Markante bygninger i Skjern
Maj 2021
Forord v/Elmo Flaskager
Skjern Udviklingsforum opfordrede i foråret 2021 mig til at skrive om ti markante bygninger i Skjern, som hver for sig fortæller en historie om Skjern - fra den ældste bygning, Dommergården, til den yngste, Innovest - fra tiden med broafgift for at passere Skjern Å til et moderne ikon, Innovest, med en bygningsstil inspireret af Skjern Å’s svungne forløb.
Skjern var i 1875 blevet en stationsby med kongelig indvielse af Den Vestjyske Længdebane, og da Tværbanen kom i 1881, blev Skjern Banegård bygget. Skjern var nu et jernbaneknudepunkt, og omkring banegården udviklede Skjern sig i de næste år til et bysamfund med et støt stigende befolkningstal. Der kom håndværkere, handlende og industri til byen. I 1882 flyttede Vindmøllen fra Albæk til Skjern, og i 1884 blev Ting- og Arresthuset bygget - i dag lægehus. Der er fortællingen om den unge rebslagersvend, Jens Sahl fra Venø, som i 1896 kom marcherende ad landevejen, stoppede i Skjern og fandt en vældig aktivitet i byen. Den ville han være en del af og byggede et rebslageri, en reberbane. Den navnkundige sagfører, kaptajn Kiær var en dygtig igangsætter og nåede i sin tid at være med til at oprette tre pengeinstitutter, og på initiativ af mølleejer Jens Pedersen blev Skjern Bank grundlagt i 1906. Skjern fik hermed sit fjerde pengeinstitut. Men der er også historien om Dommergården, som både har dannet rammen om en herredsfoged, som så sig vred på en kendt skjernborger og ville have ham arresteret, og om den musikungdomsklub, som de to Gnags-brødre, Peter A.G. og Johan, indrettede i nordfløjen.
I perioden 1870 til 1930 voksede indbyggertallet fra 864 til 2.985.
I 1958 fik Skjern status af købstad som den sidste by i Danmark, en status, som utvivlsomt fik betydning for byens selvforståelse. Sogneråd skiftede navn til byråd, og der blev ansat stadsskoledirektør, stadsgartner og stadsingeniør. Det anerkendte arkitektfirma Friis & Moltke blev i nogle år byrådets arkitekter. Arkitektfirmaet tegnede i 1965 kommunens friluftsbad, hal 1 og 2 i henholdsvis 1967 og 1981, vandværket ved Engtoften i 1967. Endvidere stod Friis & Moltke bag Vestjysk Handelsskole ved Ånumvej i 1967. Men Skjerns nye rådhus i 1970 og Amagerskolen i 1972 gik i stedet til stjernearkitekterne, tvillingebrødrene Ib & Jørgen Rasmussen og deres svoger Ole Meyer.
Et kunstværk skulle den unge købstad også have, skulpturen ”Høstmanden” i 1962.
Skjern, som vi kender byen i dag, er et resultat af tre bydannelser: Skjern Broby med Petersminde (Dommergården) og Skjern Brogaard fra omkring 1800. Kirkebyen med håndværkerhuse og boliger omkring 1850 – den ældste eksisterende er fra 1864. Og endelig Stationsbyen (oprindeligt kaldt Engsig) med DSB’s Vandtårn fra 1874, Skjerns ”dåbsattest”, begyndelsen på en ny epoke.
Flere af de ti bygninger repræsenterer hver deres byggestil: Dommergården, i traditionel vestjysk byggestil fra omkring 1800, Skjern Banegård fra 1881 med pavilloner omkring et toetagers tværstillet midterparti, men uden den statelige trekantede gavl som i købstæderne Ringkøbing og Varde, de karakteristiske arbejderboliger, Utzonhusene, på Østervang fra 1950’erne, som har fået en bevarende lokalplan, Skjern Rådhus, der som den eneste bygning i Skjern er omtalt i Arkitektur Guide Jylland, og Innovest med facader, der skifter farver ligesom solnedgangen over Skjern Enge fra rød til gul over orange til grå.
Kolofon
Markante bygninger i Skjern
Skjern, maj 2021
Udgiver: Skjern Udviklingsforum
Grafisk tilrettelægning: Preben Hørsted
Udgivet: www.skjernudviklingsforum.dk
Skrifttype: Arial
Forfatter: Elmo Flaskager
Copyright © Elmo Flaskager
Alle rettigheder forbeholdes
Foto: Jens Kristian Nordestgaard og Per Rasmussen
Oversigt over beskrevne markante bygninger i Skjern
1. Skjern Banegård, Bredgade 55A
2. DSB´s Vandtårn, Bredgade 77
3. Remisen, Ahornvej 75
4. Skjern Vindmølle, Marupvej 25 A
5. Skjern Reberbane, Reberbane 1 A
6. Skjern Rådhus. Finderupsvej 9
7. Skjern Ting- Arresthus. Tinghusvej 4
8. Utzonhusene. Østervang 21-61
9. Innovest, Ånumvej 28
10. Dommergården, Petersmindevej 10
Albæk Bro.
Albæk Bro over Kjelstrup Bæk er fra 1881, da jernbanen Skanderborg-Skjern blev anlagt. Jernbanebroen, der er bygget som en rammebro og opført af kvadersten med et brodække i beton, er ca. 11,5 m lang, 5 m bred og 3,5 m høj. Broen blev ombygget i 1905. Kjelstrup Bæk er oprindelig en engvandingskanal, der blev anlagt i forbindelse med opdyrkning af heden. Bro og vandløb viser således forskellige sider af kultiveringen af de vestjyske egne. Albæk Bro hører til blandt fredede fortidsminder i Danmark. Foto: Elmo Flaskager 2022.
1. Skjern Banegård
Af Elmo Flaskager
Vestbanen fra Esbjerg til Skjern og videre mod nord til Struer blev med kongeligt besøg indviet den 8. august 1875. Kong Christian den Niende var med sit følge ankommet med tog til Tarm og derefter i hestevogne til Skjern, hvor der ved bomhuset var rejst en æresport. I silende regn og under overværelse af en stor forsamling lokale borgere trådte sagfører, kaptajn Kiær frem i kjole og hvidt, holdt en festtale og bød de kongelige velkommen til Skjern. Efter indvielsen fortsatte kongen og følget i hestevogne via Borris til Herning.
Hermed blev Skjern en stationsby, og da tværbanen Skanderborg-Skjern blev anlagt i 1881, kunne Skjern også kalde sig et jernbaneknudepunkt, hvilket blev yderligere befæstet med Videbæk-banen.
Men allerede før længde- og tværbanen blev åbnet, drøftede man etableringen af en jernbane fra Herning over Videbæk til Skjern. Denne forbindelse blev som bekendt opgivet, men i stedet blev en jernbane fra Skjern til Videbæk en realitet den 15. november 1920. Året efter vedtog Rigsdagen at forlænge strækningen fra Videbæk til Skive, men arbejdet blev aldrig påbegyndt og projektet helt opgivet efter nogle år. Videbæk-banen blev nedlagt i 1955, men fortsatte med godstrafik frem til 1981. I dag anvendes dele af strækningen til dræsinekørsel.
Til et jernbaneknudepunkt hører en banegårdsbygning. Det første forslag til placering var ved DSB’s vandtårn, men bygningen blev af en eller anden grund trukket mod syd og bygget på den grund, hvor det gamle posthus i 1940 blev opført, Bredgade 67, og i dag som domicil for advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius. Men da tværbanen fra Skanderborg til Skjern blev taget i brug i 1881, var der brug for en større banegårdsbygning, og DSB anlagde den bygning, vi kender i dag.
Statsbanernes chefarkitekt i perioden 1861-1892, arkitekt Niels Peter Christian Holsøe, tegnede langt de fleste stationsbygninger, som blev opført i denne periode, også Skjern Banegård og vandtårnet fra 1874. Wikipedia noterer, at det nuværende vandtårn er fra 1898, hvilket dog bestrides af fagfolk fra Ringkøbing-Skjern Museum.
Den typiske bygningstype for en banegårdsbygning var for arkitekten to lave etplans sidepartier, pavilloner, omkring et toetagers tværstillet midterparti. Interessant er det at bemærke, at arkitekten tegnede to typer af midterpartier, en toetagers med trekantede gavle inkl. ur til købstæderne, som vi fx kender stationsbygningerne i købstadsbyerne Ringkøbing og Varde. Men da Skjern først fik rang af købstad i 1958, blev Skjern Banegård ikke forsynet med de to statelige trekantede gavle, men måtte nøjes med et midterparti i to etager, men dog med ur.
Arkitekt N.P.C. Holsøes formsprog var præget af den romansk orienterede rundbuestil i vinduer og døre, hvor der øverst er et lunettevindue eller halvmånevindue adskilt af tofags, understillede vinduer eller dobbeltdøre som i ventesalen. Som en fin detalje er der mellem væg og loft i ventesalen opsat en glat gipsgesims.
Murene er opført med røde teglsten i krydsforbandt, hvor der skiftevis veksles mellem løbere og kopper. Forbandtet gør muren stærk og anvendtes tidligere typisk i massive mure, men senere jævnligt til skalmure, hvor kopperne blev halveret for at give plads til isolering. Bygningens fuger kaldes hamburgerfuger, eller ”brændte fuger”, som udføres ved en glitning af fugerne med to varme fugejern, som mureren opvarmer, i dag fx over et gasblus - skiftevis det ene fugejern efterfulgt af det andet. Taget på både stationsbygningen og Pakhuset består af naturskifer, som er et tæt tag og modstandsdygtigt over for klimatiske påvirkninger. Et skifertag har en forventet holdbarhed på op til 150 år, men taget på banegårdsbygningen ser forholdsvis nyt ud, hvorfor det gamle tag muligvis er udskiftet. I taget er de fire kviste i østsiden og de to i vestsiden bevaret, ligesom man har valgt at bevare de fem murede skorstene på tagryggen. Skorstenene er med fine detaljer, og sammen med kvistene er de med til at fremhæve bygningens fine arkitektur og proportioner. Ved en af skorstenene er der opsat en storkerede, men det er mange år siden, at en storkefamilie har fundet vej til reden. Efter at DSB i en snes år jævnligt havde lappet på det gamle perrontag, fik det en tiltrængt udskiftning i 1969 til et mere holdbart letmetaltag.
Banegårdsbygningens nordlige pavillon var oprindeligt indrettet til restaurant, som gennem mange år blev drevet af restauratør Pedersen og med fru Carlsen og fru Iversen til at servere for gæsterne. I 1934 søgte restauratør Pedersen Sognerådet om spiritusbevilling, men den bliver ham nægtet. Det er uvist, hvornår der blev bevilget spiritusbevilling til jernbanerestauranten, men senere blev der indrettet ølstue ud mod perronen. Restauranten blev nedlagt den 1. september 1971, hvorefter arealet indgik i en udvidelse af kiosken, som i øvrigt i mange år blev bestyret af Knudsen, der - sædvanligvis med en cigarstump i mundvigen - solgte bl.a. tobaksvarer og aviser.
I den sydlige pavillon var der billetfunktion og indlevering af rejsegods. Desuden var der indrettet kontor til stationsforstanderen. Senere blev sydpavillonen omdannet til turistkontor og i dag til Røde Kors. På første sal boede stationsforstanderen, og over den nordlige pavillon med vinduer i taget var der værelser til overnattende lokomotivførere. Foran hovedindgangen var der frem til engang i 1940’erne eller først i 50’erne opført en portal. Derudover hørte der tidligere til Skjern Station et pakhus, som i dag er nænsomt ombygget til restaurant, og et vandtårn, som blev fredet i 1981. Disse to bygninger er i dag ejet af bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen, Dejbjerg. Endvidere var der i nærheden af stationen et toldkammer, som dog i dag er fjernet.
Engang i Skjern Stations vorden var der tale om at etablere en tunnel med opgange til de tre perroner for togpassagererne, således at man herved kunne adskille togpasserer fra de borgere, som blot skulle krydse mellem Amager og øvrige Skjern, men den ide blev aldrig gennemført. I stedet blev der som i dag opstillet advarselssignal i forbindelse med perronkrydsninger. Omkring 100 meter længere mod nord, hvor det i første omgang var på tale at anlægge stationen, blev der i 1922 bygget en tunnel. Om denne tunnel har erstattet en tidligere tunnel med påtænkte trapper op til perronerne, er kun gætterier?
Skjern Station fik tre perronspor samt spor til godstog. Men godstog, som tidligere havde stor værdi for Skjerns handel og industri, er i dag næsten udfaset. Dog kommer der enkelte gange et godstog forbi Skjern Station på sin rute mellem Herning og Esbjerg. Men for togrejsende har Skjern Station stadig stor betydning, idet stationen som den eneste mellem Holstebro og Esbjerg er et jernbaneknudepunkt. Det ses også på, at stationsbygningen fortsat er i brug i modsætning til stationsbygningerne i vore nabobyer.
I Skjern Stations storhedstid op gennem 1950’erne og 60’erne var der med bl.a. ledvogtere, rengøringspersonale, ansatte ved bane- og godstjenesten, 7-8 togførere og -betjente, i alt omkring 100 ansatte. Endvidere havde stationen en brovægt placeret ud mod Bredgade i nærheden af Pakhuset med stationsforstanderen som kongelig vejer og måler, og det fortælles, at når de tunge lastbiler skulle vejes, mødte stationsforstanderen op i kongelig uniform.
Da jernbanen kom til Skjern i 1875, blev banegårdsbygningen også brevsamlingssted med stationsforstanderen som fungerende postmester. Men i 1897 opførtes en selvstændig postbygning i Bredgade 22, hvor den første postmester blev ansat.
