Grundlovsmøde 2022 i Forsøgshaven i Tarm

Tak for velkomsten og tak for den tillid I har vist mig - en nordmand - til at komme og holde årets Grundlovstale. Jeg vil ikke bruge lejligheden til at fortabe mig i forskellene på hvordan Grundlovsdagen bliver markeret og fejret i henholdsvis Norge og Danmark. Blot vil jeg sige, at der gik mange år inden jeg fandt ud af, hvilken dag man fejrer Danmarks Grundlov. Det var ikke sådan lige til at få øje på. 

Det tror jeg til gengæld ikke man kan undgå at lægge mærke til, hvis man som udlænding bosætter sig i Norge. Jeg synes derfor det er rigtig godt, at man flere og flere stedet genoptager den gamle tradition med at markere Grundlovsdag. 

Vi har i dag, d. 5. juni ikke blot Grundlovsdag, vi har også Farsdag og vi har Pinsedag. En hel treenighed af festdage at feste for. Farsdagen vil jeg ikke opholde mig ved, selvom fædrene godt kunne fortjene det. Men Pinsen og Grundloven vil jeg til gengæld gerne knytte nogle tanker og ord til.

Pinsedag

Der findes ikke det folkeslag på jorden, som ikke har sine fester. Inuitterne har deres førstegangsfester, hvor det der skete første gang, f.eks. en sælfangst, fejredes. Mange af vore fester, fra gammel tid, har sit udspring i de jødiske fester. Det gælder f.eks. for påske og pinse.

Jøderne fejrede pinse for at mindes, hvordan Moses på Sinaj – bjerget fik de to stentavler, med de ti bud. Jødernes pinsefest er med andre ord en fejring af den lovgivning som deres kultur hviler på. 

De kristne mindes i pinsen dengang ånden kom og stadig kommer. Og se, det er straks lidt mere luftigt og svært at have med at gøre. For vi ved hvad en lov er. Vi kan ikke leve uden love, der regulerer vore liv med hinanden. Vi kan være uenige om hvor mange love vi skal have og hvad vi skal lovgive om, men at der bliver nødt til at være nogle love, er uden for enhver diskussion. Med lov skal landet bygges. 

Men hvad med ånden? Den har vi ikke styr på, den kan vi ikke sådan få greb om. Den er temmelig luftig og noget abstrakt noget.

Somme tider kan man høre folk sige: Ånden kom over mig - og så viser de os måske et maleri de har malet, eller et digt de har skrevet, og vi forstår umiddelbart, hvad det er de mener, selvom vi ikke kan forklare det.
Når ånden kommer over os, sker der noget. Der er vitalitet, drive, engagement. Der er kreativitet, ild og kraft. Der er håb og tro og hjerteblod. Det kører, som nogen vil sige. Livet, tanken og energien løfter sig. 

Man kan også sige, at pinse betyder, at ordene vi siger får ånd, dvs. at de bliver forståelige og virkelige, at vi kan forbinde noget med dem og at de forbinder os med hinanden. Det er det, der somme tider kan ske i en forsamling, hvad enten det er til et foredrag eller ved fællessang. Pludselig kan ordene åbne sig op og give mening på en ny og anderledes måde. Vi bliver sammenknyttet af en fælles ånd.

Ånd sætter samtalen over belæring, ånd sætter forståelse over forklaring, der er derfor bevægelse i ånden, der er søgen og udveksling, aldrig stilstand. Der er retning. I kristen forstand har ånd med kærligheden at gøre. Retningen er derfor altid den anden, ikke mig selv og mit eget. Ånd og kærlighed er dybest set det samme. Ånd og kærlighed, er alt det der forener os i vores forskellighed, i vores modsætninger. Det er ikke en fjernelse og udviskning af forskellighed og modsætning. Men det er en stædig bestræbelse på at ville mødes i samtale og forståelse.

Hvorfor al denne tale om ånd på en Grundlovsdag? Det er fordi vi mennesker er åndsvæsner og det husker pinsen os på. Vi er ikke blot kroppe, der går på jagt efter det vi kan putte i munden. Vi er ved siden af at være kroppe også ånd.  Vi er tænkende, viljebårne individer. Det, der adskiller os fra dyrene er, at vi er i stand til at tænke over eksistensen. Vi er i stand til at forholde os til det at vi lever og at vi skal dø, vi er i stand til at spørge os selv og hinanden, hvorfor er vi her og hvad er meningen? Vi er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, som Grundtvig formulerede det.

Maleriet af den forsamling mænd, der skrev Grundloven i 1848-1849

Det er på mange måder den tanke, jeg læser ind i maleriet af den Grundlovsgivende Rigsforsamlings Åbningsmøde den 23. oktober i 1848 på Christiansborg. Der findes intet fotografi fra d. 5. juni 1849, hvor grundloven blev vedtaget. Der findes kun dette maleri, som blev malet 15 år efter, og som i dag hænger på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Maleriet skal forestille de mænd der forfattede Grundloven. Sagen er, at der faktisk er malet mænd ind i billedet som slet ikke var tilstede, eller deltog i på udarbejdelsen af Danmarks Riges Grundlov. Nogle af dem på maleriet havde med andre ord ikke lod og del i arbejdet med at udforme Grundloven. De var forskellige repræsentanter fra samtidens kunst og kultur og åndsliv.

