Sankt Hans 2019

Taler: Frede Haukrogh

Båltale Skt. Hans 2019
Tak fordi jeg må tale her i aften.

Men det er også angstprovokerende for mig.

I min avis var der i fredags en artikel, som anbefalede 5 steder, hvor man kunne fejre Sankt Hans uden lange kedelige taler og uden hekse som blev brændt på bålet.

Shit, tænkte jeg – det er jo lige præcist det vi byder folk her i Skjern.

Min næste betænkelighed er, at I står og tænker: Skal vi nu høre på den klovn stille sig op og kloge sig vidt og bredt – og han er ikke engang herfra men tilflytter.

Men det gav mig så anledning til at fundere lidt over, hvad Skjern egentlig er for en by.

Ikke så meget, hvorfor jeg i sin tid valgte at flytte til byen (for helt ærligt var det af nød – det eneste sted jeg kunne finde et job), men hvorfor jeg stadig bor her efter 38 år.

Jeg lå nok dengang under for de udbredte fordomme om en lidt stillestående by i det mørke Vestjylland, ikke et sted, hvor mine børn skulle vokse op, men et okay sted at bo og arbejde, indtil noget bedre viste sig.

Men noget bedre har ikke vist sig – og jeg måtte hurtigt tage mine fordomme om Skjern op til revision - og det er for øvrigt aldrig nogen dårlig ide, skulle jeg hilse og sige.

For hvad er det så, jeg finder karakteristisk for Skjern og sætter pris på.
Skjerns borgere vil deres by og egn, de står sammen, holder sammen – og skaber sammen.

Og det ser vi hele tiden eksempler på.

En lokal vindmølleproducent er i knæ. Så træder en gruppe lokale investorer til.

Den lokale bank ser ud til at blive truet udefra. Lokale investorer sikrer, at lokale hænder fortsat har et solidt greb om styrepinden.

Og Gentænk Skjern, Skjern Udviklingsforums folkeprojekt, engagerer omkring 100 borgere i en halv snes temagrupper og ryster senere 350 ideer ud af ærmet til at gøreSkjern til et endnu bedre sted at bo, arbejde og besøge.

Nogle af ideerne har vi allerede set udfolde sig – og mere er på vej. For de folk er bestemtikke gået sukkerkolde endnu, skulle jeg hilse og sige.

Og ligegyldigt hvor man vender sig hen, støder man på frivillige, som stiller deres hænder, hjerner og tid til rådighed for et eller andet.

Det ligger i vores bys DNA: Hvis noget skal gøres, må vi være parate til at gøre det selv – sammen med andre.

Skjern er et stort byfællesskab, båret af en mængde små fællesskaber.
Hver især er vi måske små mennesker, men små hjul kan godt trække store læs – bare der er nok af dem.

Og man ikke kan leve og udvikle sig alene, uden andre mennesker.

Vi er hinandens lykkes smede og ikke kun vores egen lykkes smed.

Og noget andet, som karakteriserer det Skjern, jeg landede i for 38 år siden:

Åbenhed, mangfoldighed og rummelighed.

Nok er mangfoldigheden og forskellighederne tydelige i Skjern, politisk og religiøst, mellem folk der er født op opvokset her og taler ægte vestjysk og folk, som snakker fint eller med fremmede tungemål. Folk med rødder i vestjyske kultur og vestjyske traditioner, og folk, som er kommet hertil med en anden kultur i rygsækken. Men Skjern har været åben for dem, for deres baggrund og for deres nye ideer og iværksætterånd.

Sådan er det i dag – og sådan har det været lige siden byens spæde begyndelse.

5.000 af vores kommunes borgere, næsten 10%, er af udenlandsk herkomst. Hvor er det godt, de er kommet hertil. Uden dem ville vi have stået med mange tomme huse i vores landsbyer, der ville have været tomme stole i mange skoleklasser, der ville have manglet arbejdskraft i landbrug og fabrikker, og vi ville have manglet nuancer i den mangfoldighedens palet, som præger bybilledet, idrætsklubberne og foreningerne.

Mit næste tema er kaffe. Vi er gode til at drikke kaffe – og det er vigtigt. Det sagde borgmesteren ved det store møde om nationalparken i Kulturcentret: Det vil komme til at tage tid – og der skal drikkes mange kopper kaffe. Og vi fik alle sammen en pose nationalparkkaffe med hjem.