Skjern fra vejknudepunkt til jernbaneknudepunkt
Skjern er opstået som broby ved det vestligste overgangssted over Skjern Å i nærheden af Dommergården og var således et vigtigt knudepunkt for vejtrafikken over åen. Under genslyngningen af Skjern Å fra 1999 til 2003 fandt Skjern-Egvad Museum stolperester fra Middelalderens bro over åen. Et par af stolperne markerer i dag, hvor broen var placeret. Her lå byen med de få huse og gårde, som udgjorde det ældste Skjern, også kaldt Skjern Broby. Det var derfor også naturligt, at busten af Frederik den Syvende i 1877 blev rejst på Galgebakken i Skjern Broby.
Fra omkring midten af 1800-tallet opstod der en mindre bebyggelse, kirkebyen, på det mest trafikerede sted, omkring Skjern Kirke. Her ved vejsiden står i dag den over 200 år gamle vejvisersten, hvorpå der er indhugget ”Til Varde” og ”Til Kolding”. Men da den vestjyske længdebane blev åbnet i 1875, og især da tværbanen Skanderborg-Skjern kom i 1881, udviklede Skjern sig længere nordpå. De to jernbaner betød, at Skjern nu ikke blot var et vejknudepunkt, men også en stationsby med et jernbaneknudepunkt, og i de næste mange år voksede Skjern med forretninger, virksomheder og familieboliger med stationen som centrum. En folketælling viser denne eksplosive udvikling. I 1870 boede der i Skjern 864 borgere. I 1911 var indbyggertallet mere end fordoblet til i alt 1.767.
Kaptajn Kiær
Sagfører, kaptajn Ludvig Hector Kiær var en kendt og aktiv person for Skjern. Han købte i 1881 den seks år gamle stationsbygning, som var opført, hvor det senere posthus blev bygget (i dag hjemsted for advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius). Denne stationsbygning lod han nedrive og genopføre på grunden Bredgade 38, som blev hans hjem, indtil han solgte den i 1928 til Ringkøbing Bank. I 1972 opførte banken den nuværende bygning, som i dag er sæde for Vestjysk Bank.
Kilder:
Skjern Dagblad, den 4. februar 1969
”Skjern Bank 1906-2006” af Sven Hersbøll
”Skjern gadebilleder før og nu” af Kim Clausen
Jørgen Peder Bertelsen
”Trap Danmark”, 5. udgave, bind 22
Wikipedia
2. DSB’s Vandtårn
Af Elmo Flaskager
DSB’s Vandtårn ved Skjern Station blev tegnet af Statsbanernes chefarkitekt Niels Peter Christian Holsøe og opført i 1874. Wikipedia rejser dog tvivl herom og skriver, at det oprindelige vandtårn blev erstattet af et nyt i 1898. Men Slots- og Kulturstyrelsen skriver i forbindelse med fredningen af Vandtårnet i 1981, at det blev opført i 1874 og tegnet af N.P.C. Holsøe. Samme opfattelse har Ringkøbing-Skjern Museums fagfolk.
Såfremt Vandtårnet blev opført i 1898, har arkitekten sandsynligvis været Heinrich "Henry" Emil Charles Wenck. Efter at Holsøe måtte trække sig på grund af en øjensygdom i 1892, blev Wenck ansat som ny chefarkitekt hos DSB frem til 1921. I denne periode tegnede Wenck omkring 150 stationsbygninger, vandtårne og pakhuse rundt omkring i Danmark - både til privat- og statsbaner, bl.a. Københavns Hovedbanegård.
Det runde vandtårn er opført i røde koppeforbandt mursten. Fugerne i bygningen kaldes hamburgerfuger eller ”brændte fuger”, som udføres ved en glitning af fugerne med to varme fugejern, som mureren opvarmer, i dag fx over et gasblus - skiftevis det ene fugejern efterfulgt af det andet. Vandtårnet har en sokkeldiameter på 4,7 meter og en totalhøjde på ca.16 meter. Tårnet har tre etager, og cisternen øverst med en tankvolumen på ca. 50 m3 er dækket af et grønmalet, tolvkantet træværk med et pyramidetag pyntet med en vindfløj af et lokomotiv. Udvendigt på tårnet er der fastgjort en stige frem til træværket på øverste etage. Tidligere har der også hængt en udvendig vandstandsmåler på tårnet. Mod vest er der en dør ind i tårnet med en trætrappe til næste etage. På stue- og første etage er der isat rektangulære vinduer, mens træværket på anden etage er forsynet med seks kvadratiske glughuller - i dag med glas. I stueetagen står pumpen og ved siden af en lukket og forseglet vandboring. I de første mange år sørgede en vindmølle på banearealet for at pumpe vand op i tårnet, men senere fandt man på at bruge en pulsometer, en damppumpe med hjælp fra lokomotivets egen dampkraft. Efter at elektricitet vandt indpas, gjorde DSB brug af en elektrisk drevet pumpe.
På Skjern Station måtte lokomotivernes dampmaskine jævnligt have påfyldt både kul og vand. Ved påfyldningen fra vandtårnet udgik der en vandkran med et drejeligt rørsystem, hvormed vandet kunne fyldes over i lokomotivets vandtank. Men i 1970 ved overgangen til sommerkøreplanen stoppede Statsbanerne efter 127 år brugen af damplokomotivet. Hvornår det sidste damplokomotiv fik vand på i Skjern, må stå hen i det uvisse.
Den 9. september 1980 besluttede et flertal på ti i byrådet at købe den ene af funktionærboligerne og Vandtårnet til nedrivning under forudsætning af, at der på området kunne vedtages en ny lokalplan, som gav mulighed for at indrette en dagligvareforretning på grunden. Beslutningen blev imødegået af ni byrådsmedlemmer, bl.a. af Egon Søgaard, der også var formand for Skjern Museum. Umiddelbart efter rejste Skjern Museum fredningssag på Vandtårnet. Museet havde fundet ud af, at DSB’s Vandtårn var fra 1874 og dermed en af Skjerns ældste bygninger. Museet kaldte Vandtårnet for Skjerns dåbsattest. Samtidig havde Statens Bygningstilsyn fokus på bevaring af jernbanernes kulturarv, for ud over vandtårnet i Skjern var der kun bevaret et tilsvarende i Skørping ved Aalborg. Museet foreslog derfor Det Særlige Bygningstilsyn, at man kiggede på Vandtårnet med henblik på evt. fredning, inden man påtænkte at nedrive tårnet. Bygningstilsynet kom til Skjern og vurderede, at tårnet var bevaringsværdigt og burde fredes. Skjern Kommune protesterede, og borgmester Christian Lundsgaard rejste til København for at overtale Fredningsstyrelsen til at omstøde fredningssagen, men uden held. Handlen med DSB blev ikke gennemført, og den 31. december 1981 blev der tinglyst fredning på DSB’s Vandtårn. Med tinglysningen besluttede DSB at istandsætte Vandtårnet og de to bygninger. Samtidig rettede Skjern Museumsforening henvendelse til generaldirektoratet med et forslag om, at der oprettes et købstads- og jernbanemuseum i bygningerne, og i 1984 blev Vandtårnet valgt som motiv for Skjern julemærke.
I dag står der fredede DSB-vandtårne i mange af landets stationsbyer som fx i Brande, Langå, Skanderborg og Thisted, og som en detalje kan nævnes, Skjerns runde vandtårn, der som type var meget udbredt i Jylland og på Fyn, også er valgt som forbillede for legetøjsfirmaet Heljans vandtårn.
DSB’s Vandtårn er synligt både i gadebilledet og for togpassagererne, men Vandtårnets funktion tilhører en svunden tid, en tid, hvor lokomotiverne var dampdrevne. Hvad skal vi så med Vandtårnet i dag? I den nyligt vedtagne lokalplan er DSB’s Vandtårn og arealerne omkring tænkt til at tjene kulturelle formål. Brande har et tilsvarende fredet vandtårn. Her er den ottekantede overetage udsmykket med blomster- og planteornamentik af Poul Gernes i 1992.
Funktionærboliger
Ved siden af DSB’s Vandtårn blev der i 1926 opført to funktionærboliger for DSB-ansatte. Det er dog mange år siden, at ansatte har gjort brug af boligerne, og i en årrække har boligerne været anvendt af Ringkøbing-Skjern Museum til udstillinger om bl.a. fiskeriet ved Skjern Å.
Men i 2020 købte bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen, Dejbjerg, det 1.437 kvadratmeter store areal af DSB Ejendomme. Hensigten er at bevare det karakteristiske miljø og samtidig understøtte Skjerns bymidte. I den udarbejdede lokalplan er der taget højde herfor, ved at der gives mulighed for at ombygge funktionærboligerne til boliger, butikker og kontorer samt anvende det fredede Vandtårn og arealerne omkring til kulturelle formål.
Kilder:
Tidligere museumsdirektør for Ringkøbing-Skjern Museum, Kim Clausen
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 21. oktober 2020
”Skjern gadebilleder før og nu” af Kim Clausen
”Skjern Bank 1906-2006” af Sven Hersbøll
Vand og tårne - www.seniormaksten.dk
Slots- og Kulturstyrelsen
Wikipedia
Arkitekt Bo Christensen, Skjern
3. Skjern Remise
Af Elmo Flaskager
Remisen på Ahornvej er fra 1917 og har et areal på 710 m2. Den er opført i røde teglsten i krydsforbandt med skiftevis en løber og en kop og med et kraftigt hældende tag dækket med tagpap. Remisen er arkitektonisk en markant bygning med fem store grønne porte i nordfacaden og lige så mange spor ind i remisen. Fra Remisen fører alle sporene hen til en drejeskive, og fra drejeskiven er der anlagt et spor ind til Skjern Station.
På Remisens bagside er der en forbindelsesgang til et toetagers hus på i alt 250 m2 - også opført i 1917. Ligesom Remisen er bygningen her opført i røde teglsten i krydsforbandt, men med et saddeltag i tegl. Bygningen blev anvendt til overnatning for togførere, til kontor og som opholdsrum for medarbejdere.
Remisen er bygget som garage til damplokomotiver. Her ”overnattede” lokomotiverne efter en lang dag på jernbaneskinnerne. Men inden dagen endelig var slut, kørte lokomotivet først hen til Vandtårnet for at blive tanket op til næste dag, og derfra videre over mod Remisen for at få tømt lokomotivets askekasse, inden der blev påfyldt kul i lokomotivets kulvogn. Herefter kørte lokomotivet ind på drejeskiven og videre ad et tomt jernbanespor ind i Remisen for at stå klar til næste dag. På Skjern Station stod rangerlokomotivet ”Grisen” altid klar til at assistere, hvis der skulle opstå behov. ”Grisen” blev også jævnligt anvendt til at trække godstog på Videbæk-banen, indtil banen lukkede for godstrafik i 1981.
Allerede kl. 4 næste morgen mødte lokomotivførerne ind på Remisen. Damplokomotiverne skulle nu gøres klar til en ny dag på skinnerne. Det tog op mod et par timer at bringe vandet i dampmaskinens kedel til et damptryk på op mod 16 atmosfære, som der skulle til for at trække gods- eller passagervogne.
Uden for Remisen stod drejeskiven med en elektromotor klar til at tage imod lokomotivet og dreje det hen til et spor, der førte damplokomotivet ind på Skjern Station. Sådan havde arbejdsgangen været, siden Remisen blev bygget i 1917 og frem - måske til 1970, hvor tiden var løbet ud for damplokomotivet. Men allerede i 1954 og frem til 1965 indsatte DSB 59 dieselelektriske lokomotiver, Litra MY, fra Trollhättan i Sverige, som afløser damplokomotiverne.
Selvom Remisen gennem årene har haft en fast opsynsmand, er den efter at have stået ubenyttet hen - vel siden 1970 - blevet noget forsømt. Banedanmark lod i 2013 foretage et bygningssyn. Herfra var vurderingen, at en renovering af bygningerne ville koste over en million kroner. Banedanmark besluttede derfor at rive bygningen ned, men inden det kom så vidt, dukkede bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen, Dejbjerg, op og købte Remisen i 2016. I marts 2018 afholdt Skjern Udviklingsforum et event med over 100 deltagere i Innovest under titlen ”Gentænk Skjern”. Efterfølgende blev der nedsat en række arbejdsgrupper. En af grupperne fik navnet Remisegruppen, bestående af 4-5 unge med interesse for livemusik.
Med henblik på at skabe opmærksomhed om et spillested har Remisegruppen med stor succes arrangeret flere gratis koncerter, og med den entusiasme, de unge har lagt i arbejdet med at udvikle Remisen til et spillested, besluttede bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen sammen med Skjern Bank i 2020 at overdrage Remisen til gruppen, når den er etableret med vedtægter og bestyrelse.
Arkitektfirmaet Bo Christensen, som deltog i den indledende fase, fortæller, at projektet er udtænkt med afsæt i, at Remisen indrettes fleksibelt og tilpasses nye behov, og i den forbindelse er jernbanesporene tænkt bevaret, så man har en mobilitet mht. at flytte scene, bar med videre rundt både ude og inde.
Jernbanen har i hele Skjerns udvikling været et centralt element, der har forbundet og fortsat forbinder Skjern med omverdenen og åbner for nye tiltag og strømninger, hvilket passer fint ind med, at Remisen genoplives af unge mennesker, som er åbne over for omverdenen.
Jernbanen er også stedet, hvorfra mange drager ud i verden og hvortil nogle, meget velkomment, vender hjem igen. Endvidere kan jernbanen blive et bindeled mellem det, som sker på stationerne og byerne i henholdsvis Tarm og Ringkøbing.
Til restaureringen af Remisen har Remisegruppen antaget arkitektfirmaet Tegnestuen Stedse.
Remise-gruppen v/ Thomas Vilhelmsen fortæller, april 2021:
Vi er otte lokale unge midt i 20’erne, som har startet projektet. Selvom vi kommer med forskellige jobmæssige baggrunde – en forsikringsassurandør, en sygeplejerske, en ejendomsmægler, to musikere, en studerende og en antropolog – så har vi en fælles base i Skjern. Flere af os har været bosat i de store studiebyer, men alle er vi endt hjemme i de trygge vestjyske rammer, hvor vi ser en fremtid for vores familier.
