Vandhaverne i Skjern

Vandhavernes 1 års fødselsdag

18. september 2021

Her er en række billeder fra Vandhavernes 1 års fødselsdag. Corona gjorde, at Vandhaverne ikke kunne indvies med en ordentlig folkefest i september 2020. Derfor havde Skjern Udviklingsforum valgt at holde en års fødselsdag i stedet for - og det med alle sejl sat til.

Billederne fra festen er taget af Per Rasmussen og Jens Christian Nordestgaard.

 

Vandhaverne i Skjern – det vildeste projekt!

19.9.2020

Mens denne tekst nedskrives, summer og buldrer det fra gravemaskiner, bulldozere og græssåningstraktorer ved Vandhaverne. I høj septembersol og med forventningens store glæde. Vandhaverne er i sin absolutte slutfase – 4 travle dage, før det samlede anlæg overdrages til Ringkøbing-Skjern Kommune. Du kan læse nedenstående tekst som et øjebliksbillede og derefter i årene fremover se, om vore tanker og ideer er blevet gjort til virkelighed!

 Vandhaverne er - ved siden af Den Grønne Korridor - Skjern Udviklingsforums største og mest arbejdskrævende projekt. Rigtigt mange mennesker har været involveret, og koordinationen mellem arkitekter, håndværkere, entreprenører og diverse kommunale forvaltninger har været både spændende og udfordrende, og det er lykkedes. Tak til alle for indsatsen!

 Fra ide til virkelighed kan der være meget langt. Til gengæld kan en god ide blive endnu bedre af at gå gennem hovedet på mange mennesker. Arkitekt Bo Christensen fik ved Den Grønne Korridors undfangelse i 2015 den glimrende ide at forsøge at genbruge den store rentvandstank fra det nys nedlagte Ny Søndre Vandværk i Skjern, beliggende på hjørnet af Grønningen og Engtoften. Vandtanken lå skjult under grønsværen ned mod Kirkeå og var ukendt for de fleste. Som Tornerose, der sov i det skjulte!

 Ideen var født, og efter tre års arbejde med at etablere Den Grønne Korridor i sin helhed var der kræfter til at formere en projektgruppe omkring Vandtanken, der snart fik sine medspillere, Sandpuden og Refugiet, så de tre haverum tilsammen kunne udgøre "Vandhaverne". Grundtanken har hele tiden været, at skjernborgere i alle aldre skal kunne få en oplevelse udover det sædvanlige ved at færdes, lege og opleve de tre haverum og de to broer, som beskrives i detaljer, dels i projektformuleringen, dels på informationsplancherne ved Grønningen 21.

Det drejer sig om:

  • Vandtanken, der med sin storhed, svævende betontag og mange søjler spejler skyerne i tankens vand. Man kan gå tørskoet langs kanten eller udfordre sig selv med eller uden gummistøvler på sindrige stier gennem vandet. Nogle dage vil vandet stå højere end andre, deri udfordringen. Elektronisk styring, som følger månerytmen, afgør vandets højde. Mægtige stålrammer sikrer, at tanken ikke bryder sammen, nøje beregnet af projektets ingeniør. Også taget holder, trods den lette, elegante udformning, og her blomstrer stedlige urter. Man vil opleve vandtåge og høre lyden af dryppende vand.
  • Refugiet, der med sine bænke og spejlbassiner mellem bølgende hække af avnbøg giver plads til refleksion og kan bruges af skoler og andre til samtaler og gruppearbejde. Skoleeleverne kan nyde godt af ”uløselige” opgaver, stillet af lærere fra Kirkeskolen, opgaver, som animerer til refleksion og læring. På de 8 bænke ses tekstbidder fra Gnags’ udødelige sange – gæt fra hvilke og find løsningen her på hjemmesiden. Udskæringen står provst emeritus Hans Særkjær for.
  • Sandpuden, som er omkranset af hækken med avnbøg, og som med sit hvide sand og vand til at pumpe op er gaven over alle gaver til alle småbørn, nemlig at pladre med vand og sand. Andre legeredskaber vil uden tvivl fange de mindre børn, for hvem dette haverum er kreeret.
  • Frode Madsens Broer, som smyger sig med ryggen mod hinanden under hængepilen og i materialer af stål og vejrbidte egeplanker spiller op til pardans med hinanden. Lys på broerne om natten fuldender stilen.  

Hele herligheden og stedets, Skjern vandværkers og selve vandets historik beskrives grundigt på fire store informationstavler ved indgangen fra Grønningen 21, 6900 Skjern. Teksten på tavlerne kan findes på denne hjemmeside.  

I Den Grønne Korridor findes der for hvert af de 5 byrum en grøn bande af frivillige, som sammen med kommunens folk sørger for orden, pasning og udvikling af Skjerns grønne lunger. Helt på samme måde drømmer vi som initiativtagere om, at der kan dannes en gruppe af dygtige folk, som kan ”drive" Vandhaverne, dvs. tilse vandreguleringen, rydde op og tilpasse beplantningen under hensyn til stedets biodiversitet. Man vil opleve, at de bakkede dele af Vandhaverne vil stå som blomstrende overdrev og kun bliver slået én gang årligt. Åens kanter ryddes med følsom hånd, så flora og fauna er en del af oplevelsen.

