krongods blev sat til salg med fordelagtige statslån. På Lundenæs begyndte omdannelsen for alvor i 1779, da Lucas von Klippe gik fallit og måtte frasælge en del fæstegårde på auktion, bl.a. erhvervede ejeren af Lønborggård, Niels Hansen, store dele af Lundenæs’ ejendomme. I løbet af få år var mange af gårdene i Skjern og omegn blevet omdannet til selvejergårde. Alene i Øster Aanum (fra Lundenæs til Albæk) gik 17 landbrug over til selveje. 

Samtidig voksede der en vældig spekulationsbølge over landsdelen med slagtning af en række gårde, og flere herremænd tog del heri. Peter Christian Petersen, Viumgaard, købte fæstegården Skjern Brogaard, og med amtet som myndighed købte han også forpagtningsrettighederne til Skjern Bro, Skjern Kirkebro, broerne over Tarm Kær, færgeoverfarten ved Borris Krog og Stauning inkl. Toldhuset.

For andre lykkedes det ikke at etablere sig som gårdmænd, og der opstod en ny bondestand, husmanden, og husmandsbrugene var ofte så små, at en familie vanskeligt kunne leve af bruget, hvorfor de fleste husmænd måtte arbejde som daglejere ved siden af. Andre havde bierhverv som fiskere eller håndværkere.

Sammen med landboreformerne blev der også taget initiativ til jordforbedring. Bregentved gods gik forrest med indførelse af sædskifte: rug på skift med hvede, byg, havre eller ærter og derefter en periode med græs. Herved blev der tilført næring til jorden, og bælgplanterne som ærter og kløver forøgede kvælstofmængden. Denne omdrift gav bedre afgrøder. 

1779-1779: Peter de Albertine og Laurids Rindum

Lundenæs med tilliggende ejendomme købtes nu af Peter de Albertine og Laurids Rindum. Peter de Albertine ejede desuden Slumstrupgård og Brejning Hovedgård (købt i 1771). Men de evnede heller ikke at gøre Lundenæs til en god forretning og solgte Lundenæs samme år på en auktion til kancelliråd Niels Hansen.

1779-1792: Niels Hansen

Kancelliråd Niels Hansen er en driftig herre på Lønborggård, som han havde overtaget efter sin farbror, Chresten Hansen, i 1760. Christen Hansen havde købt Lønborggård i 1750 for penge, som han havde tjent på handel med bl.a. te og porcelæn fra Kina, og som ejer af Lønborggård havde han købt endnu to herregårde, der blev lagt under Lønborggård, den ene er Skrumsager i Sdr. Bork sogn. I 1757 havde Christian Hansen købt så megen jord, at han kunne oprette stamhuset Lønborggård. Herved var Lønborggård sikret til at kunne bevares intakt, da han ved sin død i 1760 gav Lønborggård videre til sin nevø Niels Hansen.

Niels Hansen opkøbte på auktion over en årrække fra 1771 til 1779 fæstegårde og kirker fra det tidligere kongeslot Lundenæs, og i 1779 købte han selve Lundenæs hovedgård med laksefiskeri og Skjern kirke med tienderettigheder. Lundenæs havde siden middelalderen haft fiskerettighederne på Skjern Å ud til Skjern Å’s udmunding i Ringkøbing Fjord. I alt har købsprisen været 24.877 rigsdaler. Selve Lundenæs var blevet sat til 6.000 rigsdaler. Udover at Niels Hansen havde købt en række fæstegårde, var tilskyndelse til at købe Lundenæs måske også, at han i 1766 var blevet gift med Kathrine Elisabeth Rottmann, som var enke efter forvalter Bredal på Lundenæs. Med købet var der sket et reelt magtskifte. Lønborggård havde i århundreder været lillebror til store Lundenæs, men med fæstegårde og andet blev Lønborggård herefter det største gods omkring Ringkøbing Fjord og nåede op på mere end tusinde tønder hartkorn – et nyt vestjysk storgods blev skabt, og de store engarealer ved Skjern Å gav gode muligheder for opdræt af stude, der kunne sælges på markederne mod syd. 