Desværre kan vi opfattes som værende i et modsætningsforhold til mange af vores jævnaldrende, som bliver hængende i de større byer efter endt uddannelse, og vi forstår også godt, at det føles som en helt ny verden, når man står af på perronen i eksempelvis Aarhus og bliver blæst bagud af nye kulturelle indtryk og muligheder. Vi kan ikke gøre os fuld konkurrencedygtige, men med vores projekt håber vi på, at vi kan skabe et mentalt trinbræt, som kan trække nogle af de gode kulturelle tilbud til Ringkøbing-Skjern Kommune og stå som en klar påmindelse om, hvor stærkt det vestjyske fællesskab er.
Idé
Ideen opstod i starten af 2019, da bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen gik i lokalpressen og fortalte, at de havde købt Remisen på auktion af Banedanmark for at undgå nedrivning og håbede, at lokalbeholdningen ville komme med den rigtige idé til bygningens anvendelse. Bygningen, der har en hel speciel arkitektur og er en af blot få remiser tilbage i Danmark, passede perfekt ind i det formål, som vores frivillige gruppe havde arbejdet med i Gentænk Skjern – nemlig et kulturelt være- og spillested for unge mellem 18 og 35 år i mere rå og upolerede omgivelser.
Placeringen centralt i byen nær stationen er ideel, da Skjern er et mindre knudepunkt med bus og togforbindelser syd/nord (Struer-Holstebro-Ringkøbing-Skjern-Varde-Esbjerg) og øst/vest (Aarhus-Silkeborg-Skanderborg-Herning-Skjern).
Samtidig synes vi, der ligger en fantastisk fortælling i Remisen, idet den står som et klart symbol på Udvikling. – Tidligere et symbol på Skjerns udvikling, der på mange måder har været drevet af vores station og jernbanen og nu forhåbentlig som et symbol for en ny udvikling i kultur- og musikmiljøet for områdets unge vækstlag.
Visionen, muligheder og målgruppe
Visionen er
at transformere Remisen i Skjern fra forladt togremise til
et nyt spændende kulturhjerte for unge i hele Vestjylland.
Bygningen rummer næsten 1000 m2 og består af remisehallen på små 700 m2, en mellemgang på ca. 40 m2 og medarbejderboligen, der er på godt 250 m2 fordelt på to etager. Bygningsmassen giver masser af muligheder for kulturtiltag inden for alle genrer. Kun fantasien sætter begrænsningen.
I opstartsfasen fokuseres der på at gøre Remisen til et unikt ”råt” kulturspillested for områdets unge mellem 18-35, så vi dermed også kan leve op til intentionerne i netværkssamarbejdet med Generator i Ringkøbing og de øvrige 6 netværksdeltagere. Når økonomien gør det muligt at få renoveret medarbejderboligen og forskønne udendørsarealerne – gerne med placering af en gammel togvogn på enten drejeskiven eller på det gamle spor ved siden af Remisen – så åbnes endnu flere muligheder for etablering af forskellige kulturtiltag som fx refugium for musikelskere, kreative værksteder for områdets kunstnere, ungeaftener med brætspil, inspirations- og samtaleaftener og nye sociale fællesskaber for os alle.
Med andre ord: Vi arbejder på et musikalsk og kulturelt samlingssted, der er åbent for alle. Vores primære målgruppe er de 18 – 35-årige. Her må vi ikke glemme, at projektet er startet for at trække nogle af de fraflyttede unge, som lever i studiebyerne, hjem på weekend i Vestjylland og på sigt forhåbentlig få dem til at flytte tilbage til Vestjylland. Allerede nu hører vi på de unge eksilvestjyder, at de glæder sig til, at vores sted står færdigt, så de kan komme til koncert i Remisen. Det tillader vi os at kalde en succes.
Bygningsrenovering og estimeret anlægsbudget
Da vi i november 2019 modtog besked fra Realdania om, at de havde bevilget 850.000 kr. fra puljen Underværker, var et af kravene, at der skulle tilknyttes en arkitekt med særlige kompetencer inden for bevaringsværdige bygninger. På opfordring og godkendelse fra Realdania blev der indledt et samarbejde med Tegnestuen Stedse, ApS, og restaureringsarkitekt Christina Kjæulff, Artifo ApS. Arkitekternes estimerede, anlægsbudget for selve renoveringen er opgjort til godt 9,7 mio. kr. inkl. moms. Hertil skal lægges udgifter til forslag til lokalplan, bygningsoverdragelse, ny adgangsvej m.v., således at den samlede anlægssum herefter kan opgøres til ca. 11,1 mio. kr. De nævnte tillægsudgifter er indeholdt i den samlede finansieringsplan, idet de er blevet sponseret af lokale sponsorer og egne indtægtsgivende aktiviteter.
Kilder:
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 5. september 2019
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 21. januar 2020
Arkitekt Bo Christensen, Skjern
Jørgen Peder Bertelsen, Skjern
Thomas Vilhelmsen, Skjern
Denstoredanske.lex.dk
Wikipedia
BBR
4. Skjern Vindmølle
Af Elmo Flaskager
Opdateret november 2022
Skjern Vindmølle er en hollandsk mølle, der er karakteristisk ved, at det kun er møllehatten med vingerne, der drejer op mod vinden. Den blev oprindeligt opført af Peder Christensen Jensen i 1872 ved Albæk Møllegaard, omkring fem km øst for Skjern ad Ånumvej, men fik sin nuværende placering på Marupvej i 1917. Inden udflytningen til Marupvej stod møllen i 35 år i Skjerns bymidte, Mølletorvet, nu Holger Danskes Plads, og havde sammen med jernbanen sin store andel i den opblomstring, byen fik i disse år.
Skjern Vindmølles historie er som antydet en del af Skjern bys historie. Da den vestjyske længdebane åbner i 1875 og tværbanen fra Skanderborg i 1881, bliver Skjern et jernbaneknudepunkt og en vigtig stationsby, som trækker folk til, især inden for handel, håndværk og industri. Stigningen i indbyggertallet kan illustreres ved, at der 1880 bor 864 mennesker i Skjern. Det vokser i 1901 til 2.015 indbyggere.
Møller Peder Christensen Jensen og hans søn Jens Pedersen, født den 10. oktober 1863, finder ud af, at det er i Skjern, udviklingen sker. Efter ti år i Albæk flytter de i 1882 møllen til Skjern og opfører den lige over for jernbanestationen. Ved siden af møllen grundlægges Skjern Andelsmejeri i 1885, og hvor nu SuperBrugsen i dag ligger, lå dengang Skjern Trikotagefarveri, som i disse år fik vokseværk. Øst for farveriet grundlægges Maskinfabrikken Herborg i 1897, Skjern Bank i 1906, og omkring 1905 bygger manufakturhandler Stendevad ejendommen over for banegården, i dag Mr-tøjbutikken med det markante kobberspir.
Møllen maler korn til egnens bønder og sørger efterhånden også for el til byen og fra 1902 tillige til elektricitetsværket i Møllegade. Men efter sønnen Jens Pedersens overtagelsen af møllen omkring 1884 bliver der til produktion af strøm installeret en dampmaskine og i 1913 en dieselmotor.
Første Verdenskrig kunne også mærkes i Danmark, og det blev vanskeligere at få brændstof til møllen, idet møllen næsten udelukkende producerede energi via møllens dieselmotor. Forbuddet mod at bygge høje bygninger omkring Skjern Vindmølle kunne efterhånden heller ikke håndhæves, hvilket gjorde det vanskeligt for møllen kun at drives ved vindenergi.
Møller Jens Pedersen tog konsekvensen heraf og flyttede i 1917 møllen uden for byen til Marupvej. Her var der ingen bygninger, som forhindrede den i at få luft under vingerne. Møllen fik installeret en dynamo og blev således i stand til igen at producere el til at forsyne både Skjern Elværk og byen med strøm. Udover vindmøllen blev også Ganer Mølle ombygget til en elproducerende mølle. Der blev opsat en turbine i stedet for møllehjulet. Så fra 1917 fik Skjern stationsby en del af sin elektricitet fra de to møller, henholdsvis en vindmølle og en vandturbine. Man kan så begynde at vurdere, hvor meget elektricitet de to møller kunne producere, måske op til 25 kWh, når begge møller kørte optimalt, dvs. når der har været rigeligt med vand i åen og god vind fra vest.
Efter krigen, da rationeringen blev ophævet, bliver møllen igen anvendt som kornmølle. Møller Jens Pedersen driver nu møllen sammen sin kompagnon Jens Olesen, og omkring 1923 ansættes Johannes Lauridsen Lund som møllersvend. Han viser stor interesse for møllen, overtager driften i 1924 og køber endeligt de andre ud i 1930’erne. Johannes Lund bygger hurtigt en god forretning op, bl.a. ved at male dyrefoder, især bliver hans kyllingeblanding populær. Endvidere har egnens bønder en aftale med mælkekusken om at tage deres korn med til møllen og mel med tilbage. Hermed kan bønderne udsætte besøget på møllen til bestemte betalingsdage, hvor der til gengæld godt kan samles 15-20 bønder, som udfolder sig fornøjeligt med hinanden, mens de drikker kaffe og udveksler nyheder. Efter Johannes Lunds død i 1965 drives møllen videre af hans søn, Erik Lund. Men udviklingen gør efterhånden møllen overflødig, og med støtte fra Skjern Kommune overtager Skjern Bevaringsforening møllen i 1978. I 52 år har familien Lund ”med stor pietetsfølelse passet vindmøllen”, skriver Kim Clausen i bogen ”Skjern, gadebilleder før og nu”.
Vingerne på møllen var noget medtaget, og det lykkedes Skjern Bevaringsforening for indsamlede midler fra bl.a. fonde at udskifte de gamle vinger med nye. Sidenhen overtog Skjern Museum brugsretten til møllen for endeligt - nu som Skjern-Egvad Museum - at overtage møllen i 1987 og åbne den som museum i 1991.
I 2016 og 2017 undergik Skjern Vindmølle en større restaurering. I årevis havde den gamle mølle stået stille pga. problemer med krøjekransen, men fra en anonym giver blev der skænket en halv million kroner, hvorved Møllelauget fik mulighed for reparere bl.a. møllens vinger og krøjeværk. Med en vindstyrke på otte meter i sekundet drejer vingerne igen rundt. Til sammenligning kan en Vestas V117 nøjes med tre sekundmeter for at snurre.
Molly og Jens Pedersen
Molly Elise Dalgaard og Jens Pedersen blev gift den 1. juni 1905 i Skjern Kirke. Molly Pedersen var født i huset Vardevej 7, hvor hendes far drev et garveri. Mens de drev møllen i Skjern, bosatte de sig skråt over for den, Jernbanegade 3, og havde deres have overfor, hvor en tøjbutik i dag ligger. Interessant er det at bemærke, mølleejer Jens Pedersen var medstifter af og meddirektør i Skjern Bank fra etableringen i 1906. Han byggede i 1900 en stor smuk toetagers hjørneejendom, hvor familien bosatte sig på første sal, mens stueetagen blev lejet ud til herreekviperingshandler H.K. Nielsen frem til 1914, hvor Skjern Bank flyttede ind.
Jens Pedersen døde den 25. juli 1932 og efterlod sig en betydelig arv. De fik ikke selv børn, men adopterede efter Første Verdenskrig en pige fra Berlin. Pigen, Erna Charlotte, født den 7. september 1910, havde først været feriebarn hos træhandler M.P. Christensen, som boede overfor. Da Erna Charlotte skulle tilbage til Berlin i 1919, spurgte hun Molly, om hun måtte bo hos dem, hvilket Molly straks sagde ja til uden at tænke nærmere over det. Erna Charlotte blev hos Molly og Jens Pedersen, indtil hun i 1938 blev gift med Alfred Lem fra Kibæk, en skolekammerat fra realskolen i Skjern.
I 1938 byggede Molly Pedersen huset på Ånumvej 4 - et stateligt hus med et rundt indgangsparti, kinesisk præget, måske en sammenhæng med, at Molly Pedersens søster var gift med Kina-missionær Emil Jensen. I 1950 solgte Molly Pedersen sit hus til Skjern menighedsråd og købte hus på Anlægsvej ved siden af Enghaven, hvor hun døde i 1951. Molly Pedersen ejede jord fra Store Nørgård til Skovløkken, men var dog ikke særligt interesseret i at eje jord. I stedet ønskede hun, at andre kunne få glæde af den. Molly Pedersen valgte derfor at skænke en del af jorden til Skjern Kommune med den klausul, at der aldrig måtte bygges på området, hvilket Skjern Tennisklub fik at mærke, da den i 1991 måtte skrotte tanken om at bygge tennishal i området (Skjern Anlæg). Molly Pedersen skænkede også en grund til Peder Haahr, som var blandt pionererne til oprettelse af beskyttede værksteder for udviklingshæmmede - her Skovbrynsværkstedet (i dag Skjern Fysioterapi, Skovløkken 2) og Skovbrynskollegiet i 1967. Det var endvidere et smukt udtryk for Molly Pedersens samfundssind, at hun forærede jord til dannelsen af kolonihaven ”Jordbruget”.
Kilder:
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 30. november 2016
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 26. juli 2020
Skjern Dagblad, den 30. september 1995
Kim Clausen: ”Skjern, gadebilleder før og nu”
Kirkebogen for Skjern Sogn
Ringkøbing-Skjern Museum
5. Reberbanen
Af Elmo Flaskager
Opdateret november 2022
Skjern Reberbane, der har adressen Reberbanen 1A, er byens længste hus på 94 meter, med en bredde på kun 3,2 meter. Men det stykke, der indgår i rebslageriet, begrænser sig til 82 meter. Den øvrige del var forbeholdt lager og især hegleplads for rebslageren, når han gennemheglede hampens fibre med en hegle - en børste med store stålpigge.
Banens arbejdslængde på 82 meter giver en færdig længde reb på 55 meter, hvilket svarer til et halvt kvejl (et maritimt udtryk). Et helt kvejl er et 110 m langt reb lagt i en spiral eller ringformet bunke. Et helt kvejl fordrer en reberbane med en arbejdslængde på 165 meter.
