Generalforsamling 2025
Formandens beretning 2025
Igen et travlt år, hvor mange byder ind med flid og ideer.
Vores signaturprojekt ”Den grønne korridor” lever i bedste velgående - er blevet den lette adgang til bynær natur som vi håbede på.
Her er plads til hundelufteture, motion, og sikker skolevej.
Vi tilpasser os med flere niveauer af pleje, biodiversitet, og ”Vild med vilje” i rigtig godt samarbejde med kommunens grønne folk.
Vi fik en ny Oldagerbro i samarbejde med BoChristensen, og Jens Cordius fra kommunen.
DHE havde et par madpakkehytter med stråtag til salg. Dem fik vi tilbudt, og opstillede dem i Fredsskoven,
Fredskoven - vores 7. naturbyrum - har i 2023 og 2025 skabt rammer for Vinterlysfestivallen i Skjern,og allerede nu har kommunen sagt velkommen i 2027.
En formidabel præstation med Dina fra kommunen som den store trækkraft. Vi medvirker aktivt med frivillige og anden support.
Kunstnerne syntes Skjern er noget særligt, sætter stor pris på den store frivillige arbejdskraft, privat indkvartering, og hurtig udrykning, når det kniber.
Man anslår at der var op mod 40 000 gæster i uge 8.
Om sommeren danner den gamle bypark rammen om Skjern Festuge og Musik i Skoven – begge arrangementer trækker tusindvis af gæster.
De unge på DHE havde også lavet et par runde bænke, som passede fortræffeligt i det ”runde” miljø ved Vandhaverne. De blev købt og opstillet.
Ikke nok med det. De unge på HTX arbejdede kreativt med ideer til byens udseende og liv. Alt sammen blev fremlagt i tomme butikslokaler i Jernbanegade – tak for indsatsen.
Den 6. Gnagsbænk, ”Mr Swing King”, er bestilt og betalt af Skjern Udviklingsforum. Der er flere på vej, bestilt af andre, der synes om den geniale ide fostret af ”Det gode Seniorliv”
FGU gjorde igen et stort stykke arbejde med ide til udformning og udførelse.
Nyt kunst blev skabt på gavlene og i passagen ved Trendhouse i samarbejde med Kunstgruppen og Larsen Udlejning – lyset giver det hele en helt anden dimension.
Noget vi nok kommer til at arbejde mere med i de kommende år.
Skt. Hans festen på Campingpladsen blev igen en stor succes med god musik og tale.
Det blev den sidste Skt. Hansfest arrangeret af Skjern Udviklingsforum - men bliver campingpladsen ikke solgt, vil andre videreføre traditionen.
Vi siger tak for denne gang.
Skjern Å Bad ved Kong Hans Bro og Dommergården har til fulde levet op til forventningerne.
Børnesygdomme med lettere hærværk og larmende adfærd er håndteret smukt og stedet samler unge og morgenbadende voksne i Skjern Havn.
Vinterbaderne hakker hul i isen og tager det kolde gys.
Vi løfter i flok – mange frivillige gør et stort stykke arbejde med udvikling og vedligehold – der bliver samlet affald, ryddet ukrudt, nusset, og pudset. Tak for det.
Fokus i de kommende år bliver på vedligehold af de mange ”ting” der er skabt.
Vi er stolte af den retning byen har taget, og viser det gerne frem på guidede ture i byen og Korridoren.
Skjern Udviklingsforum havde et forbilledligt samarbejde med Tarm Udviklingsforum om Tarm-Skjern Filmklub på VGT.
Seniorfestivallen.
Grundlovsfesten, alt sammen hos vores venner i Tarm – en procession gik derover med "Årets vandbærer” Kjeld Madsen i spidsen og Lars Foged som holdt grundlovstalen.
Vi syntes de mange frivillig i Skjern fortjente et skulderklap:
Vores ”tak for hjælpen” til de frivillige, blev en festlig aften i Martinsen Lounge, hvor ca. 90 medlemmer fik noget godt at spise, og et godt grin under foredraget ”De gamle originaler på Klitten” fremført af Ole Tang.
Hvad er der i støbeskeen?
Jeg har en helt frisk nyhed til jer i aften.
Vi har mange venner i byen. En af dem, Niels Jørgen Nielsen, har på vores vegne søgt en stor international virksomhed – Airbnb – om en donation til en bro i Skjern. Det har taget lang tid. Det har ikke været let, men nu har vi fået en flot donation på 15 000 dollars – det svarer til godt 100 000 kr.
Stor tak til Niels Jørgen og til AirBNB.
Vi vil straks gå i gang med at planlægge en udskiftning af træbroen mellem Oldagervænget og Amagerskolen i samarbejde med kommunen.
I projekt ”Skjerns smukke broer” mangler vi at opkalde en bro efter en kvinde, det bliver aktuelt denne gang.
Tunnelpassagen under Vestbanen ved Vandtårnet har haft vores bevågenhed i mange år og har afstedkommet forhandlinger med og ansøgninger til DSB, Banestyrelsen og Trafikstyrelsen. Indtil dato har vi fået 1 million kroner til lyskunst ved Vandtårnet og i Tunnelen.
Vi har desværre fået afslag på ansøgningen til DSB i denne uge.
Jeg vil rose vores politikere i denne sag. Der er trukket i rigtig mange tråde, også på Christiansborg.
Der er stadig en lille chance, den går vi efter.