Niels Hansens eneste barn, Christence Hansen, giftede sig den 20. april 1787 med kaptajn Niels Jermiin. De bosatte sig på Lønborggård, mens Niels og Kathrine Elisabeth Hansen flyttede fra Lønborggård til Lundenæs. Her nød Niels Hansen sit otium i de næste fem år. Han døde den 27. august 1792 og blev begravet på Lønborg kirkegård. Men Christence Hansen havde som kvinde ikke fuld dispositionsret over sin arv. Lønborggård tilfaldt derfor hendes mand, kaptajn Niels Jermiin, ved Niels Hansens død.

1792-1807: Christence og Niels Jermiin

Efter Niels Hansens død blev både Lundenæs og Lønborggård som nævnt overdraget til kaptajn Niels Jermiin, og i 1795 overtog Niels Jermiin tillige Engelsholm. Den 20. december 1805 fik Jermiin kongelig bevilling til at lægge Lundenæs (396 tdr. hartkorn) med tilliggende jorder og gårde under stamhuset Lønborggård, der samtidig blev stamhus for hele det store godskompleks, Lundenæs, Skrumsager og Lønborggård, alle med tilliggende gårde. Det store godskompleks samt Engelsholm skulle hermed gå i arv til deres datter, Nielsine, når hendes forældre døde. Men herregården Skrumsager på 366 tdr. hartkorn i Sønder Bork Sogn, som Niels Jermiins svigerfar købte, fik Jermiin efter ansøgning kongelig tilladelse til at sælge, hvilket skete i 1807. 

1807-1808: Christence

Niels Jermiin døde 58 år gammel den 23. oktober 1807 på Lønborggård og blev begravet på Nørup Kirkegård. Hans enke, Christence, som nu sad alene formentligt på Engelsholm, arvede foruden Engelsholm stamhuset Lønborggård, herunder Lundenæs. Men hun fik travlt med at finde en mand, som kunne drive de to gårde videre. Krisen kradsede i begyndelsen af 1800-tallet med bl.a. statsbankerot i 1813. Under Englandskrigene i 1801-14 lod staten seddelpressen køre for at skaffe penge til fortsat krigsførelse, hvilket førte til en voldsom og uholdbar inflation. Staten gennemførte i januar 1813 en pengereform med en standsning af alle betalingerne, hvilket fik betegnelsen ”Statsbankerot”.

1808-1810: Christence og Christian Petersen

I 1808 giftede enken Christence sig med Christian Petersen, som var søn af Peter Christian Petersen, ejer af Petersminde, Skjern. Christian Petersen flyttede til Engelsholm og udnævntes til generalkrigskommissær (forestod udskrivning af soldater). Men Christence døde allerede i 1810 kun 42 år gammel, og stamhuset Lønborggård inklusivt Lundenæs tilfaldt arvingen Nielsine Jermiin, datter af Christence og Niels Jermiin. Christian Petersen var nu ejer af Engelsholm, og da Christian Petersens far dør i 1821, tillige af Petersminde, som han dog solgte videre den 24. december 1830 til herredsfoged Chr. Ehlers Hertz. 

Christian Petersen indgik et nyt ægteskab med Anne Marie Mourier (1787-1879), der er af fransk godsejerslægt. De fik en søn, Peter Paul Christian Ferdinand Mourier-Petersen, den 9. juli 1825 på Engelsholm. Peter P.C.F. Mourier-Petersen blev senere godsejer, hededyrker, politiker, og i 1866 valgtes han til formand for Det danske Hedeselskab, en stilling, som han beklædte frem til sin død den 7. august 1898. Som Hedeselskabets første formand lagde han navn til Mourier-Petersens Plantage af 1898 på 334 ha. Plantagen ligger mellem Videbæk og Ringkøbing og er ejet af Plantningsselskabet Steen Blicher A/S. Fra nogle boringer omkring 100 meter under plantagen henter Ringkøbing-Skjern Forsyning i dag drikkevand til store dele af kommunen, bl.a. til Skjern og Tarm. 