Skjern Reberbane er i dag en af landets få bevarede originale reberbaner med rebslageri drevet på samme måde, som man har gjort det i århundreder, men med den forskel, at Reberbanen er under tag, hvilket ikke var almindeligt i gamle dage. Ringkøbing-Skjern Museum ejer i dag Reberbanen og har et rebslagerlaug, som tager hånd om det gamle håndværk og med jævne mellemrum holder åbent for besøgende og for grupper efter aftale.
Jens Sahl kommer til Skjern
I 1875 blev den vestjyske længdebane anlagt og, i 1881 fulgte tværbanen fra Herning. Skjern var blevet et jernbaneknudepunkt, og i tiden, der fulgte, skete der en vældig opblomstring inden for handel og håndværk i byen, men en rebslager til at forsyne byen og egnen med tovværk manglede. Det blev der ændret på i 1896, da rebslager Jens Sahl flyttede til Skjern. Jens Sahl Jensen kom fra Venø og blev født her den 20. august 1868 som søn af husmand og fisker Christian og hustru Hansine Jensen. Hvor Jens Sahl lærte at slå reb, er usikkert, men det skulle vise sig, at Jens Sahl var en driftig og dygtig rebslagersvend og så store muligheder i Skjern. Ved byens udkant udså han sig et stykke jord, som han købte af snedkermester Johansen.
Her byggede han en reberbane, som han i det første år drev under åben himmel, hvilket var ganske almindeligt dengang. Til sammenligning kan nævnes, at reberbanen på Hjerl Hede også i dag drives under åben himmel. Men i 1897 ifølge BBR byggede Jens Sahl rebslageriet med den 94 meter lange reberbane, som vi kender den i dag. På samme tid fik Jens Sahl som en af de første i Skjern installeret elektricitet til bl.a. at drive en elmotor til geskæret, der ruller garnet sammen til et reb, hvorved der vel kunne spares en lønnet medarbejder i produktionsleddet. I den vestlige ende af rebslageriet opstillede han et stort motordrevet strækhjul, som skulle strække rebet, inden det blev spolet op på en valse. Endvidere blev der i rebslageriet bygget en ovn til opvarmning af tjære til imprægnering af reb og tov.
Ringkøbing-Skjern Museum skriver følgende om Jens Sahls ankomst til Skjern: ”I 1896 kom en mand marcherende hen ad landevejen. Når folk så ham, var de ikke i tvivl om, at her kom en rebslagersvend på valsen. Stokken – helst stærkt snoet – den bredskyggede hat og den røde charmeklud var et tydeligt signal. Hvad de fleste ikke lagde mærke til, var, at han kun havde knappet de tre øverste knapper i jakken. Det var det hemmelige laugssymbol på, at her gik en svend og ikke en bønhas – en fusker, der udøvede faget uden at være faglært. Skjorten var en smedeskjorte – en blå bondeskjorte med hvide lodrette striber. Helt smedeskjorte var det dog ikke, for alle knapperne var syet fast på vrangen. Når han løb baglæns med et bundt fibre på maven og spandt, skulle der ikke være noget, som fibrene kunne hænge fast i. Sidst men ikke mindst: Et andet svendetegn var rebslagerbæltet. Bæltet blev hægtet fast i enden af tovet under slåning, og så kunne rebslageren med sit træk styre tovets hårdhed. Bæltet var bredt for at støtte hoften og et meget særegent kendetegn for rebslageren.”
At slå reb var dengang en fagligt krævende aktivitet, og en rebslager gik i gennemsnit 8-12 km på en arbejdsdag - og for det meste baglæns. Havde Jens Sahl stået en hel dag og gennemheglet hamp med en sky af støv fra hampefibrene omkring sig, var han om aftenen efter hjemkomsten blevet så ”påvirket” af hampens euforisende stoffer, at han måtte tage sig en lur. Dette gav en vis morskab i familien, at han var påvirket uden at have rørt en dråbe alkohol. Da rebslageriet var på sit højeste, beskæftigede virksomheden 6-7 rebslagersvende. De var der sjældent længe, for i rebslageriet var det ligesom for Jens Sahl almindeligt at ”gå på valsen” – også for at lære så meget nyt som muligt, før de eventuelt selv etablerede virksomhed. Kunderne var fortrinsvis landmænd, og Dalagermarked i Borris var en god afsætningsmulighed.
Jens Sahl købte ejendommen Østergade 27 omkring 1906, hvorfra han foruden salg af reb og tovværk fra sit rebslageri også solgte børstevarer, håndredskaber og andre trævarer. Efter hans død i 1938 blev Reberbanen overtaget af sønnen, Hans Peder Sahl, som fortsatte med at drive den som en sidebeskæftigelse, idet han også handlede med trævarer og cykler fra butikken i Østergade 27. I mange år frem til omkring 1970 fremstillede Hans Peder Sahl en betragtelig mængde ”leveringsreb” til kreaturer til levering på slagteriet. Rebet var fremstillet af halmpressegarn, som er en sisalsnor brugt omkring halmballer, men efterhånden overtog kunstreb markedet. Hans Peder Sahls søn, Jens Sahl, og hans kone Randi fortsatte dog med at fremstille “leveringsreb” til kreaturer til slagteriet indtil omkring 1990.
Under Anden Verdenskrig fik Reberbanen en kort opblomstring med fremstilling af reb og koste med revling som råstof. Men herudover blev Reberbanen hjemsted for våben til modstandsfolk. Det fortælles, at banen har været brugt til at indskyde våben for modstandsbevægelsen, idet der er konstateret skudmærker på bagvæggen.
I 60’erne fik Reberbanen tilført et lysthus, hvor familien Sahl tilbragte søndage, men her blev der også tid til at slå reb af halmballegarn, hvortil han havde god hjælp af pensionister til at skære knuder af og binde halmsimerne sammen. Efter 1976 anvendtes Reberbanen kun momentvis til fremstilling af ”leveringsreb”. Som egentlig produktionsvirksomhed var Reberbanen ophørt med at fungere, og området blev derefter hovedsageligt anvendt til lysthus og kolonihave for familien Sahl.
Skjern-Egvad Museum anså Reberbanen for at have stor kulturhistorisk værdi og købte den i 1996 for at bevare den for fremtiden.
Restaurering
Museet gik i gang med en omfattende restaurering. Huset var mangelfuldt funderet og bygget som et halvstenshus med røde maskinsten, som ikke havde nogen bærende evne. Huset blev båret af spær og stolper, så der forestod et omfattende restaureringsarbejde. I dag er Skjern Reberbane også indvendigt ført tilbage til tiden omkring 1905, så nu bliver der igen slået hampereb på Reberbanen. Det kunne fx være til Det Danske Spejderkorps, som har forbudt tovtrækning med plastictov?
Kilder
Jens Sahl, Skjern
Ringkøbing-Skjern Museum
Lokalhistorisk Cafe, Skjern
6. Skjern Rådhus
Af Elmo Flaskager
Før 1970 var Skjern Kommunes administrative centrum Finderupsminde, som stadig findes på Finderupsvej nr. 7. Efter kommunalreformen den 1. april 1970, hvor syv kommuner blev til én, stod der på nabogrunden ud til Finderupsvej et nybygget rådhus klart med fem forvaltningsfingre, en ekspeditionshal og byrådssal til at rumme kommunens nye administration og byråd. Men i en ny kommunalreform med virkning fra 2007, hvor fem kommuner blev lagt sammen til Ringkøbing- Skjern Kommune, ændrede Skjern Rådhus status til kommunalt servicecenter.
Kommunalreform 1970
Tankerne om et nyt rådhus var langt fremme i 1965. Allerede dengang begyndte drøftelserne om, at kommunerne i fremtiden skulle være større og klare flere opgaver. Man måtte derfor konstatere, at der med en større kommune ikke ville være den fornødne plads i Skjern Kommunes administrationskontorer, hvor der dengang var ansat 25 medarbejdere. I en ny storkommune med op mod 12.000 indbyggere og flere fremtidige opgaver skulle der skaffes plads til 45 medarbejdere. Et nedsat samarbejdsudvalg med repræsentanter fra syv kommuner, bestående af Stauning, Dejbjerg, Hanning, Bølling-Sædding, Faster, Borris og Skjern, havde på dette tidspunkt afsluttet en offentlig projektkonkurrence om et nyt rådhus i Skjern til den nye kommende storkommune.
Der indkom over 100 projektforslag, og de endelige vindere blev stjernearkitekterne, tvillingebrødrene Ib & Jørgen Rasmussen og deres svoger Ole Meyer. De vandt to førstepræmier, både for den mest interessante visualisering og for bedste planløsning. Den 10. december 1968 vedtog Skjern Byråd projektet, og den 13. januar 1969 var alle 55 sogneråds- og byrådsmedlemmer fra de syv kommuner samlet på Hotel Skjern. Her underskrev de seks sognerådsformænd og borgmester N. Stie Hansen sammenlægningsoverenskomsten inkl. godkendelse af det nye rådhus. Endvidere godkendtes det, at antallet af kommunalrådsmedlemmer blev reduceret fra 55 til 21, og at skelpælene mellem de syv kommuner blev fjernet pr. 1. april 1970. Efter sammenlægningen ville Skjern Kommune med sine ca. 12.000 indbyggere have et samlet areal på 337 km2 og ca. 400 km kommuneveje.
Skjern Rådhus
Arkitekterne blev præmieret med i alt 30.000 kr. og derudover 150.000 kr. i honorar, for at deres projekt blev valgt. Men skulle det nye rådhus stå færdigt til at rykke ind i den 1. april 1970, fik man travlt. Arkitekterne gik i gang med projekteringen og var meget bevidste om at tage udgangspunkt i den lokale natur og lade naturens farver afspejles i bygningen. Eksempelvis var det væsentligt for dem at bringe det klare vestjyske lys ind i bygningen via store lysindfald. Endvidere var arkitekterne optaget af at benytte lokale producenter af byggematerialer, som fx træsorter, som kunne findes ude i naturen i nærheden af byggeriet, og mursten fra lokale teglværker, ligesom der blev entreret med lokale håndværkere til opførelsen af bygningen.
Arkitekterne Ib & Jørgen Rasmussen og Ole Meyer foreslog et rådhus med en lang hovedbygning parallel mod Finderupsvej med plads til ekspedition og byrådssal. Bygningen tænktes tilbagetrukket med en større åben parkeringsplads ud mod Finderupsvej og med en gennemgående glasfacade i ekspeditionslokalet, som skulle signalere rådhusets åbne holdning til omgivelserne og borgerne. Til beskyttelse mod solen valgte arkitekterne en solafskærmning i form af et to meter dybt udhæng med en espalierkonstruktion foran. Forslaget gik endvidere ud på, at bygningen skulle have form af en redekam ved at ”skyde” fem fingre bagud mod Nylandsvej til de forskellige administrationsgrene med kontorer vendt mod nord og med en ugenert udsigt til gårdhaverne mellem fingrene. For arkitekterne var det afgørende, at bygningen kom til at fremstå i en enkel og moderne form med fladt tag for herved at spille sammen med omgivelserne. Et uheldigt nyere vindfang skæmmer dog i nogen grad helhedsindtrykket af den gennemgående glasfacade ud mod Finderupsvej.
Dommerkomiteen bemærkede bl.a., at projektet var velproportioneret, det fremstod harmonisk, hvor de interne trafiklinjer mellem de enkelte administrationsgrene ikke krydses af trafiklinjer fra den lange ekspeditionsfløj. Kontorerne i ”fingrene” var ens orienterede mod nord ud mod grønne gårde, uden genboer, hvilket måtte antages at medføre et roligt arbejdsklima uden generende dagslys og overophedning. Desuden blev det betragtet som en fordel, at personaleparkering adskiltes fra publikumsparkering. Dommerkomiteen lagde desuden vægt på, at der blev anvendt ”naturlige og ukrukkede materialer uden vedligeholdelsesomkostninger” samt at bl.a. træ inkl. vinduespartier og limtræsdragerne skulle være celcure-imprægneret, - dvs. imprægneret bl.a. med kobber. Endvidere blev der lagt vægt på, at alt murværk var af klinkbrændt sten, og at gulvene i ekspeditionsfløjen, toiletter og arkiver var af ølandssten. - Så vidt dommerkomiteen. Hertil kan fremhæves nogle tidstypiske detaljer som fx jernkæder i stedet for nedløbsrør og glaserede trug fra Hasle Klinker på Bornholm som overliggere på murene samt halvstensforbandt murværk.
Rådhuset, der blev dimensioneret til at kunne betjene 12.000 indbyggere, blev anlagt på en tidligere markedsplads. Det bebyggede areal blev på 2.292 m2 med et etageareal på 2.835 m2, idet der er kælder i dele af ekspeditionsfløjen. Prisen for Skjern Rådhus inkl. inventar, parkering og haveanlæg beløb sig til 4.126.000 kr.
På grund af pladsmangel blev der omkring 1994 opført en tværbygningen parallelt med Nylandsvej. Der skulle bl.a. findes plads til Skoleforvaltningen, som førhen havde sekretariat på en af skolerne i Skjern. Men denne tværbygning brød med arkitekternes grundplan. Her var der lagt op til at fastholde stilen med forlængelse af de fem ”fingre” ved en eventuel udvidelse.
Protest mod at fjerne Skjern Rådhus
I 2019 foreslog Økonomiudvalget at fjerne Skjern Rådhus og flytte administrationen til Innovest i forbindelse med en udbygning med Innovest 2 og udlægge rådhusgrunden til nye boliger. Men forslaget affødte en heftig diskussion og modstand fra især handelslivet i Skjern. Også professor Thomas Bo Jensen fra Arkitektskolen i Aarhus vendte sig imod nedrivningen. Han fremførte ifølge Ugeposten, at det gamle rådhus i Skjern ikke er et hvilken som helst 70´er-byggeri. Det er tegnet af datidens store arkitekter Ib & Jørgen Rasmussen og Ole Meyer, og arkitekterne modtog Træindustriens Bygningspris for værket i 1974. Rådhuset er endda beskrevet i flere bøger, og spørgsmålet er så, om man skal rive en bygning ned, som har de kvaliteter. Thomas Bo Jensen nævnte endvidere, at bygningen har nogle umistelige kvaliteter. ”Bygningen repræsenterer det fineste i dansk arkitekturtradition, hvor man bruger naturens egne materialer. Det er et udgangspunkt, som man slet ikke kan i dag, med de krav, der stilles,” forklarede Thomas Bo Jensen.
