Grundlovsmøde 2019

Folkestyre er når folk styrer, helt enkelt. Men så enkelt er det altså heller ikke. Først en lille sløjfe omkring hvem FOLK er. Fra gammel tid har vi kendt udtryk som bonden og hans folk, som i øvrigt spiste i folkestuen, der var da forskel på folk!

Kongen blev hyldet af folket og Frederik d.7. kunne vælge et valgsprog som hed ”Folkets kærlighed min styrke”, og var altså ikke selv en del af det, og på samme måde kan man i dag møde udsagn som eliten imod folket. Er folket ’de brede masser’ eller er folket os alle sammen?

Jeg bruger ordet på samme måde som i ordet ’folkeskolen’ som er skolen for alle folk eller ’folkepension’ som udbetales til alle rige og fattige for i min forståelse er vi alle en del af folket.

Men hvordan er det så med folkestyret i Danmark. Vi kan vel alle være enige om at det der blev indført d.5. juni 1849, og som er grunden til vi er her i dag, ikke var folkestyre. Der blev indført et system med stemmeret for en lille gruppe af ældre velbjergede mænd, men ingen rettigheder for de ’fire F er’ Fruentimmere, Fattige, Fjolser og Forbrydere. Efter 66 år fik også Fruentimmerne, eller kvinderne som vi kalder den halvdel af befolkningen i dag, stemmeret og senere er også indtægtsgrænserne forsvundet og aldersgrænsen er i flere omgange sat ned, og selv forbryderne og ’fjolserne’ kan nu stemme.

Jeg sagde fejlagtigt at kvinderne fik stemmeret – nej de tilkæmpede sig stemmeret.

Så i dag kan vi vel være enige om at Folket er inddraget.

Men betyder det så også at Folket har afgørende indflydelse på de beslutninger der afgør livsbetingelserne i vores land?

Mit svar er nej. Direktøren for Danish Crown tager beslutninger der har afgørende betydning for hundredevis af mennesker fx Men hvem beslutter så de afgørende ting omkring danskernes liv?

En forskergruppe har prøvet at finde et svar ved at registrere alle direktører og
bestyrelsesmedlemmer i de største danske virksomheder, medlemmer af udvalg og kommissioner i det offentlige osv, osv. I alt 56.536 poster og 37.750 forskellige mennesker. Det virkeligt interessante var at 423 personer skilte sig ud som en lille gruppe der havde ekstremt mange gensidige berøringer. De sad i udvalg, bestyrelser og kommissioner med hinanden, de mødtes når dronningen havde middag for udenlandske statsoverhoveder osv. De var stort set alle mænd og de fleste var universitetsuddannede økonomer mm, dem vi til dagligt kalder DJØFer, 10 af dem er chefer i MÆRSK og 6 af dem chefer i Moderniseringsstyrelsen i Finansministeriet.

Overbevisende argumenterer forskerne for at denne lille gruppe, der i øvrigt bor i det nordlige København og et område i Århus, har afgørende indflydelse på de vigtigste beslutninger her i landet.

De kender hinanden, har den samme baggrund, den samme uddannelse og dermed også den samme opfattelse af hvordan verden bør se ud. Herunder den i de kredse herskende opfattelse af økonomiens love.

Og søn afløser far.

Det ser altså ud til at selv om vi alle har fået stemmeret, så er det stadig en lille gruppe der sidder solidt på magten ligesom det var i enevældens tid, og det er ikke noget særligt for Danmark.

I Putins Rusland er der også valg hvert fjerde år, men også her der det en lille magtfuld gruppe der styrer og tager profitten. I øvrigt i høj grad de samme mennesker som gjorde det i den kommunistiske tid.

I USA er det også nogle ganske få mænd der sidder på den store rigdom og dermed dem der kan bestemme hvilke politikere der får tilstrækkelig mange penge til at kunne blive valgt til politiske poster. Og til hvilke beslutninger der kan tages. Der er fx stort flertal i den amerikanske befolkning for en skærpet våbenlov, men pengemagten sikrer at kun dem der er tilhængere af et frit våbenmarked, kan blive valgt.