Christian Petersen døde 56 år gammel den 8. maj 1841 på Engelsholm og blev begravet på Nørup Kirkegård. Engelsholm danner i dag ramme om en af Danmarks smukkest beliggende højskoler.

1810-1814: Nielsine og Kristian Frederik Otto Benzon

Stamhuset Lønborggård inklusivt Lundenæs var som nævnt gået i arv til 15-årige Nielsine Jermiin, datter af Niels og Christence Jermiin. Hun blev som knap 16 år den 23. november 1811 gift med kammerherre Kristian Frederik Otto Benzon. De bosatte sig på hans gods, stamhuset Christiansdal, ved Odense, idet Benzon i 1813 får kongelig tilladelse til at opløse stamhuset Lønborggård for derefter at sælge både Lønborggård og Lundenæs mod at oprette en fideikommiskapital, et legat, til slægten. Således at formuen fra salget af stamhuset på 315.000 rigsdaler båndlægges til slægtens fortsatte underhold, hvilket der også blev brug for, idet Nielsine i løbet af 14 år fra Nielsine er 17 år, til hun er 31 år (1813-1827) fødte ti børn. Men i statsbankerottens tid måtte Benzon konstatere, at det var vanskeligt at være godsejer i Vestjylland. Det lykkedes for køberen at fremskaffe beløbet, og dermed blev begge gårde solgt i 1814. 

1814-1816: Frederik Juel

De to herregårde, Lundenæs og Lønborggård, solgtes til Frederik Juel, ejer af Boltinggård på Fyn. Han delte de to herregårde og nedrev nogle af bygningerne på Lundenæs for derefter at opføre nye bygninger. Men Frederik Juel, der vel var en godsspekulant, levede over evne og kunne ikke opfylde forpligtelserne, så Benzon allerede i 1816 igen måtte overtage Lundenæs og Lønborggård.

1816-1850: Kristian Frederik Otto Benzon 

Benzon var en dygtig godsejer og økonom. Han indførte nye tanker om landbrugsdrift, hvilket der var behov for i de vanskelige år efter krigsulykkerne og statsbankerotten. Benzon nedrev endnu flere af de gamle bygninger på Lundenæs og opførte nye. Desuden solgte han gårde og jord fra, så der kun var to gårde tilbage. Østre Lundenæs solgte han i 1845 til Therkild Christiansen, der blev sognerådsformand i fire omgange. Han var gift med Mariane, men der var ingen børn til at overtage gården. Therkild Christiansen døde som enkemand den 19. oktober 1888 og blev begravet på Skjern Kirkegård. Østre Lundenæs’ bygninger blev i 1890’erne nedrevet. Staldbygningen blev købt af tømrer Peder Madsen i Skjern. Han blev kaldt Pe´ Flask, da han kom fra gården Flask i Bølling. Han opførte Therkild Christiansens kostald i Østergade og indrettede den med to lejligheder. Huset lå umiddelbart øst for nuværende Østergade 60 og var en lille lang bygning med gavlen ud mod vejen. Huset forsvandt omkring 1993, da de nye boliger, Gartnerhaven, blev opført. Lundenæs plantage ligger nu på Østre Lundenæs’ jorde som et interessentskab, stiftet i 1885 af bl.a. P.G.C. Jensen, København. 

På Lønborggård besluttede Christian Frederik Otto Benzon i 1836 at nedrive den gamle hovedbygning, som Christian den Tredje lod opføre 1539. Den var udtjent. (Lønborggård hørte under kronen fra 1536 til 1664.) Hovedbygning blev nedrevet til kælderen og en ny opført i 1839. Gavlkvisten bærer fortsat tallet 1839. Den 1. marts 1841 sælger Bentzon Lønborggård til Andreas Grøn Tranberg, hvormed Tranbergslægten bliver den sidste adelsslægt på Lønborggård – i næsten et hundrede år frem til 1939.