Også Bevaringsforeningen v/ bestyrelsesmedlem, restaureringsarkitekt Birgitte Eybye, ytrede sig kritisk og nævnte, ”at rådhuset er et fint eksempel på et modernistisk rådhus med sin enkle form, sit flade tag og glasfacader mod Finderupsvej. Bygningen er tilpasset omgivelserne med sin højde og indgår i et fint samspil hermed, blandt andet på grund af brugen af røde tegl. Grundet højden og glasfacaderne virker bygningen åben og imødekommende, hvilket var i tråd med rådhusfunktionen”. Videre sagde Birgitte Eybye, at Skjern er en forholdsvis ung by, og at det derfor i særlig grad er vigtigt at bevare god arkitektur fra flere stilperioder. ”Skjern Rådhus er som den eneste bygning i Skjern omtalt i Arkitektur Guide Jylland. Og som kuriosum kan nævnes, at da bygningen stod opført i starten af 1970’erne, tog de studerende fra Arkitektskolen Aarhus på studietur til Skjern – alene med det formål at se Skjern Rådhus,” sluttede Birgitte Eybye.
Byrådet var lydhørt over for indsigelserne og besluttede i stedet at bevare Rådhuset som servicecenter. I skrivende stund, forår 2021, står Rådhuset foran en gennemgribende renovering, men uden de store visuelle ændringer, lover afdelingsleder i kommunens ejendomscenter Ole Juul Thomassen, der står for renoveringen. Han fremhæver, at bygningen er tidstypisk, og den arkitektoniske værdi vil blive bevaret som dengang. Kommunen har efter en prækvalifikation indgået aftale med arkitektfirmaet Vallentin Haugland fra Horsens om at påtage sig opgaven. Arkitekterne har modtaget medarbejdernes ønsker, som tager sigte på at omdanne nogle små kontorer i ”fingrene” til fællesrum med arbejdsstationer, så ”fingrene” kan bruges mere fleksibelt. Endvidere skal der indrettes bedre plads til politiet og etableres mekanisk ventilation i bygningen.
Ib & Jørgen Rasmussen
Jørgen Rasmussen gjorde en verdensberømt opfindelse, da han i 1965 sammen med sin tvillingebror Ib konstruerede KEVI-hjulet til kontorstole. Jørgen Rasmussen blev hædret for opfindelsen med Den Danske Design, ID-pris i 1969. Hjulet er optaget i Danmarks kulturkanon i 2006.
Rådhusarkitekterne har senere tegnet en lang række store projekter. Blandt dem er Bella Centret, Kommunedatas bygninger i Odense og Ballerup, Buddinge Kirke, Karlslunde Strandkirke, Sorø Rådhus samt Birkerød Rådhus og Bibliotek.
Kilder:
Skjern Dagblad, den 14. november 1968
Skjern Dagblad, den 6. december 1968
Skjern Dagblad, den 14. januar 1969
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 28. maj 2019
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 11. juni 2019
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 5. marts 2021
Hæftet ”Hvem, hvad, hvor i Skjern Kommune”, 1970
”Dansk Arkitektur i 1960’erne” af Vibeke Andersson Møller
Arkitektur Guide Jylland, Arkitekternes Forlag
Ugeposten, den 27. maj 2019
Skjern Ting- og Arresthus 1938, original hos Lars Foged
7. Skjern Ting- og Arresthus - nu lægehus
Af Elmo Flaskager
Opdateret december 2022
Et tingsted var i Middelalderen et forsamlingssted under åben himmel, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt traf sine beslutninger. Senere overtog kongen lovgivningen, mens herredsfogeden havde den lokale myndighed som både politimester og dommer.
Skjern og 16 sogne nord for Skjern Å hørte fra ældre tid til Bølling Herred, og 11 sogne syd for åen hørte under Nørre Horne Herred. Som myndighedsperson besluttede amtmanden for Ringkøbing Amt at lægge de to herreder sammen den 26. april 1814 med et ting- og arresthus nær ved Skjern Brogaard. Dog havde de to herreder hver sin herredsskriver indtil 1829, men den 4. december 1829 fik de to herreder under navnet Bølling og Nørre Horne Herreder et fælles tingsted og arresthus, fælles jurisdiktion for en juridisk uddannet dommer med bolig på Petersminde ved Skjern Bro. Petersminde eller Dommergården, som stedet senere blev kaldt, forblev herredssæde for skiftende herredsfogeder frem til 1919.
Placeringen af dommer, tingsted og arresthus ved Skjern Bro var sikkert helt bevidst, idet man har bestræbt sig på at finde et centralt sted mellem de to herreder. Måske har det også spillet ind, at der i forvejen havde været en birkeret knyttet til stedet ved Skjern Bro.
I 1875 var Skjern blevet stationsby med banegård og vandtårn placeret et par kilometer nord for Skjern Bro, og man måtte erkende, at det var her, Skjern ville udvikle sig. Og da amtmanden allerede i 1870 havde erklæret de tre celler i ting- og arresthuset for ubrugelige, besluttede Ringkøbing Amtsråd at bygge nyt frem for at restaurere. Det nye ting- og arresthus blev bygget i nærheden af Skjern Banegård, Bredgade 34. Med deltagelse af amtmanden, herredsfoged A.J.H. Barfoed og en række sognerådsformænd i Herredet blev ting- og arresthuset indviet den 3. september 1884. Huset havde celler til 14 arrestanter og en arrestforvarerbolig. Desuden var der retssal - senere to retssale - og dommerkontor samt politistation for Bølling og Nørre Horne Herreder. Senere blev der også kontor til pantefoged og indrettet et motorkontor. Den ca. tre meter høje fængselsmur, som dannede et stort gårdrum, samt baghuset til bl.a. brændsel må antages at være bygget i forbindelse med huset i 1884. I 1930 blev der bygget et baghus, men den ca. tre meter høje fængselsmur, som dannede et stort gårdrum, må antages at være bygget i forbindelse med huset i 1884 eller umiddelbart efter. I øvrigt besluttede Amtsrådet på et amtsrådsmøde den 29. august 1928 at nedlægge arrestforvaringen i Skjern. Politimesteren i Ringkøbing havde indstillet til lukning pga. en belægning på kun 1,6 indsat pr. dag i gennemsnit, hvilket udmærket kunne rummes i arresthuset i Ringkøbing. Senere blev nogle af cellerne inddraget til et nyt retslokale. I 1950 blev der indrettet et arkivrum i tagetagen, mens der i 1983 i den øvrige del af etagen blev etableret et personalerum.
Dommergården forblev som bolig for herredsfogeden frem til retsplejereformen i 1919, hvor politi- og retsvæsen blev adskilt. Herefter flyttede dommeren for Skjern Retskreds ind på Dommergården indtil 1947, hvorefter en præsentabel villa i Skolegade 11, Skjern, tjente som bolig for dommeren - formentlig frem til engang i 1970’erne. Villaen i Skolegade blev senere fjernet for at give plads til nyt byggeri opført i 1997.
Men alting har sin tid. I forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 trådte der også en politi- og retsplejereform i kraft, hvilket betød, at Skjern Ting- og Arresthus måtte lukke. Skjern Retskreds ophørte, og området blev lagt ind under Herning Retskreds.
Skjern Birk blev sat i 1532. Dermed har retten været sat i Skjern i næsten fem hundrede år.
Arkitektur
Ting- og Arresthuset i Skjern er tegnet af arkitekt J.C. Weber og stod som nævnt færdigbygget i 1884. Det er opført med klare klassicistiske-nyklassicistiske træk med de geometriske former som kvadrater, rektangler, cirkler og de lige linjer, samt ikke mindst den symmetriske og harmoniske facade og form ud mod Bredgade.
Murværket er med røde teglsten i krydsforbandt med skiftevis en løber og en kop, rulle- og standerskifter er anvendt ved vinduer og døre. Endvidere er der i murværket indbygget to markante gennemgående sålbænke i hele facadens udstrækning, og hoveddøren ud mod gaden er med hvidpudset karm. Bygningen afsluttes med gesimser som ”bloktandsgesims”, der fungerer som en del af den bærende konstruktion frem til den afsluttende gesims ved taget. Taget er i naturskifer og opbygget som helvalm. Et naturskifertag er et tæt og solidt tag, som ofte ses anvendt på statslige bygninger. Bag attikaen var der via et loftrum adgang til flagstangen med Dannebrog – splitflaget, dengang bygningen var en statslig institution. De fire brede skorstene, som kan ses på gamle billeder, var med deres karakteristiske udtryk at opfatte som pendant til attikaen.
Lægehus
Fra 2007 og indtil lægehuset blev etableret, var der efter et par forgæves tilløb blevet enighed om at etablere et lægehus i Skjern, og valget faldt på det tidligere ting- og arresthus. Det blev i 2012 nænsomt renoveret med respekt for det historiske udtryk, og for at skaffe plads til alle funktioner blev der opført en tilbygning bagud mod Finderupsvej.
Tilbygningen er tegnet arkitekt Claus Michael Bødtker, Ringkøbing. Med respekt for den gamle bygning fra 1884 fungerer en ny mellembygning nu som fremtidig hovedindgang og forbinder den gamle bygning med den nye i begge planer. Mellembygningen består primært af glaspartier, zink og med en muret fremskudt portal med reference til den gamle hovedindgang, men i en enkel stil uden dekorationer for ikke at forstyrre indtrykket af de to bygningsværker. Tilbygningen er drejet, så facaden er parallel med Tinghusvej og åbner derved indgangsvejen til hovedindgangen. Den nye tilbygning i to etager er stilmæssigt mere enkel i sit udtryk end Ting- og Arresthuset, men har samtidig nutidigt træk af ”nyklassicisme” mht. rytme i symmetri, murpille og vindueshuller. Taget er helvalmet og afsluttet med en stor ventilationsskorsten i zink.
Tilbygningen har en forholdsvis kort rektangulær grundplan og dermed en meget lille rygning. For at kompensere herfor og løfte det arkitektoniske udtryk har arkitekten valgt at udforme ventilationsskorstenen som et rektangel i lighed med grundplanen i de tidligere skorstene på det gamle Ting- og Arresthus. Hermed fik bygningsværket en af de savnede fire skorstene på den gamle bygning tilbage på den nye bygning.
Arkitekten har således forenklet tilbygningens formsprog i respekt for det gamle Ting- og Arresthus, og tilbygningen kan betragtes som en ”datter”, der er ung og nutidig.
Det er lykkedes at skabe et visionært, velfungerende, og miljøvenligt hus i et arkitektonisk smukt formsprog til glæde for ansatte og patienter.
Sagfører, kaptajn Kiærs arrestation
En opsigtsvækkende historie er gengivet i Årbogen 1982, Skjern, om herredsfogeden i Skjern fra 1895 til 1898 (Navnet på herredsfogeden er ikke nævnt i Årbogen). I en tilstand af sindssyge arresterer han lørdag den 11. juni 1898 sagfører, kaptajn Kiær og lader en politibetjent føre ham i håndjern hen i arresten. Det går således til: Lørdag eftermiddag kører herredsfogeden i hestevogn op til proprietær Matzen i Slumstrup og fortæller, at Matzens ven, Kiær, har stjålet 3.000 kr. fra et bo, og at han nu vil arrestere Kiær. Matzen foreholder herredsfogeden, at det vil være farligt at arrestere sagfører Kiær. Herredsfogeden sværger med oprakte fingre ”ved den hellige ånd og den hellige treenigheds navn”, at sagfører Kiær skal arresteres, inden solen går ned. Alt dette fortæller Matzen til amtmanden dagen efter.
Herredsfogeden spænder hesten for vognen og i fuld galop går det mod Skjern og ind på Bredgade, hvor han stopper ved Ting- og Arresthuset. Han skal under kørslen have tabt sine lorgnetter. På Tinghuset henter han en betjent, og de går samlet hen til Bredgade nr. 38, hvor sagfører, kaptajn Kiær har indbudt til et større middagsselskab denne lørdag aften. Gæsterne er: 1. Distriktslæge Hans Valdemar Arntz, Tarm, 55 år. 2. Læge Valdemar Levinsen, Skjern, 34 år. 3. Sagfører Christian Jensen, Tarm, 56 år. 4. Apoteker Jens Andersen, Tarm, 47 år. 5. Stationsforstander Lars Villadsen, Skjern. 6. Købmand Christian Nielsen, Tarm. 7. Grosserer L. Bøtker, Esbjerg. Det må formodes, at deres fruer har været med, idet fru Kiær var med til bords.
Kiær havde deltaget i Den Slesvigske Krig i 1864 og var en meget agtet mand i Skjern. Han havde da endda lagt navn til Kjærs Allé, som hans grund gik ned til. Kiær var med til at oprette Ringkøbing Bank i sin bolig og var leder af afdelingen i en årrække. Senere blev Kiær Ridder af Dannebrog.
Kl. ca. 20 dukker herredsfogeden op sammen med betjenten. Gæsterne sidder ved bordet, og da Kiær ved det sidste glas byder gæsterne velbekomme, kommer der bud ind om, at herredsfogeden vil tale med sagfører Kiær. Kiær rejser sig, går ud i gangen og kommer straks efter ind igen og spørger: ”Vil d’herrer ikke være vidner til, at herredsfogeden arresterer mig?” Herredsfogeden står dinglende og støtter sig til døren. Det skal med, at han under opholdet hos proprietæren havde drukket halvanden flaske vin. Distriktslægen, som er gået med ud i gangen, ser et øjeblik på herredsfogeden og udbryder: ”Herredsfogeden er beruset!” Herredsfogeden bliver højrøstet, stamper i gulvet og råber under eder og forbandelser, at sagfører Kiær skal arresteres for bedrageri, have håndjern, bagbindes og have bank. Politibetjenten beordres nu til at lægge kaptajn Kiær i håndjern. Herefter går Kiær sammen med politibetjenten til Arresthuset, Bredgade 34.