Men har du et bedre forslag til en styreform, end den vi har i Danmark i dag? Må I jo spørge, og mit svar er Nej! Jeg vil sige med Churchill ”demokratiet er den dårligste styreform, men der findes bare ikke nogen der er bedre”.

Vi bliver nødt til at få det her til at fungere. Og her er det at vi må gøre os klart at det ikke sker bare fordi vi går hen og stemmer hvert fjerde år på dem der skal tage
de politiske beslutninger. Det nytter heller ikke noget at forestille sig at vi kunne lave et ”Gallup-demokrati” hvor alle folketingets beslutninger skal afgøres ved at vi alle sammen inddrages. Eller for en sags skyld et tilfældigt udpeget parallelfolketing af ’almindelige borgere’ Der er ganske enkelt så meget arbejde forbundet med at sætte sig ind i de sager som skal afgøres fælles i samfundet, at vi
ikke kan overkomme det som almindeligt arbejdende mennesker. Vi må fastholde det repræsentative demokrati med valgte politikere.

Vi er bare nødt til som udgangspunkt at gøre os klart at som tiden ændrer sig – og det sker hurtigt – så bliver alle beslutninger forkerte på et eller andet tidspunkt, så et lands successen for et styre er om det kan ændre sig lave sine beslutninger om.
I et diktatur træffer diktatoren altid ”rigtige” beslutninger som ikke kan kritiseres, derfor ender diktatur også med at køre galt at blive ineffektive.

Afgørende for mig er at de politiske beslutninger afspejler den folkelige debat. Ikke sådan at vore repræsentanter skal ud og vejre stemningen i befolkningen, det John F. Kennedy hånende beskrev som ’den fører der ser hvor folk er på vej hen og så skynder sig hen og stiller sig i spidsen’.

Politikerne er valgt til at lave afgørelser ud fra deres egen overbevisning, og derefter bliver deres beslutninger i sig selv en del af den videre debat som på et eller andet tidspunkt fører frem til at beslutningerne laves om. Hvis debatten kører åbent, er det muligt at lave dem om. Helt afgørende for at få folkestyret til at fungere er at den folkelige debat er levende, og at vi alle på en eller anden
led engagerer os i samfundet, at vi er åbne over for debatten.

Debat er ikke bare at to akademisk uddannede politikere sidder i TV og taler pænt til hinanden. Det er også at gymnasieelever buer af den minister der lige har forårsaget at seks af deres lærere fyres. Eller at tusindvis af mennesker går i demonstration i Fredag for fremtiden.

Nogle måder at diskutere på er selvfølgelig mere acceptable end andre, og selv om det at skyde en ulv skaber meget debat, så er man altså nødt til at holde sine argumenter inden for lovens grænser.

Det vi efter min mening særligt må værne om i vores folkestyre, er ud over en bredt forstået ytringsfrihed, åbenhed og gennemsigtighed. Vi må sikre at vores presse har adgang til mest muligt af det der foregår omkring magtudøvelsen, og vi må sikre at flest mulige har adgang til at udtrykke sig offentligt, og så må vi alle sammen påtage os forpligtelsen til at føre en ordentlig debat.

Men der et andet element i talen om folkestyre. Jeg har talt om at alle skal have mulighed til at være med i debatten og stemmeafgivelsen. Men det er jo kun den ene del af folkestyret. Den anden del er at samfundet skal være for os alle sammen, for hele folket. Det er ikke kun på valgdagen at ’fruentimmerne’ og de ’fattige’ skal medinddrages. Nej det er alle samfundets mekanismer, både ansvaret og goderne der skal fordeles ligeligt til hele folket. Der kan selvfølgelig være forskellig mening om hvordan det skal blive en realitet, men idealet, forpligtelsen må der ikke være tvivl om.