Andreas Grøn Tranberg påbegyndte som en af de sidste herregårdsejere i Vestjylland at frasælge fæstegårde og drev Lønborggård frem til sin død den 29. november 1889. Tranbergs søn, Hans Jørgen Christian Tranberg overtog herefter gården i 1889 og var ejer af Lønborggård under det tragiske selvmord i plantagen syd for Lønborggård i 1902. I 1904 overgik Lønborggård til tredje generation, Ernst Christian Tranberg, men i 1939 var det slut med familien Tranberg på Lønborggård. Herregården blev solgt til direktør Hans Christian Houmann, som ejede Lønborggård frem til sin død som 49-årig den 16. maj 1949 i Madrid. H.C. Houmann var søn af direktør for De Danske Bomuldsspinderier i Vejle, Niels Jørgen og Ingeborg Houmann. H.C. Houmann var en ivrig jæger og ønskede at blive begravet sammen med sine to jagthunde, sit gevær og 200 patroner. De to jagthunde blev dog i stedet begravet lige uden for kirkemuren på Lønborg kirkegård. Frem til 2013 har Lønborggård skiftende ejere for derefter at blive feriecenter ejet af et anpartsselskab.

Tragisk historie på Lønborggård

Der knytter sig en tragisk historie til Lønborggård. Godsejer H.J.C. Tranberg har fem sønner og to døtre. Den ene af sønnerne, Hans Christian Jørgen Tranberg, rejser på ingeniørskole i Mittweida i Sachsen. Han ønskede at uddanne sig som ingeniør. Under sine studier spiser Hans Christian dagligt på restaurant ”Reichhalle” og møder her en smuk serveringsdame, Emmy Gritzmann. De forelsker sig i hinanden, og ved juletid 1901 bliver forelskelsen til et kærlighedsforhold, uden at der dog bliver deklareret en forlovelse. I maj 1902 brækker den unge mand et ben og rejser hjem. Emmy Gritzmann, der er 23 år, kommer på besøg på Lønborggård. Forholdet mellem dem sætter Hans Christian i et modsætningsforhold til sine studiekammerater, og han beslutter at melde sig ud af den forening af teknikere, som han er med i. Ifølge foreningens love bliver han derfor idømt en bod, hvilket Emmy Gritzmann tager meget nær, fordi hun er bange for, at det skal føre til et brud mellem dem. Samme år i september rejser Hans Christian hjem til Lønborggård på ferie. Inden han rejser, aftaler de, at Emmy Gritzmann skal tage imod ham i Berlin, når han vender tilbage. Efter Hans Christians hjemkomst modtager han et brev fra Emmy Gritzmann. I brevet skriver hun, at hun vil komme på besøg, fordi hun føler sig så alene. Onsdag den 23. september modtager Hans Christian et telegram fra hende med oplysning om, at hun samme aften vil ankomme til Tarm Banegård kl. 21. Hans Christian rejser til Tarm for at møde hende, for han havde ikke fortalt sine forældre noget om hendes ankomst. De beslutter sig for at rejse sammen til Silkeborg, hvor de indlogerer sig på et hotel. Emmy Gritzmann er oprevet og bange for, at hun ikke skal se ham mere. Næste dag rejser Hans Christian hjem efter at have aftalt med hende, at hun skal rejse hjem. Ligeledes har han gjort det klart for hende, at der ikke kunne blive tale om ægteskab. Efter hjemkomsten fortæller han sin bror, Ernst Tranberg, der nu er forpagter på Lønborggård, hele affæren om Emmy Gritzmann. Næste morgen ved 9-tiden beslutter Hans Christian sig for en jagttur. Han går gennem haven for at komme ned til skoven syd for gården. Ved indgangen til skoven ser han Emmy Gritzmann ligge ved foden af et træ. Straks løber han tilbage og fortæller broderen, hvad han havde set, og at han mente, at hun var død.