Og det er jo rigtigt. Over en kop kaffe kan vi få snakket os ind på hinanden, blive klogere på hinanden, og når kanden er tom, forstår vi hinanden bedre.

Og det bedste kaffemærke er ”Dialogkaffe”, et begreb, som Øzlem Cekic jo har opfundet, når hun kontakter nogle af de mennesker, som har sendt hende hademails på Facebook, og inviterer sig selv på kaffe hos dem. Over den oplever hun, at det kan lykkes at nedbryde både deres fordomme og hendes egne, at der er mere der binder folk sammen, end adskiller dem - det kan lade sig gøre at bygge bro over uenigheder.

En af grupperne i Gentænk Skjern arbejder på at få opsat Gnags-”samtalebænke” rundt om i byen. Her kan man slå sig ned og snakke, på tværs af alder, køn og nationalitet.

Kunne det ikke være sjovt at arrangere en stor ”samtalebænkekaffedag”, hvor vi hver især drager ud med en kande god dialogkaffe og et par krus, slår os ned på en ledig bænk og giver os i snak med folk, vi ikke kender i forvejen? Og spiser kager til, forståelseskager eller tolerancekager.

Det kunne der komme noget godt ud af.

Og på et tidspunkt kunne vi trykke på en knap og ud ville strømme en Peter A G sang, måske hans sang om Danmark: ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her. Vi råber længe leve mangfoldigheden”

Og man kunne drømme om, at ideen om Skjerns samtalebænke og Øzlem Cekic’s dialogkaffe kunne brede sig. Det kunne der nok være brug for, tænker jeg.

Måske kunne vi også lære Danmark og verden at bygge broer. For vi er gode brobyggere her på egnen.

Broer binder sammen og gør ikke blot transporten men også kontakten lettere.

I Den Grønne Korridor kan man (med lidt god vilje) tælle 20 broer – og forhåbentlig inden alt for længe endnu en ved Vandhaverne.

For nogle hundrede år siden kunne stykket mellem Tarm og Skjern være farligt at passere, når storme og oversvømmelser hærgede, gjorden åen til et frådende hav og ødelagde de overgangssteder og spinkle træbroer, man forsøgte at etablere.

Tænk på hvor galt det gik Kong Hans, som en vinterdag i 1513 faldt af hesten, da han ville krydse Skjern Å, havnede i sit senere så berømte hul og lå der og legede vinterbader, men pådrog sig en lungebetændelse, som han senere døde af. Med en ordentlig bro over åen var det aldrig gået så galt.

Men det har vi lært af, og nu er en halv snes broer i området mellem Skjern og Tarm, og snart får vi endnu en, nemlig over Råddensig Grøft.
Og der bliver anlagt nye stier over Skjern Å – alt sammen noget, der knytter de to byer sammen. Gamle rivaler og uvenner er blevet hinandens slyngveninder.

Men ude i verden er man mere optaget af at bygge hegn og mure end af at lave stier og broer.

Mange af os husker euforien, da Berlinmuren omsider faldt. Nu ville der blive åbenhed og frihed i Europa, ja i hele verden, og folkeslagene ville leve i fred og tillid med hinanden.

Men i stedet bliver der hele tiden rejst nye mure og hegn mellem lande – over 95 er det blevet til siden 2. verdenskrig. Trump får nok sin, Netanyahu har fået en, flere europæiske lande har beskyttet sig bag pigtrådshegn, og så skulle Danmark da også have et. Det blev så et vildsvinehegn, men som en politiker sagde, så kan det jo også holde andet end vildsvin ude.
Det værste er, at mure og hegn jo ikke blot afgrænser lande – de bliver også til mure mellem mennesker.

De kan måske nok holde noget uønsket ude, men de lukker folk inde, og folk, der bliver lukket inde, bliver isolerede, indskrænkede, præget af frygt og mangel på horisont.

Mennesker, som står på hver sin side af en mur, kan ikke se hinanden, kan ikke nå hinanden – og forfalder derfor til at råbe ad hinanden.
Forhåbentlig bliver nutidens murbyggere med tiden afløst af murnedbrydere.

For husk: Alle mure kan jo væltes.