Samme aften sendes et telegram fra jernbanestationen om, at sagfører, kaptajn Kiær formentlig er ulovligt arresteret for bedrageri, og at der er lagt hånd på ham, selvom han havde erklæret sig villig til at følge med. Senere på aftenen afgår der telegram til justitsministeriet med samme indhold. Dagen efter forhører amtmanden sig om det skete. Flere kunne fortælle det samme om det passerede, og distriktslægen anså herredsfogeden for at lide af en sindssygdom. Om søndagen bliver en ny herredsfoged konstitueret i embedet, og som den første handling løslader han sagfører, kaptajn Kiær. Herredsfogeden rejser til København og bliver indlagt til observation hos dr. med. J.D. Koch. Der udarbejdes en lægeerklæring om, at herredsfogeden siden midten af marts måned har lidt af stemningsanomali. Den 27. juli 1898 skriver Herredsfogeden sin afskedsbegæring.
Bilag
Dommergården fortsatte som tingsted frem et nyt ting- og arresthus i Bredgade 34 stod klar i 1884. Retskreds blev nedlagt i forbindelse med Kommunalreformen i 2006, og området betjenes nu af Herning Retskreds. I det følgende er der en oversigt over samtlige herredsfogeder i Bølling og Nørre Horne Herreder og dommere i Skjern Retskreds frem til 31. december 2006.
Herredsfogeder i Bølling og Nørre Horne Herreder
Christian Ehlers Hertz 1829-1842
H.B. Jansen 1842-1852
Ole Lund 1852-1870
A.J.H. Barfoed 1870-1895
Meyn 1895-1898
V.R. Krag 1898-1914
C.V. Clausen 1915-1919. Den sidste herredsfoged.
Dommere ved retten i Skjern
Johannes Schrøder 1919-1931. Døde pludselig den 5. december 1931 som 69-årig.
H.V. Eyser 1. februar 1932-1938. Født den 17. oktober 1882 i Aalborg.
Arnt Møller 1938-1948.
Kalsbøl Madsen 1948-1957.
Vagn R. Rasmussen 1957-1974.
Steffen Unmack Larsen 1974-1989. Født i Aarhus. Ansat i embedet den 1. august.
Mona Gjedbo Kastrup 1989-1993. Ansat i embedet den 1. december.
Vagn Kastbjerg 1993-1998. Ansat i embedet den 1. februar.
Jytte Munkholm Hansen 1998- 2006. Sluttede den 31. december 2006.
Kilder:
Arkitekt Claus Michael Bødtker, Ringkøbing
”Skjern Bank 1906-2006” af Sven Hersbøll
”Skjern gadebilleder før og nu” af museumsinspektør Kim Clausen
Trap Danmark, 5. udgave, 22. bind, Ringkøbing Amt
Den Kongelige Hof- og Statskalender
Læge Lars Foged, Skjern
Årbogen 1982
Wikipedia
8. Utzon-rækkehuse
Af Elmo Flaskager
På foranledning af overbanemester og daværende formand for Erhvervsrådet i Skjern, Alfred Casper Lütken, blev der på Østervang i Skjern i 1950’erne opført 21 små hyggelige rækkehuse, som den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon tegnede, lige før han modtog ordren om at tegne Operahuset i Sydney. Første etape, Østervang 21 til 39, på ti huse blev opført i den nordlige ende i 1955 efterfulgt af anden etape i 1957 på 11 huse, Østervang 41 til 61.
Der var mangel på boliger i Skjern i 1950’erne, og Alfred Casper Lütken tog kontakt til den allerede dengang anerkendte arkitekt Jørn Utzon om at tegne huse, hvortil der kunne søges statslån.
Alfred Casper Lütken kom til at stå for byggeprojektet, og hensigten var at bygge nogle billige arbejderboliger tiltænkt familier beskæftiget i projektet med udretningen af Skjern Å i begyndelsen af 1960’erne. Husene skulle være af god kvalitet, men rimelige i pris, så de kunne finansieres med de eftertragtede statslån i henhold til Byggestøtteloven fra 1946 til 1958. Ideen med loven var at yde billige lån med en ydelse på omkring to procent til mindre velstillede familier. Selvom der var krav om, at husene skulle være billige for at opnå statslån, var det magtpåliggende for Jørn Utzon, at husene blev af god kvalitet og funktionelle at bo og virke i.
Husene har et areal på omkring 80 til 85 m2 hver. I forbindelse med husene blev der bagtil bygget redskabsskur og evt. garage, mens der ud til Østervang blev opført vaskehus, idet vaskemaskine, som var ved at vinde indpas dengang, blev regnet for en luksus, som der ikke kunne opnås statslån til. Vaskehusene var med de karakteristiske skorstene, hvor første etape er med saddeltag, mens tagene på anden etape har ensidig taghældning. Arkitekt og byplanlægger ved Ringkøbing-Skjern Kommune, Ann Holm Nielsen, siger til Dagbladet den 11. april 2020, at det ikke har været muligt at finde frem til baggrunden for denne ændring i tagkonstruktionen. Husenes saddeltag har bevaret de karakteristiske skorstene med forlængede skorstenspiber. Med skorstenenes udtryk ønskede Jørn Utzon at sætte markante detaljer på husene. Romerhusene i Helsingør, som Jørn Utzon tegnede umiddelbart efter husene på Østervang, har også disse karakteristiske skorstene. I øvrigt regnes Romerhusene for et af Jørn Utzons hovedværker, og Ann Holm Nielsen fortæller, at Romerhusene er ”det vigtigste aftryk, som Jørn Utzon sætter i dansk arkitektur, fordi det blev en spire til tæt-lav-byggeriet, der i de efterfølgende år bliver meget udbredt. Romerhusene blev da også fredet i 1987.”
Jørn Utzon var gennem hele livet fascineret af tingenes bæreevne, hvilket kom til at sætte sit præg på Utzons byggerier. Således er der igennem rækkehusene kun én bærende væg, som dog er ”rykket lidt i forhold til den øvrige symmetri, og det understreger igen, at Utzon gerne ville give tingene et tvist”, siger Ann Holm Nielsen til Dagbladet. Videre fortæller Ann Holm Nielsen, at Jørn Utzon havde en idé om, at man skulle kunne gå lige igennem huset fra facadedøren til bagdøren. Det viste sig dog at være uheldigt, for dengang skulle husene opvarmes med bl.a. koks, hvilket betød, at beboerne skulle slæbe koks ind gennem køkkenet til stuen. Dette blev tilrettet ved den endelige udformning af husene.
Murstenene er fra Vestjylland og lagt i polsk forbandt med én løber og én binder for herved at skabe et interessant spil i det blanke murværk. Polsk forbandt har været en anvendt byggemetode siden Middelalderen, og murværket anses for at være særlig modstandsdygtigt, men medfører samtidig også et dyrere byggeri med de mange bindere.
Bevarende lokalplan
Jørn Utzons rækkehuse blev i 2020 omfattet af en bevarende lokalplan, som indebærer at rækkehusene skal bevare deres oprindelige, karakteristiske udtryk eller ved en eventuel renovering føres tilbage hertil. Eksempelvis skal de skorstene, som med tiden er nedrevet, reetableres som attrapper, når ejerne går i gang med at renovere. Lokalplanen er blevet udarbejdet i et samarbejde med ejerne, som har vist stor interesse for lokalplanens tilblivelse og keret sig om den kulturarv, husene repræsenterer. Derfor blev den endelige vedtagelse af lokalplanen justeret efter de mange indkomne ønsker fra beboerne, men dog sådan, at det måtte formodes, at Jørn Utzon ville have godkendt det, konstaterer arkitekt Ann Holm Nielsen. Det er fx tilladt at sætte træ-alu-vinduer i, men ikke plastikvinduer, som ikke ville have Utzons velvilje. Endvidere er der også åbnet mulighed for at sætte en ekstra terrassedør der, hvor Jørn Utzon oprindelig havde tænkt den.
SAVE-registrering
I 2013 blev rækkehusene SAVE-registreret med høj bevaringsværdig på 3 på en skala fra 1 til 9. Et enkelt hus har dog fået bevaringsværdien 4 på grund af en tilbygning, som bryder med rækkehusenes oprindelige udseende. SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment) er en metode til at kortlægge, registrere og vurdere bevaringsværdier i bymiljøer og bygninger.
Jørn Utzon
Jørn Utzon blev født i 1918, voksede op i Aalborg og blev uddannet fra Københavns Kunstakademi. I 1957 vandt Jørn Utzon konkurrencen om at tegne Operahuset i Sydney, men nåede kun at færdiggøre den udvendige del, inden han i vrede opsagde sin stilling den 28. februar 1966 for aldrig at vende tilbage. Grunden til opsigelsen var, at den australske regering lagde pres på Jørn Utzon for at komme videre, hvilket til tider resulterede i dårlige løsninger og flere forsinkelser. I 1973 kunne Dronning Elizabeth II indvie det færdige operahus, og i 2007 blev Operahuset optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Jørn Utzon har tegnet en lang række ikoniske bygninger, blandt andet Kuwaits parlamentsbygning, ligesom han har modtaget en række hædersbevisninger, blandt andet Pritzker-prisen, der regnes som arkitekturens Nobelpris.
Jørn Utzon døde i 2008, 90 år gammel.
Kilder:
Arkitekt og byplanlægger ved Ringkøbing-Skjern Kommune, Ann Holm Nielsen Dagbladet Bevarende lokalplan nr. 457 for Jørn Utzons rækkehusbebyggelse
Ringkøbing-Skjern, den 11. april 2020
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 13. maj 2020
9. Innovest
Af Elmo Flaskager
Innovest blev indviet i den 11. september 2015 og er Ringkøbing-Skjern Kommunes fyrtårn inden for viden, udvikling og innovation med et attraktivt miljø for erhvervsliv, iværksætteri og uddannelse. Husets ca. 10.000 etagekvadratmeter med en anlægsinvestering på omkring 140 mio. kr. ejes af Ringkøbing-Skjern Forsyning og Den Erhvervsdrivende Fond Ringkøbing Fjord Innovationscenter.
Arkitekt Bo Christensen, Skjern, har tegnet Innovest og er lykkedes med at skabe en bygning, som har opnået den internationalt anerkendte DGNB-certificering i guld (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen). Certificeringen fordrer, at der tages hensyn til en lang række parametre inden for bæredygtige byggematerialer som fx, at gulve, trappe og lamellerne på væggene er lavet af bambus, at ydermurene kun er 28 cm tykke og fremstillet af plader, man almindeligvis anvender til køle- og frysehuse. Man har således skabt en miljøprofil, som sikrer et godt indeklima, komfort og trivsel med attraktive arbejdspladser og et godt miljø for studerende. Med certificeringen er der tillige en forventning om, at udgifter til drift og vedligeholdelse kan holdes på et lavere niveau. Eksempelvis har huset et solcelleanlæg, som forsyner bygningen med el en stor del af året.
Inspireret af Skjern Å’s svungne forløb har arkitekten valgt den cirkulære form, men med en klar vision om, at bygningen ved en fremtidig udbygning vil få åens mæandrerende form. Græsset fra Skjern Enge er forsøgt videreført op på bygningens sydvendte skrå tag, og de farver, der er valgt på bygningens facader, skifter ligesom solnedgangen over Skjern Enge fra rød til gul over orange til grå. I bygningens ankomsthal er engene trukket med ind i form af den grønne væg med ca. 2.900 planter bag trappeopgangene gennem alle fire etager.
På første sal er der med reference til kommunen som ”Naturens Rige” anbragt billeder fra fx Tipperne, Lyngvig Fyr og Hoverdal som vægbeklædning i kontorer og mødelokaler, som så har fået navne efter de pågældende lokaliteter. Endvidere er der under billedet af fx Tipperne skrevet: I den sydlige del af Ringkøbing Fjord strækker de store strandenge, Værnengene og Tipperne, sig ud i fjorden. Her kommer en righoldig plantevækst og mange bunddyr fisk og fugle til gode. Tipperne er en af de vigtigste rastepladser for trækfugle i Danmark. Både forår og efterår raster tusindvis af ænder, gæs og vadefugle her, og i juli-august, hvor vadefugletrækket er på sit højeste, kan man se op mod et par hundrede forskellige arter, bl.a. ryler, spover, snepper og hjejler. I vinterhalvåret kan Danmarks nationalfugl, svanen, opleves.
Under billedet af Lyngvig Fyr er der skrevet: Lyngvig Fyr er det nyeste af Danmarks fyrtårne. Beliggende på Holmsland Klit tårner det godt op i landskabet. Fyret blev tændt første gang den 3. november 1906. En tragisk ulykke på havet i 1903, hvor 24 søfolk mistede livet, gjorde udslaget til, at man gik i gang med byggeriet. Lyset fra fyret ses op til 50 km væk. I 1950’erne gik der strandvagter på ruten mellem Hvide Sande og Søndervig. Strandvagterne holdt øje med strandinger og skulle melde til fyret, hvor et skib var strandet. Ofte måtte strandvagterne gå i klitterne, fordi vandet nåede helt op til klitroden.
Auditoriet på anden etage har plads til 161 tilhørere og mulighed for livestreaming fra fx Aarhus Universitet. Om indretningen af auditoriet er der indgået et samarbejde med erhvervslivet og Ringkøbing-Skjern Uddannelsescenter på den anden side af Ringvejen. Kantinen længere henne ad gangen drives af Erhvervsskolen Vestjylland fra Borris med et fast personale samt fleksjobbere og elever fra skolen som et socialøkonomisk tiltag. Her på anden sal har også Ringkøbing-Skjern Forsyning sit domicil.