Distriktslæge Ludvig Henriksen fra Tarm bliver hidkaldt, og sammen med herredsfoged V.R. Krag fra Dommergården i Skjern konstaterer de ifølge dødsattesten, at ”hun fandtes liggende i en til Lønborggård tilhørende plantage, ved foden af et træ, fødderne ud mod gangstien.” Hun havde skudt sig gennem hovedet med en revolver og lå på højre side med revolveren i højre hånd. Der var stadig fire skarpe patroner i revolveren. ”Motivet formodes at være erotiske sorger”, slutter dødsattesten. Under det efterfølgende forhør fortæller vognmand Peder Christian Larsen fra Skjern, at Emmy Gritzmann efter ankomsten til Skjern med det sene aftentog fra Silkeborg kl. 23.00 havde henvendt sig på Grønlunds Hotel med anmodning om at skaffe en vogn til at køre hende til Lønborggård. Peder Christian Larsen bliver bedt om at køre Emmy Gritzmann til Lønborggård. Da Emmy Gritzmann har vanskeligt ved det danske sprog, foregår turen næsten i tavshed. Ernst Tranberg underretter familien i Tyskland og sørger for begravelsen. 

Emmy Gritzmann blev begravet i det nordvestlige hjørne på Lønborg Kirkegård – ikke så langt fra familien Tranbergs gravsted. Gravstedet er i dag slettet. I Lønborggårds park er der rejst en mindesten over Emmy Gritzmann. Hylsteret fra kuglen blev i sin tid indleveret til Tarm Museum og er måske i dag opbevaret på Ringkøbing-Skjern Museum. Holstebro Dagblad berettede om tragedien søndag den 28. september 1902. 

Kirkebogen oplyser, at Emmy Gritzmann blev 23 år og begik selvmord med et revolverskud den 26. september 1902 i Lønborggårds plantage. Emmy Gritzmann var opvartningsjomfru og datter af en tysk tandlæge, Robert Gritzmann fra Greifenberg i Schlesien.

Hans Jørgen Kristian Tranberg blev senere gift med Johanna Emilie Seiersen, der er født den 14. juli 1880 i Aarhus. Hun døde den 3. april 1944 på Annasvej 4, 2. sal i Gentofte (Maglegaards sogn) Hans Jørgen Kristian Tranberg døde den 14. oktober 1940 på Kommunehospitalet i Aarhus.

En anden kilde fortæller, at godsejer H.J.C. Tranberg har to sønner og to døtre. Den ene af sønnerne rejser til Tyskland for at uddanne sig til ingeniør. Her møder han en smuk ung kvinde ved navn Emmy Gritzmann. De forelsker sig i hinanden, og den unge mand tager sin elskede med til Lønborggård for at præsentere hende for familien. Inden de skal rejse tilbage til Tyskland, trækker godsejeren sin søn til side og siger til ham, at når han er færdig med sit ingeniørstudie, skal han ikke tage Emmy Gritzmann med tilbage til Lønborggård, for hun er under familiens stand. Faderens besked står ikke til diskussion. De rejser tilbage til Tyskland, men da den unge Tranberg rejser hjem til jul 1901, må han, hvor ulykkelig han end er, bringe Emmy Gritzmann den forfærdelige besked, at forholdet ikke kan fortsætte. Han rejser endegyldigt hjem fra Tyskland i 1902.

Emmy Gritzmann kan umuligt glemme sin elskede ingeniør og vælger i september 1902 at tage toget fra Berlin til Skjern. Her indlogerer hun sig på et hotel. Emmy Gritzmann er usikker på, hvordan hun skal komme i kontakt med sin elskede Tranberg, men efter to døgn på hotellet beslutter hun sig og hyrer en hestedrosche til at køre hende til Lønborggård. Det er midt på aftenen, og på vejen til Lønborggård beder hun om at blive sat af og vælger at gå alene den sidste

del af vejen frem til Lønborggård. Da Emmy Gritzmann endelig når frem til hoveddøren, banker hun på. Døren bliver lukket op, men da herskabet ser, at det er Emmy Gritzmann, bliver hun afvist og får besked på at forsvinde, og døren bliver smækket i. Emma Gritzmann står nu derude alene og var forberedt på, at hun ikke ville blive budt velkommen. Derfor havde hun anskaffet sig en revolver. Hun går fra trappen og om i parken, hvor hun skyder sig selv i hovedet.

