Sankt Hans 2018

Taler: Trine Ørskov

Midsommertale lørdag den 23. juni 2018
Glædelig lysfest og tak for invitationen til at holde årets båltale. Det er min første af slagsen, og derfor havde jeg ingen taler på lager til lejligheden, så jeg har været i tænkeboks op til i dag. Noget af det første, der faldt mig ind, da jeg gik ind i tænkeboksen, var den tradition vi her holder i hævd, nemlig at tænde bål den 23. juni.

Denne aften er forbundet med stor overtro. I gammel tid mente man, at højene åbnede sig og at troldene kom frem; at elverpigerne lokkede, og at heksene skulle til de årlige heksefester. Holger Drachmann skrev i sin midsommersang: ”Hver by har sin heks og hver skov sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde”. Heksene brød sig altså ikke om bål og man mente, at hvis man satte bål på forskellige høje, måtte heksene styre udenom i god tid.

Traditionen med at brænde heksen af på Sankt Hans-bålet opstod langt senere, i starten af 1900-tallet, men den trækker uhyggelige tråde tilbage til 1600-tallet, hvor vi brændte de mennesker, der skilte sig ud fra samfundets normer. Det var ofte fattige, rapkæftede kvinder, der blev ofre for flammerne. De repræsenterede alt det, samfundet ikke ville have eller være ved og ikke forstod. Kvinder med en holdning, æreskrænkelser og fattigdom. Hvad gjorde man så? Man lod problemet gå op i røg. Offentligt. Til skræk og advarsel, for at advare andre om, at de ikke skulle komme for godt i gang, men holde sig inden for normen og følge både skrevne og uskrevne regler.

Ind i mellem gik det ikke så galt, at man gik op i røg. Man kunne nøjes med den offentlige gabestok, hvor man stod til spot og spe på byens torv imens folk, der gik forbi kunne spytte på én.

Det er heldigvis mange år siden. Vi er blevet klogere siden dengang. Vi er holdt op med at brænde, udstille og spytte på mennesker, der skiller sig ud fra mængden. Men frygten for det, der er anderledes hersker stadigvæk. Og vores behov for at udpege syndebukke lever i bedste velgående.

Vi brænder ikke hinanden i bogstavelig forstand, til gengæld har vi fået en ny platform at ytre os på, når vi møder noget, vi er uenige i eller bange for. De sociale medier har givet os meget godt, men de er også blevet vor tids gabestok. Det er utrolig nemt at ytre sig, hvis man er uenig eller har set sig sur på noget eller nogen. Og når én ytrer sig, er der ofte en hær af medløbere, der hellere end gerne sender en spytklat eller en svada afsted i samme retning. Årsagerne kan være mange: En anderledes holdning; en skæv parkering; en forkert anledning til en forkert kage med et rundt tal skrevet i marcipan. Der skal faktisk ikke meget til for at havne i den offentlige gabestok.

I 1600-tallet skulle man se den man anklagede i øjnene og fremsætte anklagerne personligt. Og ikke nok med det. Hvis den man anklagede, blev frikendt, skulle man betale sagens omkostninger. I dag kan man sidde godt og trygt bag sin skærm og give udtryk for sin utilfredshed uden at skulle se det menneske i øjnene, man smæder. Man kan tilsyneladende sige så godt som hvad som helst uden konsekvenser, og det betyder, at de sociale medier bugner af smædeskrifter. Ofte skrevet af voksne mennesker i et sprog, som man i folkeskolen lægger mange kræfter i at lære børn og unge at tage afstand fra. Man gør det i ytringsfrihedens hellige navn, for er der noget vi føler os berettiget til i Danmark, så er det at give udtryk for vores mening.

Den ret blev os givet i Oplysningstiden. I første omgang uden det lille tillæg, at det var under ansvar, men det fandt man hurtigt ud af, ville være en rigtig god idé. Den idé holder, synes jeg. Ytringsfrihed under ansvar. Lad os huske, at der bag skærmene sidder nogen, der bliver ramt af de ord, vi skriver.

Og lad os huske at vores frihed til at ytre os ikke er ensbetydende med pligten til at ytre os. Det er tilladt at tænke sig om. Det er faktisk en rigtig god idé at vi lige bruger et øjeblik på at sætte os i modtagerens sted, inden vi trykker send.

Her i Ringkøbing-Skjern Kommune øver vi os i at prale, blandt andet med at vi har plads, masser af plads. Vi har højt til loftet - i fysisk forstand – men også mentalt. Her er plads til at tænke store tanker, til at få store idéer og til at føre dem ud i livet.

Det er værdier, man mange steder i verden misunder os, og mennesker rejser hertil langvejs fra for at tage del i dem. Det er værdier, vi skal værne om. Vi kommer nemt til at tage dem for givet, så vi skal minde hinanden og os selv om, hvor vigtige de er. Og vi skal reagere, hvis vi er vidner til det modsatte - til at de store tanker og drømme holdes nede af de små. Af de tanker, der handler om, at man ikke skal komme for godt i gang. At man ikke skal tro, man er noget. At man ikke skal stikke næsen frem og mene eller gøre noget, som falder uden for normen. Eller bare uden for det, jeg her på min matrikel, synes er rigtigt eller forkert.

Jeg tror, de små tanker findes i os alle sammen - i varierende grad og i perioder af vores liv. Og jeg tror, det er dem, der får lov at trives, når vi sidder i skjul bag skærmen, og rigtigt folder os ud.

Vi skal ikke frygte det, der er anderledes. Vi skal anerkende, ja omfavne, at mennesker ser verden fra forskellige vinkler. At det der betyder noget for mig, ikke er nær så vigtigt for dig. For vi kan sagtens være en del af det samme fællesskab alligevel, og fællesskabet bliver farverigt og langt mere interessant.

Jeg har lige haft min debut som deltager i Folkemødet på Bornholm og oplevet det særlige fællesskab, som vores demokrati er bygget på. Her samles alle slags mennesker, lige fra statsministeren til ham, der sælger Hus Forbi. Her er alle lige, her har alle en holdning til et eller andet, og her er det en del af spillereglerne at lytte nysgerrigt til dem, der måtte mene noget andet. Her kigger man hinanden i øjnene, når man debattererog her hersker en grundlæggende respekt for samtalen. Man taler sammen, også med dem, man ikke er enige med. Man lytter - og tænker efter – lader sig udfordre og udvider sin horisont.

Lad bålene oplyse os og minde os om, at vi er klogere og mere udviklede end de var i 1600-tallet, og lad glædesblussene invitere til dialog og holde skærmtroldene fra livet.

Tak for ordet.