Men nu blev jeg vist lidt for politisk, og det går jo ikke.

Vi er kommet her for at fejre Sankt Hans, en hyggelig tradition med et bål og en heks ovenpå, tit kulde og regn (heldigvis ikke i aften), men altid pølser, øl og vin – og forkullede snobrød. Og fællessang.

En typisk, gammel dansk tradition – og så alligevel ikke helt.

For faktisk er den et kludetæppe, hvor vi har samlet stumper sammen fra flere tidsaldre og flere kulturer.

Navnet hentyder til Johannes Døberen, som jo gik rundt i vand til knæene og døbte folk, og de skriftkloge fandt ud af, at hans fødselsdag lå præcist et halvt år før Jesu fødselsdag.

Så Sankt Hans er en slags halv juleaften – uden gaver.

Og den lå tæt på det oldnordiske sommersolhverv, og ved at rykke det et par dage, var det jo let at slå de to begivenheder sammen.

Og midsommernat var der efter gammel overtro magiske kræfter på spil:

Vandet i kilderne var helbredende, kloge koner samlede magiske og helbredende urter. Og det blev anledningen til markeder og fester med gøgl og forlystelser – til kirkens store utilfredshed.

Men også onde kræfter, hekse og trolde, var på spil og kunne bringe folk, især kvinder, i fordærv.

Men her kommer bålet ind: Glædesbålet, som i århundreder har været brugt til at holde det onde borte på denne uhyggelige aften.

Og for cirka hundrede år siden bragte indvandrende tyske håndværkere en tradition med sig, hvor man anbragte halmhekse oven på bålet – og vi greb chancen, koblede det sammen med tidligere tiders hekseafbrændinger. Så nu fik vi sat ansigt og navn på det onde, heksene, og i stedet for at bruge bålet til at holde dem væk, satte vi dem oven på bålet på en lang pind, fik små børn til at finde mors aflagte kjole frem og sendte den afskyelige fugleskræmselheks afsted til Tyskland, hvor traditionen kom fra, ledsaget af platte mandevitser om at gøre kosten klar til konens tur til Bloksbjerg.

En underlig tradition, håbløst gammeldags og kønsdiskriminerende, men hvor er det hyggeligt!

I min avis læste jeg, at en arrangør af en Sankt Hans fest foreslog, at i stedet for at brænde hekse af, skulle vi hylde alle de dejlige og modige hekse i vores samfund – og omdøbe festen fra Sankt Hans til Sankte Hendes.

Men det er også en kulturradikal københavneravis!

Og det vigtigste: Vi har fået en hyggelig og samlende fest ud af det.
Og en fædrelandssang skrevet af Holger Drachmann, som godt nok var ateist og ikke respekteret af de intellektuelle eller de andre kunstnere i Skagen, Michael Ancher og Krøyer. Og godt nok rynker de fleste dansklærere og litterater på næsen ad den digteriske kvalitet i teksten, og godt nok er Lange Müllers melodi næsten umulig at synge, men den
passer til lejligheden og vi kan godt lide det billede, den maler af vores land og vores folk.

Det romantiske billede af det bondeidylleriske Danmark, hvor de unge efter afslutningen af det tunge markarbejde danser og slår sig løs.

Hyldesten til den danske sommer med blomster og fuglesang.

Til det folkelige fællesskab, hvor skønne blomsterkranse binder varme og glade danske hjerter sammen.

Hvor tapre danske vikinger jager landets fjender og anden ondskab bort.
Om vi så hver især hæfter os mest ved dette noget krigeriske element, hvor vi forsvarer os mod det truende og ukendte. Eller ved beskrivelsen af os som det fredselskende folk med varme hjerter og bekæmper ufred og ondskab, ja, det vil jeg lade være op til hver enkelt.

Så nu går vi i fællesskab ned til bålet, lader det lyse op for os, varme os og gøre os til ildsjæle, som brænder for at holde fast i de værdier, der er gode for vores by, vort land, ja hele verden, og bekæmpe det, der skaber ufred og had.

Og i eftertænksomhedens øjeblikke, som altid følger, når et bål brænder ned og forvandles til ulmende gløder, minde os om, at mennesker af alle slags har langt mere tilfælles, end det der skiller.

Tak for ordet. Fortsat god Sankt Hans fest og god sommer.