Godsejeren havde for vane at gå sig en morgentur i parken. Inde i parken standser han pludselig og ser Emmy Gritzmann ligge på jorden med en pistol i hånden og et hul i hovedet. 

I Lønborggårds park er der rejst en granitsten med en mindeplade, hvor der står: Emmy Gritzmann, død september 1902

 

1850-1854: Casper Georg Stilling

Efter at Lundenæs havde hørt under Lønborggård siden 1779 og efter salget af Lønborggård i 1841, valgte Kristian Frederik Otto Benzon fra stamhuset Christiansdal og Dalum Kloster på Fyn at sælge herregården Lundenæs omkring 1850 til Petrea Bartholine Halskou og Casper Georg Stilling. Det er tvivlsomt, hvorvidt han også solgte lakserettighederne til Skjern Å, men tienderettighederne, som fulgte med til Lønborggård ved salget af Lundenæs i 1779, forblev på Lønborggård frem til den 8. oktober 1914, hvor Skjern Kirke overgik til selveje.

Casper Georg Stilling misligholdt tilsyneladende Lundenæs, idet gården over de næste år forfaldt. I 1854 solgte Casper Georg Stilling Lundenæs og købte i stedet Store Pugholm i Dybe Sogn. Deres datter Johanne Marie Stilling fortæller under punkt 6 ”Den Første Slesvigske Krig” om dengang de tyske soldater under Første Slesvigske Krig ankom til Skjern Brogaard og huserede på Lundenæs. 

 

Lundenæs 1978-80. Niels Holt overtog Lundenæs i 1956, nedrev flere af de gamle avlsbygninger og opførte nye bl.a. denne lange kostald. Foto: Sylvest Jensen, Det Kongelige Bibliotek.

Kilder:

Wikipedia

Naturstyrelsen 

Statens Arkiver

Historisk Atlas

Danske herregårde 

Hardsyssel Årbog 1959

Vandretursguiden, Skjern Enge

Eigil Lynge: Lønborggaards historie 

Knud Nielsen: ”Livet i sognet” 1987

Skjern Årbog 1942, 1959, 1961, 1987

Danmarks kirker, Skjern kirke 2000.

Ringkøbing-Skjern Museums samlinger

Skjern Menighedsråd: Skjern Kirke 1915-1940

Jon Høgh: Vestjyske fortællinger og sagn, bind 5 

Historie/Jyske Samlinger, Bind 4 (1957 - 1958)

Årbog for Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2018

Bilag

Færge og bro

Billedet af trækfærgen over Skjern Å er fra omkring 1950. Lærer Andersen fra Albæk Skole trækker færgen. I 1952 blev trækfærgen afløst af hængebroen på nederste billede. Skjern Å’s forløb var indtil udretningen i 1960’erne nord om Lundenæs Vold. Billedet er fra arkivet på Ringkøbing Fjord Museer.

Hængebroen over Skjern Å og frem til Lundenæs Borgbanke er fra omkring 1952. Skjern Lystfiskerforening stod bag byggeriet af broen. Billedet er taget i anledning af den nye attraktion. Personerne på billedet er familien lærer Andersen, Albæk Skole. Bagerst fra venstre står børnene Ruth og Bent samt Johanne, som er søster til fru Andersen, og Poul. Siddende: Agner og Mary Andersen. Lærer Andersens yndlingsspadseretur om søndagen gik fra skolen ned til broen, over broen og langs den sydlige bred til Albæk bro og videre til skolen. Lærer Andersen døde i 1966. Albæk skole lukkede i sommerferien 1966. Billedet er fra arkivet på Ringkøbing Fjord Museer.