På tredje etage ligger uddannelseslokalerne, som har fået navne efter prominente mennesker som bl.a. Mark Twain og med et citat fra pågældende inde i lokalet: ”Don’t let schooling interfere with your education”. Eller et lokale ved navn Winston Churchill med følgende citat: ”I am always ready to learn - although I do not always like being taught.”
Innovest rummer to større foretagender, Ringkøbing-Skjern Forsyning og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Herudover har 17 nystartede såvel som etablerede virksomheder lejet lokaler på Innovest. I alt omkring 120 medarbejdere har deres arbejde i bygningen, og mødelokalerne er frit tilgængelige for alle lejere i huset. Endvidere kan virksomheder udefra leje et mødelokale. Herudover danner Innovest nogle suverænt gode rammer for kursusvirksomhed og for de studerende. I 2018 blev Innovest uddannelsesplatform for Erhvervsakademi MidtVest, som i august samme år oprettede markedsføringsøkonomuddannelsen. Fra 1. januar 2021 har Innovest i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune etableret et studiecenter for onlinestuderende i kommunen. Her tilbydes lokaler for onlinestudier og gruppearbejde samt opholdsrum for sociale aktiviteter.
I 2021 er der med en investering på 15,8 mio. kr. indgået et partnerskab mellem lokale virksomheder, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Aarhus Universitet med henblik på at opbygge et nyt forsknings- og demonstrationslaboratorium, AU Digital Transformation Lab (AU-DTL Skjern). Specialet i laboratoriet er Digital Tvilling, og det nybyggede laboratorium bliver placeret i den indre gård på Innovest. Laboratoriet vil komme til at virke som et udstillingsvindue for studerende, erhvervslivet, lejere i huset og 20.000 – 25.000 gæster af huset om året.
Samarbejdet mellem Aarhus Universitet og Ringkøbing-Skjern Kommune har endvidere resulteret i, at Innovest er blevet hjemsted for universitetsstuderende fra Hokkaido University, Japan, på årlige ”summer camps” med studier inden for landbrug.
I huset arbejdes der hele tiden på at forbedre miljøet til glæde for alle. Således er der på flere etager maleriudstillinger udført af lokale kunstnere, ligesom der i kantinen er ophængt billeder af kommunens fem største byer. I øvrigt er alle velkomne til at se udstillingerne. Det lyder da også samstemmende fra både medarbejdere og studerende, at Innovest er et enestående hus at arbejde og studere i.
Historien om Innovest
Historien bag Innovest tog sin begyndelse i en hangar i Stauning Lufthavn. En kold lørdag i marts 2004 inviterede Skjern Byråd en række borgere til et møde i hangaren med henblik på at komme med ideer til lokalt forankrede uddannelser, som kunne generere nye arbejdspladser. Her fødtes ideen om et innovationscenter med en placering i nærheden af Dommergården. Bygningen var tænkt som et 50 meter højt tårn, hvor der fra toppen ville være en forrygende udsigt over Skjern Enge.
Ideen blev konkretiseret med fine skitser, men Naturstyrelsen gjorde indsigelse over det høje byggeri. En lang rækker møder fandt sted i forsøget på at finde en løsning, men i 2008 traf daværende miljøminister Troels Lund Poulsen den endelige beslutning om, at placering af et tårn på 40-50 meter på det påtænkte sted ikke var foreneligt med de nationale interesser i Skjern Ådal.
I 2009 blev der på foranledning af borgmesteren taget et fornyet initiativ til at få sat skub i ideen om et innovationscenter. Opgaven blev overdraget til Ringkøbing Fjord Erhvervsråd, som i 2011 stifter en erhvervsdrivende fond med Skjerns tidligere borgmester Viggo Nielsen som formand til at varetage byggeri og drift af innovationscentret.
Men skulle et innovationscenter have en chance, var et samarbejde med en større aktør nødvendigt. Da der samtidigt kom et lovkrav om at selskabsgøre kommunens vand, spildevand og el, blev Ringkøbing-Skjern Forsyning i 2008 oprettet som et koncernselskab, og selskabets bestyrelse så en oplagt mulighed i, at Ringkøbing-Skjern Forsyning indgik i et samarbejde med Den Erhvervsdrivende Fond og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.
Sammen med arkitekt Bo Christensen, Skjern, og Årstiderne Arkitekter gik de tre parter i gang med at føre planerne om et innovationscenter ud i virkeligheden med en placering over for Skolebyen for herved at opnå synergier på bl.a. undervisningsområdet. En navnekonkurrence blev udskrevet, og valget faldt på navnet Innovest.
Syv virksomheder blev inviteret til en prækvalifikation med bygge- og entreprenørfirmaet Hansen & Larsen A/S som vinder. Byggeriet gik i gang i efteråret 2013, og den 1. august 2015 var byggeriet indflytningsklar.
I dag er Innovest fuldt optaget. Ideen med at være et undervisningssted for videregående uddannelser, voksen- og efteruddannelser samt "rugekasse" for nystartede virksomheder blev efter 11 år indfriet.
Kilder:
Aarhus Universitet, Engineering
Ringkøbing-Skjern Kommune
Arkitekt Bo Christensen, Skjern
Berit Andersen, koordinator, Innovest
10. Dommergården
Af Elmo Flaskager
Opdateret november 2022
Dommergården er opført i traditionel vestjysk byggestil fra omkring år 1800.
Hovedbygningen er opført i grundmur, mens de tre avlslænger er opført i bindingsværk. På hovedbygningens gårdfacade er opført to vinkelrette tilbygninger, som harmonerer stilmæssigt med hovedfløjen. De tre skorstene på hovedfløjens tagryg, de to på tilbygningerne og den ene på vestbygningen, er med til at fastholde hovedbygningens oprindelige, vestjyske udtryk.
Dommergården med de fire hvidkalkede længer er velbevaret og fint vedligeholdt såvel udvendigt som indvendigt. Den falder smukt ind i den omgivende natur og fremstår i dag som et præsentabelt bygningsværk med stor kulturhistorisk værdi.
I 1940 valgte fredningsmyndighederne at frede ejendommen. Den fik en såkaldt B-fredning, som pålagde ejeren at vedligeholde Dommergårdens bygninger uændret f.s.v. angår den udvendige del. Fredningen blev dog ophævet i 2010 med den begrundelse, ”at Dommergården ikke i tilstrækkelig grad har bevaret de arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier. Stuehusets oprindelige plan er gået tabt ved nedrivning af flere skillevægge, og kun husets hovedform og døre giver en fornemmelse af husets alder. Nord- og østlængerne er helt ombygget og fornyet, og vestlængen er væsentligt ombygget.”
Efter tilskyndelse fra Skjern-Egvad Museum og Kulturmiljørådet blev der i 2003 udarbejdet og vedtaget en bevarende lokalplan til sikring af Dommergården.
Historie
I 1779 går herregården Lundenæs fallit, og Peter Christian Petersen, Viumgaard, køber på en auktion fæstegården Skjern Brogaard af herremanden på Lundenæs. Med amtmanden som myndighed erhverver P.C. Petersen også forpagtningsrettighederne til Skjern Bro, Skjern Kirkebro, broerne over Tarm Kær, færgeoverfarten ved Borris Krog og Stauning inkl. Toldhuset. Samtidig med hvervet som bromand får han kgl. bevilling som gæstgiver. Skjern Brogaard var af ældre dato og havde siden middelalderen været overfartssted og haft et gæstgiveri. Bygningerne var ved købet i ganske dårlig forfatning. I stedet for at restaurere bygningerne valgte Peter Christian Petersen i 1795 at nyopføre Skjern Brogaard.
Til gården var der jord og et kvæghold, men det var som kromand for de vejfarende og især som forpagter af brotolden, han tjente sine penge, idet alle vejfarende, der skulle passere broerne og færgeoverfarterne betalte bropenge til ham. Han har naturligvis også haft udgifter til vedligeholdelse af broerne, men forpagtningen var uden tvivl en vigtig indtægtskilde for bromanden.
Petersminde
Som gæstgiver og bromand opbyggede Peter Christian Petersen en god forretning og blev da også en velhavende og respekteret mand. Men i 1804 solgte han Skjern Brogaard og flyttede sammen med sit store hushold omkring 100 meter mod sydvest og ind i den gård, som ifølge BBR-registeret blev opført i 1777. En anden kilde skriver, ”at han byggede den som sin bolig i 1804”, men uanset byggetidspunkt gav han den præsentable, firlængede gård navnet Petersminde efter sig selv. Med titel af landvæsens- og sandflugtskommissær boede Peter Christian Petersen her frem til sin død 72 år gammel den 17. juni 1821. Herefter overtog Peter Christian Petersens søn, Christian Petersen, Petersminde. Han havde i 1808 giftet sig med Christence Hansen, datter af Niels Hansen og Kathrine Elisabeth Rottmann på Lønborggård. Christence var enke efter kaptajn Niels Jermiin, som hun var blevet gift med i 1787. De bosatte sig dengang på Lønborggård, mens Christences forældre, Niels og Kathrine Hansen, der også ejede Lundenæs, flyttede dertil. Her døde Niels Hansen den 27. august 1792 og blev begravet på Lønborg kirkegård.
Niels Jermiin havde i 1795 tillige overtaget Engelsholm ved Vejle, hvortil de sandsynligvis flyttede i 1795. Her døde Niels Jermiin 58 år gammel den 9. november 1807 og blev begravet på Nørup Kirkegård.
Christence dør allerede i 1810 - to år efter giftermålet med Chr. Petersen.
Christian Petersen, der på Engelsholm var blevet udnævnt til generalkrigskommissær (forestod udskrivning af soldater), er nu ejer af Engelsholm, og da hans far dør i 1821, bliver han også ejer af Petersminde, som han dog sælger videre den 24. december 1830 til herredsfoged Chr. Ehlers Hertz.
Efter Christences død gifter Christian Petersen sig med Anne Marie Mourier (1787-1879), der var af fransk-reformert godsejerslægt. De får en søn, Peter Paul Christian Ferdinand Mourier-Petersen, den 9. juli 1825 på Engelsholm. Denne bliver senere godsejer, hededyrker, politiker, og i 1866 vælges han til formand for Det danske Hedeselskab, en stilling, som han beklæder indtil sin død, 7. august 1898. Som Hedeselskabets første formand lagde har han navn til Mourier-Petersens Plantage af 1898 på 334 ha mellem Videbæk og Ringkøbing ejet af Plantningsselskabet Steen Blicher A/S. Fra denne plantage henter Ringkøbing-Skjern Forsyning i dag drikkevand til store dele af kommunen, bl.a. til Skjern og Tarm.
Christian Petersen døde 56 år gammel den 8. maj 1841 på Engelsholm og blev begravet på Nørup Kirkegård. Engelsholm danner i dag ramme om en af Danmarks smukkest beliggende højskoler.
Skjern Bro omkring 1840
Tegneren har forsøgt at vise, hvorledes den gamle broby ved Skjern Bro så ud omkring 1840. Lige efter broen ligger på venstre side Skjern Brogaard. På højre side ses Jens Hahnes gård. Bag Skjern Brogaard ser man det gamle tinghus, og vest for Skjern Brogaard ses ”Petersminde” eller ”Dommergården”. Det lille hus til venstre for tinghuset blev kaldt ”Pjaltenborg”. Vi ved, at herredsfuldmægtig Kiær og skriver Sabro i 1860’erne boede i huset. Mod nord ses Kirke Å og Kirkebro. Desuden ses Skjern Kirke og den gamle præstegård. I vejgaflen ved kirken bemærker man den gamle vejvisersten, der angav vejen til Varde og til Kolding. Nord for Kirkebro delte vejen sig igen i Ringkøbingvej og Holstebrovej. Denne vejgaffel eksisterer stadig og udgør i dag hjørnet af Kongevej og Pileallé. Kilde: ”Skjern, gadebilleder før og nu” fra 1983 af museumsdirektør Kim Clausen.
Dommergården bliver bolig for Herredsfogeder
Petersminde. Postkort tegnet af Carl Johan Bargild et par år efter ombygning i 1914
Skjern og 16 sogne nord for Skjern Å hørte fra ældre tid til Bølling Herred, og 11 sogne syd for åen hørte under Nørre Horne Herred. Som myndighedsperson besluttede amtmanden for Ringkøbing Amt at lægge de to herreder sammen den 26. april 1814 med et ting- og arresthus nær ved Skjern Brogaard. Dog havde de to herreder hver sin herredsskriver indtil 1829, men den 4. december 1829 fik de to herreder under navnet Bølling-Nørre Horne Herred et fælles tingsted, fælles jurisdiktion for en juridisk uddannet dommer med bolig på Petersminde ved Skjern Bro. Petersminde eller Dommergården, som stedet senere blev kaldt, forblev herredssæde for skiftende herredsfogeder frem til 1919.
Som den første herredsfoged indrettede Chr. Ehlers Hertz sig med sin stab i 1829 til både at besidde den dømmende og udøvende magt. Da Chr. Ehlers Hertz straks fik sat styr på retsadministrationen i de to herreder, så staten en interesse i at videreføre Dommergården som herredsfogedbolig og købte derfor gården i 1839 af herredsfoged Chr. Ehlers Hertz - som det fremgår af tinglysningen ”til offentlig fremtidig herredsfogedbolig.”
Skjern Brogaard blev i øvrigt den 1. februar 1867 brevsamlingssted, indtil jernbanen kom til Skjern i 1875, hvor banegårdsbygningen brevsamlingssted med stationsforstanderen som fungerende postmester. I 1897 opførtes en selvstændig postbygning i Bredgade 22, hvor den første postmester blev ansat.
Placeringen af dommer, tingsted og arresthus ved Skjern Bro var sikkert helt bevidst, idet man har bestræbt sig på at finde et centralt sted mellem de to herreder. Måske har det også spillet ind, at der i forvejen havde været en birkeret knyttet til stedet ved Skjern Bro.
Skjern Brogaard med ting- og arresthus tegnet af Peter Ingolf Christensen efter et fotografi fra 1860’erne.