Er maleriet så ikke Fake- News, kunne man spørge sig selv, når det nu ikke er historisk korrekt? Det er det ikke, selvom man godt kan sige, at kunstmaleren Constantin Hansen tog sig stor kunstnerisk frihed. Men denne kunstneriske frihed, var der måske en dybere mening i. Han malede den forståelse ind i sit maleri, at Grundloven ikke blot er golde love og paragraffer, den er i lige så høj grad funderet og båret af ånd. Grundloven står på skuldrene af en lang åndshistorie.

Grundtvigs arbejde med Grundloven

En af de måske kendteste Grundlovsfædre, var Grundtvig. Og han var i høj grad en mand båret af ånd. Onde tunger siger, at han ikke fik ret mange af sine forslag ind i lovgivningen, men læser man referaterne fra de mange møder og forhandlinger, sådan som Birthe Rønn Hornbech har gjort i sin lille fine bog, Gud, Grundtvig, Grundlov, så kan man se, at han var et særdeles aktivt og talebegærligt medlem af den Grundlovsgivende Forsamling.

Det vigtigste for Grundtvig var friheden. Friheden til at tro og ytre sig, friheden til på tryk at kunne give udtryk for sine tanker. Frihedens moder var for Grundtvig Åndsfriheden – Trosfriheden – det vi i dag kalder religionsfriheden. Og jeg citerer: Mange synes desværre ikke at skatte tros og gudsdyrkelsen så højt som den fortjener. Men hvis man er den borgerlige friheds ven, burde man agte den højt, fordi hele verdenshistorien lærer os, at hvor trosfriheden manglede, der kunne ikke nogen borgerlig frihed slå rødder eller bære frugt.

Det er denne frihed Grundloven er en garant for. Grundloven er en kontrakt mellem borgerne og dem, som vi som borgere har valgt skal styre landet. Grundloven sætter med andre ord grænser for, hvad de styrende kan gøre og den opstiller spilleregler for hvordan de kan gøre hvad, som Per Stig Møller, skriver det i et festskrift til Grundlovens 150 års jubilæum.

Grundloven begrænser magthavernes magt, så den ikke udvikler sig til tyranni. 

Vi fik en grundlov for at styrke borgernes frihed og udfoldelsesmuligheder. Den kom ikke dumpende ned fra himlen, som Dannebrog, den var resultatet af århundreders overvejelser og kampe, og dens værdier er ikke det rene pjat, som Søren Kirkegaard hævdede. 

Udøvelsesfrihed

For Grundtvig handlede religionsfriheden ikke kun om retten til at tro hvad man vil, eller retten til ikke at have en tro. Det handlede også om at afskaffe særlige privilegier og betingelser knyttet til tro og dåb. Indtil grundloven blev vedtaget, var det f.eks. sådan, at man hverken kunne blive lærer eller dommer, hvis ikke man var døbt. Det var i den grad en indskrænkelse af trosfriheden og borgerlige rettigheder. Her blander staten i det Grundtvig kaldte ”hjertets område” og det skulle staten under ingen omstændigheder gøre.

Det handlede ikke blot for ham om, at ethvert menneske må tro, hvad det vil. Det kan man selv i de mest diktatoriske lande. For ingen kan jo granske vore hjerter og hoveder. Nej, religionsfriheden er langt mere radikalt tænkt. Religionen skal ikke ud af det offentlige rum (som mang en politiker har bedyrdet) - for åndsfrihed handler ikke kun om trosfrihed, det handler også om frihed til at ytre og udøve og praktisere sin tro. Og her kommer vi ind på områder som i de sidste år har vært til gentagen debat. Må man bære tørklæde i det offentlige rum? Ja, ville Grundtvig sige, for som han i debatten siger: 

Enhver som ved, at de kristne til alle tider selv har krævet den fuldstændige frihed for deres tro og gudsdyrkelse, må jo også kunne indse, at dersom kristendommen ville nægte andre samme frihed, da både forbrød den sin frihed og forstyrrede tillige selv det frihedselement, hvori den ene kan ånde, leve og trives kristeligt talt.
Frihed både for Loke og Thor, som han siger et andet sted.

Kæmp for alt, hvad du har kært

Hvis ikke der var noget at kæmpe for, hvad var så vel jeg og du, synger vi i en sang. Hvis ikke vi har noget at kæmpe for, så bliver friheden heller ikke en nødvendighed for os. Hvis ikke der er noget vi holder for sandt, er der heller ikke noget at dø for, om så det gælder. Hvis ikke der er noget i vore liv, der er hjerteblod, så betyder friheden heller ikke så meget. Så kan man leve fint og godt, blot man har brød på bordet og en seng at sove i.

Krigen i Ukraine viser os med alt tydelighed, at for langt de fleste mennesker, så er brød på bordet og en seng at sove i, ikke fyldestgørende. Her adskiller vi os fra dyrene. Vi er åndsvæsner, der higer efter frihed til at kunne tænke og tale frit, tro og mene hvad vi finder rigtigt, hvad enten vi er religiøse og politiske mennesker eller ej. Vi er åndsvæsener, der vil dø om så det gælder, hvis vi har hjerteblod for en sag. 

Har vi i smørhullet Danmark hjerteblod for en sag? Er vi f.eks. villige til at gå ned i levestandard, hvis det er det vor sag, kræver af os? Er vi villige til at kæmpe for det vi har kært, det vi holder for sandt?

Det er denne åndsfrihed grundloven står vagt om. Det er en fest værd, for den er selve grundlaget for vores folkestyre. Et styre som har bragt os langt, både i velstand og ånd.

Gratulerer med dagen, som vi siger i Norge.

Indtryk fra dagen