Lad mig illustrere det med en lille anekdote. En tidligere dansk statsminister formulerede sit politisk syn ved billedet af et cykelløb, og han sagde ”hvis de forreste i et cykelløb tager hensyn til de bagerste, bliver der slet ikke noget  cykelløb.” og videre ”hvis de forreste derimod giver den fuld gas, trækker det de bagerste med.”

Overfor det har jeg en oplevelse fra min barndom. Jeg var på vej på cykel til min første spejderlejr i en hytte oppe i bakkerne på Nordmors, og på et tidspunkt måtte den 8 årige Knud stå af, bakken var for stejl. Og så stod en af de store spejdere også af selv om han sagtens kunne klare bakken på cykel. Og jeg følte mig ikke alene selv om jeg var lille og svag.

Og det illustrerer for mig at livet handler ikke om at komme først eller bare at komme hurtigt frem til målet, det handler i høj grad også om det liv vi har på vejen, og det liv får værdi af solidariteten, fællesskabet.

Og lad mig så vende tilbage til F-erne, for der er ikke bare fire, der er et femte F for fremtiden altså at vi i vores samfunds liv tager hensyn til fremtidens liv i vores land og på hele kloden. Som det er nu, overlader vi de næste generationer en klode på grænsen af den totale ødelæggelse og tilsyneladende uden et system som kan bruges til at rette kursen op.

Vi står i dag overfor et meget svært problem omkring klimaforandringer og de deraf kommende store sociale problemer med tørke, oversvømmelser, uvejr og  folkevandringer. Der er ’optimister’ som forestiller sig at det løser videnskaben.

Der er selvfølgelig ingen der kan forudse hvad ’videnskaben’ finder frem til i fremtiden, men vi ved at den ikke har løsninger her og nu, og vi ved at ødelæggelsen af kloden står lige for, der er ikke tid til at se tiden an.

Hver for sig kan vi prøve at handle hver dag med tanke for at forurene mindst muligt, men der er også ting vi kan gøre og ting vi kun kan gøre, i fællesskab, det man kunne kalde de politiske beslutninger. Men hvordan får vi almindelige borgere, beslutningstagerne til at tage problemet alvorligt?

I EU som skulle være det sted hvor vi virkeligt kunne løse internationale problemer, bruger man tiden på at skændes om hvordan grænsen mellem Irland og Nordirland skal udformes, og foreløbig har man tænkt sig at bruge det meste af dette år på at fortsætte skænderiet.

Herhjemme er regeringens svar på at det tilsyneladende går ret hurtigt den forkerte vej, at så må vi have nedsat et udvalg der kan komme med et forslag til hvad vi skal gøre.

Snak og snak og ingen handling.

Forleden dag snakkede jeg med en jævnaldrene mand, han synes nu det med klimaet var overvurderet, ”I skal altid finde noget at bekymre jer om. En gang var det krig, så var det atomkraft og nu er det så klimaet.”

Jeg så pludselig sådan et billede for mig. Broen på Titannic. Styrmanden siger til kaptajnen om ikke de skal passe mere på de isbjerge, hvortil kaptajnen svare ”I skal altid finde noget at bekymre jer om, og det går jo meget godt, og vi skal jo nå hurtigt frem!”

Vi må tro og håbe på at de næste generationer tager opgaven helt anderledes alvorligt og når det.

Og her ser jeg optimistisk på de unge skoleelevers projekt om at strejke for klimaet. Når 1,5 mio. skoleelver fordelt på over 100 lande samme dag går i strejke, så er det en markering der vil noget.

Og her må vi gamle støtte ind med alle vore kræfter, der er ikke tid til at læne sig tilbage og skubbe løsningerne ud til næste generation. Det er lige så uansvarligt som at vente på at ’videnskaben’ løser problemerne.

Jeg har fået lov til de sidste minutter her at give ordet til en af de unge skolestrejkende der har taget ansvaret som borger i et folkestyre dybt alvorligt.