Den næste i rækken af herredsfogeder var fra 1842 og frem til 1852 H.B. Jansen. Han var en stridbar herre, som hurtigt kom i konflikt med de lokale bønder, der på dette tidspunkt begyndte at forsamles til gudelige møder rundt omkring på gårdene, idet vi som bekendt først med grundloven i 1849 får religions- og forsamlingsfrihed.
Ole Lund var den tredje i herredsfoged - fra 1852 til 1870. Han var efterkommer af en hosekræmmer fra Lundegaard i Gjellerup. Hans far, Troels Lund, var den yngste af tre brødre fra Lundegaard, som sammen med fætteren Henrik Lund slog sig ned som hosekræmmer og klædehandler i København. Senere flyttede Troels Lund til Helsingør og indrettede sig her som købmand. På samme tid rejste hosekræmmer Niels Sæding fra naboherredet Sædding til København. Han hentede sin søstersøn Michael Pedersen Kierkegaard, far til Søren Kierkegaard, til København. Lund-slægten og Kierkegaard-slægten blev gennem giftermål forbundet med hinanden, og Henrik Lunds sønnesøn, Troels Frederik Lund (Troels-Lund), der skrev ”Dagligliv i Norden i det 16. århundrede” i 14 bind, var halvonkel til filosoffen Søren Kierkegaard. I Kamma Rahbeks berømte hjem, ”Bakkehuset”, var begge familier hyppige gæster. Søren Kierkegaards samtidige, Ole Lund, tog juridisk embedseksamen i 1836, og efter nogle år som bl.a. auditør i hæren i Fredericia under Treårskrigen, vendte han i 1852 tilbage til slægtens vestjyske hjemstavn som herredsfoged i Bølling-Nørre Horne Herred, hvor han fik sit virke frem til 1870. Herefter bosatte han sig i København og dyrkede sin lyst til at skrive erindringer fra Helsingør og Fredericia samt med sin skarpe iagttagelsesevne og en række såkaldte ”pennetegninger” at forfatte værket ”Vestjyske bøndergårde i 1800-tallet”, som blev udgivet i jubilæumsbogen om Vestjyllands Forsikring gs i 1998 redigeret af bl.a. museumsdirektør for Skjern-Egvad Museum, Kim Clausen. Dette værk tilegnede Ole Lund ”med Glæde” til vennen og slægtningen dr.phil. Troels-Lund. Ole Lunds manuskripter er bevaret på Det Kongelige Biblioteks håndskriftsafdeling.
En oversigt over samtlige herredsfogeder i Bølling-Nørre Horne Herred og dommere i Skjern Retskreds frem til 31. december 2006 er oplistet nederst. Se under bilag!
I 1875 var Skjern blevet stationsby med banegård og vandtårn placeret et par kilometer nord for Skjern Bro, og man måtte erkende, at det var her, Skjern ville udvikle sig. Derfor besluttede Ringkøbing Amt at bygge et nyt ting- og arresthus i Bredgade 34. Huset, der blev indviet i 1884, havde celler til 14 arrestanter og en arrestforvarerbolig. Desuden var der retssal - senere to retssale - samt politistation for Bølling-Nørre Horne Herred. Fra 1940 tillige dommerkontor, som indtil da var forblevet hos dommeren på Dommergården.
Men Dommergården forblev som bolig for herredsfogeden frem til den store retsreform i 1919 med bl.a. adskillelse af politi- og retsvæsen. Herefter flyttede dommeren for Skjern Retskreds ind på Dommergården.
Efter at Dommergården således havde tjent som bolig for skiftende herredsfogeder og dommere i henved 120 år, var det slut i 1947. Dommergården solgtes til Skjern Kommune, og en præsentabel villa i Skolegade 11, Skjern, blev herefter tjenestebolig for dommeren - formentlig frem til engang i 1970’erne. Villaen i Skolegade blev senere fjernet for at give plads til nyt byggeri opført i 1997.
Men alting har sin tid. I forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 trådte der også en politi- og retsplejereform i kraft, hvilket betød, at Skjern Ting- og Arresthus måtte lukke. Skjern Retskreds ophørte, og området blev lagt ind under Herning Retskreds.
I 1952 indretter Skjern Kommune Dommergården til vandrehjem, og det bliver i 1953 betegnet som ”et af landets bedste og skal bibeholdes i de første ti år på nærmere fastsatte betingelser.” Men Skjern Kommune havde ikke interesse i en fortsat drift af Dommergården og solgte den i 1953 for et beløb på 30.000 kr. til doktor Hame, som netop havde solgt Villa Alba til læge Rimestad. Doktor Hame havde siden 1945 været kredslæge for Bølling-Nørre Horne Herred, men huskes især som en af byens store kulturpersonligheder og havde som bestyrelsesmedlem i Skjern og Omegns Musikdramatiske Forening i en årrække været initiativtager til at arrangere teaterforestillinger på det nu nedlagte Hotel Skjern.
Efter et par år på Dommergården rejste doktor Hame i 1955 til Grønland, hvor han i et halvt år virkede som kredslæge. I december 1955 vendte doktor Hame tilbage og blev ansat som kredslæge i Rudkøbing på Langeland. Samtidig solgte han Dommergården for 50.000 kr. til overmontør Johannes og Kristine Nielsen, der drev Dommergården videre som vandrehjem og med udlejning af et par lejligheder. På længere sigt havde de planer om at omdanne Dommergården til en jæger- og lystfiskerkro. Men så vidt kom det ikke, idet Dommergården i 1960 blev solgt til havebrugskonsulent Hans Dixen og hustru, Henny Dixen, for et beløb på omkring 59.000 kr. Dommergården fortsatte som vandrehjem med Henny Dixen som daglig leder af de to sovesale, familierummet og det store fælleskøkken. Deres datter, Rie, fortæller, at når krøluldsmadrasserne i køjesengene skulle ud og bankes, var der tale om et større arbejde, som moderens veninde hjalp med.
Efter overtagelsen af Dommergården i 1960 gik Hans Dixen straks i gang med at indrette den omkring 2.300 m2 store park til forsøgshave med løgplanter og andet, som man også i dag nyder synet af. Hvert forår er skovbunden dækket af vintergækker, dorothealiljer, hvide anemoner, liljekonvaller, påskeliljer, pinseliljer, løjtnantshjerter, liljer og Blue Bell klokkeskilla.
Men i februar 1965 var det slut. Henny og Hans Dixen solgte Dommergården til Else og Knud Thorkild Nielsen og flyttede ind i et nyopført hus på Vardevej 25. K.T. Nielsen havde i nogen tid sammen bogtrykker Erik Strandbygaard arbejdet med en ny idé: at bygge en papirfabrik nord for Dommergården med produktion af bl.a. tapetpapir og hylstre til køkkenruller med aviser som råvare. Skjern Papirfabrik begyndte at producere i 1965, men økonomien var stram, og fabrikken måtte efter et par år igennem en likvidation med tilførsel af ny kapital, før den fik fodfæste.
Hjemme på Dommergården i nordfløjen indrettede Else og K.T. Nielsens to sønner, Johan og Peder Andreas, et musiklokale med udstyr. De interesserede sig for musik, og sammen med et par skolekammerater udfoldede de deres musikalske evner i et band med navnet Those Gnags - senere Gnags.
Dommergårdens nordfløj blev i årene 1965 til 1971 hjemsted for tidens rockmusik. De unge oprettede en privat ungdomsklub, som de kaldte Gnags Dancing, og ud over musikscene fiksede de nordfløjen op med dansegulv og salgsbod med borde og stole. Hver søndag eftermiddag inviterede klubben til musik og dans til stor begejstring for klubbens 13-16-årige medlemmer. Peter A.G. Nielsen har fortalt til musikmagasinet GAFFA, at ”i Kurt Langbos forældres købmandsforretning kunne man få sodavand, som vi så solgte. Man måtte ikke lave sådan nogle offentlige arrangementer med spiritus – så det tog folk selv med. Og så havde vi en klub med vores egen scene, hvor vi spillede hver uge med et garanteret publikum”.
Annie og Gunnar Ørskov købte i 1982 Dommergården af Else og K.T. Nielsen. De satte et større vedligeholdelsesarbejde i gang med bl.a. en omfattende fundering af den firlængede gård. Vestfløjen, som engang havde været anvendt til stald, blev indrettet til fotoatelier, nordfløjen til tegnestue og østfløjen til virksomhedens grafiske designere og konsulenter, hovedfløjen til beboelse og konsulentkontorer. I øvrigt er der fra herredsfogedstiden bevaret et omkring tre meter dybt fangehul under det nuværende køkken i vestbygningen.
Fra vejknudepunkt til jernbaneknudepunkt
Omkring 1850 begyndte Skjern at udvikle sig længere nordpå, dengang kaldt Engsig. Ved Skjern Kirke var der allerede opstået en mindre bebyggelse. Her ved vejsiden står i dag den over 200 år gamle vejvisersten, hvorpå der er indhugget ”Til Varde” og ”Til Kolding”. En ny vej med bro over Skjern Å blev anlagt i 1850 og både nordpå og sydpå koblet til den gamle studevej. Men den helt store ændring i Skjern skete med anlæggelsen af Vestbanen i 1875 og Tværbanen i 1881 med en stationsbygning et par kilometer nord for Brobyen. Her tog byens udvikling fart, mens Skjern Broby efter 1850 mistede sin betydning som overfartssted og vejknudepunkt.
Skjern Broby
I 1975 blev Skjern Brogaards stuehus og avlsbygningerne afbrændt ved en brandøvelse. Herefter stod Dommergården alene tilbage som monument over et opløst bysamfund, Skjern Broby. Under arbejdet med genslyngningen af Skjern Å fra 1999 til 2003 fandt Skjern-Egvad Museum stolperester fra Middelalderens bro over åen. Et par af stolperne markerer i dag, hvor broen over åen var placeret. Også Skjern Bådehavn var vigtig som havn for sejlads på åen, og lidt nordøst for havnen findes i dag desuden nogle fritlagte stenbelægninger fra Kongevejsbroen, som stod opført her fra midten af 1500-tallet til 1845.
Tæt ved Skjern Bådehavn blev der efter åens tilbageføring i 2003 opført en af Danmarks længste vandløbshængebroer, Kong Hans’ Bro. En informationstavle fortæller om stedet og de mange overgange, som har ligget i området siden Middelalderen. Ved hængebroen er der opstillet borde, bænke og en grillplads - i dag et populært udflugtsmål.
Omkring 100 meter sydøst for Kong Hans’ Bro er der rejst en mindesten for Kong Hans. I 1513 var kongen med sit følge på vej fra Ribe til Aalborghus Slot, og da han ville krydse Skjern Å, der på det tidspunkt var gået over sine bredder på grund af et kraftigt regnskyl, faldt hesten i et hul og kastede majestæten i vandet. Kong Hans kom dog på benene igen, men var blevet grundigt afkølet, hvorved han pådrog sig en kraftig lungebetændelse. Efter et ophold på Skjern Brogaard rejste kongen trods sin svagelighed videre og nåede frem til Aalborghus Slot. Her indhentede døden dog Kong Hans den 20. februar 1513. Teksten på mindestenen fortæller kort den sørgelige historie.
Men Skjern Broby er genopstået: I 2012 gav en ny lokalplan mulighed for, at der nord og vest for Dommergården kunne udlægges 12 grunde til boliger, og vest for Dommergården blev der i 1996 opført en pavillon, Skovpavillonen, til fester og konferencer. Omkring 2015 blev pavillonen omdannet til privat beboelse. Vejen i dette nye boligområde har fået navnet Brobyen.
Bilag
I det følgende er der en oversigt over samtlige herredsfogeder i Bølling-Nørre Horne Herred frem til den store retsreform i 1919, hvor bl.a. politi- og retsvæsen blev adskilt. Skjern Retskreds blev oprettet med domstole og ansættelse af dommere til afløsning af herredsfogeder.
Herredsfogeder i Bølling-Nørre Horne Herred
Christian Ehlers Hertz 1829-1842
H.B. Jansen 1842-1852
Ole Lund 1852-1870
A.J.H. Barfoed 1870-1895
Meyn 1895-1898
V.R. Krag 1898-1914
C.V. Clausen 1915-1919. Den sidste herredsfoged.
Dommere i Skjern Retskreds
Johannes Schrøder 1919-1931. Døde pludselig den 5. december 1931 som 69-årig.
H.V. Eyser 1. februar 1932-1938. Født den 17. oktober 1882 i Aalborg.
Arnt Møller 1938-1948.
Niels Frederik Kalsbøl Madsen 1948-1957. Flyttede derefter til Vejle. Døde i 1991.
Vagn Ravnsholt Rasmussen 1957-1974.
Steffen Unmack Larsen 1974-1989. Født i Aarhus. Ansat i embedet den 1. august.
Mona Gjedbo Kastrup 1989-1993. Ansat i embedet den 1. december.
Vagn Kastbjerg 1993-1998. Ansat i embedet den 1. februar.
Jytte Munkholm Hansen 1998- 2006. Sluttede den 31. december 2006.
Kilder:
Tidligere direktør for Ringkøbing-Skjern Museum, Kim Clausen
Lolland-Falsters Stiftstidende, den 16. marts 1956
”Vestjyske bøndergårde i 1800-tallet” v/ Ole Lund m. fl.
Den Kongelige Hof- og Statskalender
Annie og Gunnar Ørskov, Dommergården
”Skjern Bank 1906-2006” v/ Sven Hersbøll
”Gennem sekshundrede år” v/L. Petersen
Kirkebogen for Skjern og Nørup sogne
Historisk Atlas.dk v/Torben Egeberg
Trap Danmark, 4. udgave, 8. bind
Vestkysten, den 16. oktober 1946
Herning Avis, den 16. juni 1953
Ringkøbing-Skjern Museum
Aktuelt, den 14. juli 1960
Den Danske Lægestand
Skjernunderkrigen.dk
Per Vig, Skjern
Naturstyrelsen
Kulturarv.dk