Skjern Kirke

Den 18. februar 1532 udskilte Frederik den Første et nyt et retsområde i Skjern Sogn, nemlig Skjern Birk med birketing på Lundenæs Slot med lensmanden som håndhæver af lov og ret som regel med en birkefoged som dommer. Birket omfattede området fra Oldagergård til Albæk. Birketinget opløstes i 1796, og området blev lagt ind under Bølling Herred med en herredsfoged som dommer. Men i årene 1829 til 1919 fik Bølling og Nørre Horne Herreder en herredsfoged med bopæl på Petersminde i Skjern. De var blevet lagt sammen i 1814 med hver sin herredsskriver. Der var måske allerede på dette tidspunkt et tinghus. Et kort fra 1799/1818 viser en mulig ældre tinghusbygning i nærheden af Skjern Brogaard. Senere blev der bygget et nyt ting- og arresthus. En kilde nævner, at CasperSkjern kirke

Ejendomsretten til Skjern kirke, som indtil 1661 havde hørt under krongodset Lundenæs, overdrog Frederik den Tredje til de kommende herremænd på Lundenæs. De første ejere var Peter von Uffelen og Bonaventura i Hamborg. Med ejendomsretten fulgte kaldsretten til at ansætte præster samt ansvaret for at inddrive tiendeafgiften til kongen, aflønning af præst og til vedligeholdelse af kirken. I 1779 blev Lundenæs på en auktion opkøbt af herremanden på Lønborggård, Niels Hansen. Skjern Kirke fulgte med sammen med tienderettighederne. Senere overgik Skjern Kirke til Lønborggårds nye ejer, kammerjunker C.F.O. Bentzon, og derefter til herremand Ernst Tranberg, som efter en del trakasserier om tiendespørgsmålet lod Skjern Kirke overgå til selveje ved en kendelse den 10. juni 1913. En del af tienden var i tidens løb blevet solgt til nogle af de tiendepligtige, så Tranbergs tiendeandel udgjorde ca. 81 %. Med kompensation til ejerne blev tienden overalt i landet afskaffet i 1918 og i 1920 afløst af kirkeskat forvaltet af menighedsrådene. Kaldsretten overgik til regering, biskop og menighed med Grundloven i 1849. 

Skjern voksede kolossalt i slutningen af 1800-tallet, og sammen med en omfattende vækkelse i sognet steg søgningen til kirken. Tællingerne nogle søndage i 1904 viste, at der i gennemsnit havde været 568 til gudstjeneste med siddeplads til 300. Der var behov for en udvidelse til omkring 600 siddepladser. Straks efter nytår 1915 påbegyndte håndværkerne udvidelse af kirken, og den 19.12.1915, sidste søndag i advent fandt indvielsen sted.

I øvrigt: Om ridefoged på Lundenæs, Gregers Lauridsen, fortælles, at han døde den 15. juli 1644 og blev i Skjern Kirke sat ned i en muret grav midt på gulvet ved prædikestolen.

Sognets styrelse

Præsten styrede et sogn, provsten et herred og biskoppen et stift. De gejstlige var embedsmænd og udnævnt af den enevældige konge, men bundet sædvanligvis af en herremand eller godsejer, som havde kaldsretten. Præstens opgaver var primært den kirkelige betjening, men præsten blev med tiden også pålagt flere verdslige opgaver som fx at oplyse fra prædikestolen om love, kontrol med flytning ind og ud af sognet, holde folketællinger ifm. personskat, efterhånden også kontrol med skole, fattigvæsen og sundhed som fx vaccination. Flere af opgaverne blev administreret i samarbejde med biskop og stiftamtmand.

Sogneråd

I 1841 blev der ved lov oprettet et kommunalt selvstyre, hvor flere af præstens opgaver blev overtaget af et sogneforstanderskab med valgte medlemmer og med præsten som født formand indtil 1856. I 1868 ændredes det kommunale selvstyre til et sogneråd, som havde fået flere opgaver som veje, postekspedition, politi, brandvæsen, vandløb o.a. 