Ved Skjernbro Lund – vores 6. naturbyrum – har der været heftig aktivitet i de sidste uger. Den flere hundrede år gamle fortælling om det første Skjern er blevet synliggjort.
Passagen over Skjern år omkring Dommergården og den gamle Skjern Brogård.
Først Middelaldervejen, dernæst Christian den 4.’s Kongevej.
Det rige naturområde tæt på åen med skov, overdrev og mose formidlet på en meget professionel måde ved skiltning, plancher, fortælling og guidning.
Området bliver afgræsset og den variable flora og fauna fremhævet.
Brogårdens og det gamle Tingshus’ længer er afsat med mægtige granitkvadrer fra Museets lager.
Galgehøjen troner over det hele - vi tror vi ved, hvor den lå!! Alt i skønt samarbejde mellem Udviklingsforums frivillige, Kommunen og Museet. Indvielse i 2025
Tak til dem der har ryddet træer og buske og tumlet med de store sten – stor tak til dem der har brugt mange timer på den flotte formidling – det er blevet super godt.
Der arbejdes med en fejring af 150-året for jernbanens ankomst til Skjern og Tarm
Den 29. august kommer et stort navn til byen og synger for os, glæd jer.
Mere herom under eventuelt, hvor K.E. der har lagt mange kræfter i projektet, løfter lidt af sløret.
Skjern-Tarm bogen er arbejdstitlen på et ambitiøst bogværk om de to tvillingebyer omkring Skjern Å. Vi vil fortælle historien fra stenalderen til fremtiden med ord, fortællinger og flotte fotos i en 350 siders ”coffee-table-book”- Blandt andet på den måde fejres Vestbanens ankomst til egnen for 150 år siden nemlig den 8. august 1875. Bogen skal også understøtte den fælles identitet i de to byer og dermed cementere ånden i sidste års helhedsplan.
Vi skuer sluttelig mod fremtiden for byerne og egnen. Der er et budget på godt 600.000 kroner, økonomien er på plads og et hektisk skrivearbejde foregår i projektgruppen som omfatter Ringkøbing Fjord Museers medarbejdere og udvalgte medlemmer fra Skjern og Tarm Udviklingsforum og Skjern Egvad Museumsforening .
Byens fotoklubber er flittige leverandører af dokumentation.
Kommunens Kunstråd har besluttet at forære os et af de 10 kunstværker, der blev skabt sidste sommer i Ringkøbing af forskellige udenlandske kunstnere.
Værket hedder: ”Uregelmæssig” og er lavet af kunstneren Thomas Lucher fra Schweiz.
Vi er ved at se på, hvordan vi får den opstillet ved Vandhaverne.
Vi ønsker os permanent lyskunst i Vandhaverne. Flere kunstnere og firmaer har budt ind, flere følger.
Naturstierne mellem Skjern og Tarm er færdiggjort på Tarmsiden. Skønne stier igennem Ådalen.
I Skjern er helt ny type gangsti langs Ganer Å er ved at blive fremstillet i hos Kjærs Tømrer i Blåkilde. Det er en dristig ide, udviklet af Poul Gregersen fra Kommunen. Jeg er SÅ spændt på resultatet.
Vi sætter stor pris på samarbejdet med museet, lokale virksomheder, kommunen, Landdistriktsrådet gennem Byfora i de 4 andre centerbyer og utallige andre.
Alt i alt endnu et aktivt år, hvor vi også har deltaget i kommunal planlægning bl.a. omkring kommuneplan, Innovestkrydset, stiregistrering, nye skolestier, afgræsning af grønne områder, kunstsamarbejdet, nationalparkplaner, Skjern Lægehus, Sundhedscenter Tarm, VGT o.m.a.
Dette er bare et udpluk af de mange ting der foregår i vores dejlige by.
Ikke noget af det kunne lade sig gøre uden jeres hjælp.Derfor et stort TAK for i år.
Kæmpe stort tak til Margrethe Vad, der fratræder bestyrelsen efter 10 år. Du har været en drivende kraft i vores Sankt Hans arrangement på Campingpladsen og i vores samarbejde med Tarm om Grundlovsfesterne. Du er altid engageret og villig til at løse opgaver, du vil blive savnet.
Også Sonja Jensen fratræder – tak for dit store engagement i bestyrelsen, og vores kontakt til ”Det gode seniorliv” – vi har nydt din friske facon, og dit humør.
Bestyrelsen har gjort brug af 2 udpegede medlemmer, som har løst forskellige opgaver.
Det er Erling Kristensen, der har brugt kræfter på især Skjern Bro Lund, der snart indvies.
Erling træder af. Tak for din indsats. Jeg er sikker på at vi må gøre brug af dig i fremtiden.
Lars Foged har også fungeret som udpeget et par år. Først var han medlem, så formand i en periode. Senest en slags ”udenrigsminister”. Jeg tror slet ikke han kan undvære os.
Som jeg ser det, kan vi også dårligt undvære ham. Han har en ufattelige baggrundsviden om alt fra botanik til kunsten og til at få alle med på vognen.
Vi har haft stor glæde af hans utallige kontakter, som han ikke er bange for at drage ind i de mange projekter, der er kørende.
Jeg har ikke ord for hvad han betyder for vores forening, og for hele byen – han er gæv.
Til hele bestyrelsen vil jeg også sige mange tak for samarbejdet i de 2 år, jeg har været forman. I har båret
mig igennem. I er dygtige og godt selskab
Bent Olsen
Formand