Ingen Vandhaver uden økonomiske bidrag fra dels Ringkøbing-Skjern Kommune, dels en række lokale og landsdækkende fonde. Vi er meget taknemlige for denne anerkendelse af projektet og håber og tror, at projektet giver payback til Skjerns befolkning. De støttende partnere er listet op på plancherne på stedet og på denne hjemmeside. Tak til alle.

 Arkitekt Bo Christensen har haft det overordnende projektansvar teknisk og kunstnerisk. Arkitekt Mads Bay Møller var tilknyttet i en kortere periode og takkes for sine kreative bidrag.

Hovedentreprenør på udførelsen har været Hansen & Larsen med underleverancer fra Jysk Diamantskæring, Skjern Brolægning, Skjern Installationsforretning, Jysk Havevanding, tømrermester Keld Sandahl, Lilletræ Legepladsudstyr og anlægsgartner Ole Christensen.

En bred projektgruppe, hvor hvert medlem har haft sine specielle kompetencer, har betinget et sjældent demokratisk forløb med talrige diskussioner, tusindvis af mails, men lige så mange nødvendige og bindende konklusioner. Stor tak til alle for udvist tålmod og vedholdenhed. Det gælder K. E. Kristensen samt Niels Peter Jensen, Bent Olsen, Søren Frederiksen, Niels Erik Kjærgaard, Frede Haukrogh, Preben Hørsted og hunden selv, Lars Foged. Byens frivillige fotografer har løbende dokumenteret, billeder kan ses på denne hjemmeside.

En ledende medarbejder på projektet udtalte for to uger siden, at aldrig havde han været med til så vildt et projekt. Det erkender vist hele projektgruppen. Det har været vildt, det har været udfordrende, det har været sjovt, og vi har skullet opfinde løsninger på problemer, vi ikke vidste fandtes. Vi går tilfredse til rejsegildet for de medvirkende frivillige og håndværkerne om to dage, og den 19. september 2020 overdrages Vandhaverne officielt til Ringkøbing-Skjern Kommune repræsenteret af borgmester Hans Østergaard.

Vandhaverne skal opleves! – Blev det, som vi har beskrevet det? – Gå ned og check og husk planterne vokser til over tid, og ingen vokser ind i himmelen!

Video fra 19.9.20

 

 

 

 

 

 

 

 

Plancherne ved Vandhaverne

Ved Vandhaverne er der opstillet 4 infoplancher.

Du kan hente plancherne her, så du kan læse dem i fred og ro.

1. Vandhaverne (Overordnet om Vandhaverne)

2. Området før Vandhaverne 

3. Vand (Fortællingen om vand på globalt og lokalt plan)

4. Vandværker

 

Grunden, Vandhaverne nu ligger på, kan ses i øverste højre hjørne af dette billede fra 1956.

Vandværkerne i Skjern

I forbindelse med arbejdet med Vandhaverne i Skjern, er der opstået en ide om at få belyst, hvorledes vandværkerne i Skjern har udviklet sig gennem tiderne.

Derfor spurgte Skjern Udviklingsforum Elmo Flaskager, om han ville dykke ned i gamle arkiver og billeder for at få en viden om, hvad der er sket sammenholdt med Skjerns udvikling.

Det er der kommet en flot artikel med tekster og billeder ud af.

Du kan læse Elmo Flaskagers artikel her.

 

Vandværket ved Grønnegade/Storegade - senere Danmarksgade

 

 

Udskæringerne i bænkene i Refugiet - Gnags

På bænkene i Refugiet er der indgraveret nogle ord på hver bænk. Orden er taget fra diverse Gnagstekster.

Her får du løsningen på, hvilken Gnagssang de enkelte ord er taget fra.

Den dejligste: Den dejligste morgen (Fra albummet: "Har de puttet noget i kaffen" fra 1987)

Så velkommen: Danmarkssangen (Fra albummet: "Plads til begejstring" fra 1986)

Ride ranke: Mr. Swing King (Fra albummet: "Mr. Swing King" fra 1989)

Kærester: Kærester (Fra albummet: "En underlig fisk" fra 1985)

Drømmenes altan: Danmarkssangen (Fra albummet: "Plads til begejstring" fra 1986)

Og jeg lever: Den dejligste morgen (Fra albummet: "Har de puttet noget i kaffen" fra 1987)

Fuld af liv: Når jeg bli´r gammel (Fra albummet: "Mr. Swing King" fra 1989)

Sidde i solen: Når jeg bli´r gammel (Fra albummet: "Mr. Swing King" fra 1989)

 

Fra projektforslag til realitet

Se hvordan det hele startede og find det oprindelige projektforslag. Læs mere

Masser af billeder fra etableringen af Vandhaverne

Her kan du se, hvorledes etableringen forløb i mange billeder og lidt tekst. Strækker sig fra april til september 2020. Se billederne