Amt

Lundenæs og Bøvling amter blev oprettet i 1662 i forbindelse med enevælden i 1660 og lagt sammen til Ringkøbing Amt i 1793. Amtmanden var kongens umiddelbare repræsentant i amtet og havde som sådan den øverste myndighed i amtet, hvilket kunne være i forbindelse med administration af retsvæsenet, større landeveje og skattevæsen. Det var samtidig områder i vækst. I forbindelse med landboreformer blev der i 1776 oprettet amtslige landvæsenskommissioner, og et egentligt folkevalgt Amtsråd blev oprettet i 1841 med bl.a. tilsyn med sogneråd, fattigvæsen, skolevæsen og vej- og vandløbsvæsen.

Stiftsamt

Stiftamtmanden havde indtil 1794 tilsyn med købstæderne og med amterne inden for stiftet, og sammen med biskoppen havde han den verdslige ledelse af folkekirken i sit stift. 

Skjern

I Skjern Kommunekontors arkiv fra 1742 fremgår, at der i sognet var 26 fattige – både enkeltpersoner og familier, som fik hjælp fra især de større ejendomme i form af naturalier som korn, mælk og klyner. Største skatteyder var i 1794 birkefoged og toldforpagter. I 1775 er der 79 ejendomme i Skjern, der svarer fattigskat. I 1870 køber sognerådet Store Nørregaard til fattiggård og anviser de fattige til ophold der. 

Skjern Ret

Den 18. februar 1532 udskilte Frederik den Første et nyt et retsområde i Skjern Sogn, nemlig Skjern Birk med birketing på Lundenæs Slot med lensmanden som håndhæver af lov og ret som regel med en birkefoged som dommer. Birket omfattede området fra Oldagergård til Albæk. Birketinget opløstes i 1796, og området blev lagt ind under Bølling Herred med en herredsfoged som dommer. Men i årene 1829 til 1919 fik Bølling og Nørre Horne Herreder en herredsfoged med bopæl på Petersminde i Skjern og arrest- og tinghus ved Brogaard, indtil der i 1884 i Bredgade 34 blev bygget et nyt og større ting- og arresthus, som dommer Jytte Munkholm Hansen lukkede og slukkede den 31. december 2006.

Retten har været sat i Skjern i næsten fem hundrede år.

Ordforklaring

Stamhus

Et stamhus er et gods, der udelt går i arv til den ældste søn. Stamhusejeren var skattefritaget, men til gengæld kunne godset ikke sælges. Ved lensafløsningen i 1919 blev stamhusene opløst og ændredes til "fri ejendom", som kunne sælges efter de almindelige arveregler.

Sædegård

Udnævnes en gård til sædegård, er ejeren forpligtet på at have sin residens og husholdning på sædegården. Men der var også knyttet privilegier til sædegården såsom skattefrihed og tiendefrihed for jorden.

Hartkorn

Tønder hartkorn (hårdt korn som byg og rug) var den almindelige standard for en gårds størrelse og et udtryk for, hvor stort et areal, der skulle til for at producere en tønde rug eller byg. En tønde korn svarer til 1 hkg (hektokilo), der er lig med 100 kg.

Tiende

Tiende var en afgift på en tiendedel (10%) af al produktion. Afgiften blev fordelt ligeligt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen. Ved reformationen i 1536 overgik bispernes tredjedel til kongen. Ved en skattereform i 1903 blev tiendebetaling erstattet af indkomst- og formueskatter og ejendomsskyld.

Lensafløsningen

Ved lov om lensafløsning fra 1919 afskaffedes begrebet len og stamhuse og andre fordele for godserne. Danmarks største godser var fra enevældens tid blevet samlet i grevskaber, baronier og stamhuse, der gik udelt i arv til ejerens førstefødte søn, eller til den nærmeste mandlige arving. Som følge af en lov i 1919 blev disse særordninger ophævet med en statsafgift, og en del af godsernes jord blev solgt fra til oprettelse af statshusmandsbrug. Retshistoriker Ditlev Tamm tog afstand fra den statslige afgift, som han kommenterer med ordene: "At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift til staten kunne være svært at begrunde med andet end grådighed, manglende respekt for ejendomsretten og politisk ligegyldighed over for en samfundsklasse, der identificeredes med rigdom og lediggang, og som måtte anses for frit bytte, når nye magthavere trådte til."