 

Indtryk fra dagen.

Godt 600 mødte op til Skjern-Tarm Grundlovsfest i Anlægget i Skjern

 Flagene blafrede, solen skinnede,  og Fredrik den 7. vågnede for en stund på sin buste i Anlægget i Skjern, da han fik røg i øjnene fra et FDF bål.

 Hvad måtte han se. En folkefest af dimensioner. Alle mand af hus, fyldte stole  og bænke, og musik fra to scener på skift, først musikelever fra VGT i Tarm afløst af en lang række numre fra Willys Trio.

 Fra start til slut var der på festpladsen foran kirken høj energi og summende samtaler, for en del af Grundlovsfestens ide er netop at Tarm møder Skjern og omvendt i et stigende godt samarbejde. Rent faktuelt ankom en festdelegation på 42 mand m/k fra Tarm med fanebærere og  Årets Vandbærer, Mette Preddey, som bar vand fra Tarm Bybæk, at blande i vandet fra Kirkeå i Skjern for at besegle byernes venskab. Mette Preddey hædredes for sin indsats i det folkelige arbejde i Tarm by gennem flere år.

 Årets Grundlovstaler var læge og tidligere amtsrådspolitiker Knud Jakobsen fra Ulfborg, som greb fat i Fredriks den 7.’s valgsprog om ”Folkets kærlighed min styrke” og pointerede, at folket er os alle sammen. Grundloven har i år 170 år på bagen, og fra starten var der kun valgret for mænd -  ej for fruentimmere, fattiglemmer, forbrydere eller fjolser. Altså ikke et folkestyre.

Selv i dag styres landet af en snæver kreds af beslutningstagere. Betyder det så at demokratiet har fejlet? Knud Jakobsen gjorde Winston Churchills ord til sine: ”Demokratiet er den dårligste styreform, men der findes bare ikke nogen der er bedre”. Vi bliver nødt til at få det her til at fungere. Vi må fastholde det repræsentative demokrati med valgte politikere. Afgørende for mig er at de politiske beslutninger afspejler den folkelige debat, sluttede Knud Jakobsen, før han overraskende gav ordet til fremtiden, til næste generation. Nemlig sit barnebarn Marie fra Nordjylland, der på få minutter med stor kraft satte fokus på fremtiden og vores bydende behov for at tage klimadebatten alvorligt.

 Solskin og sommer rimer også i Skjern på ispinde, og alle fremmødte kunne midtvejs hente en ”gratis” is, sponsoreret af overskuddet fra Skjern-Tarm Mobilscene. Overskuddet skal bruges til fest og farver, sagde Karina Winkler fra festkomiteen, der i.ø. har bestået af Margrethe Vad, Lars Foged, alle tre fra Skjern Udviklingsforum, og Jørgen Ræhr Pedersen og Else Thorup fra hhv. Skjern og  Tarm menighedsråd. En række å-overskridende foreninger, herunder de politiske partier har bakket op om Grundlovsfesten.

 Finalen var stor i alle henseender. I alt 170 festligt klædte gymnaster fra Den danske Design- og Håndværksefterskole gav den et brag af en opvisning på plænen til et fast klappende publikum. En flot finale og sandelig: Efter 1 time lå pladsen ryddet og klar, takket være de mange frivillige hjælpere.

 Lars Foged kunne på dagen afsløre, at Skjern-Tarm samarbejdet krones med endnu en dimension, nemlig et udvidet natursti-system mellem de to byer: Projekt Skjern Tarm Enge. Skjern og Tarm Udviklingsforum - med Niels Peter Jensen, Lars Foged og Steen Rosby i front - står bag initiativet,  og Ringkøbing- Skjern Kommune har bakket op om ideen.  Arbejdet starter efter sommer, så til næste år kan Skjernfolkene vandre med å-vand ad fire forskellige veje til Tarm til Grundlovsfest 2020.